Kombinationsjakt i Zamrzenica

Sonny i Zamrzencia

Vi havde en rigtig fin tur til Polen.

Det var lidt stressende med rejseaktivitet og arbejde lige inden vi skulle af sted, så forberedelserne fra min side gik lidt hurtigt. Vi kørte vi 2 jægere, fra Sønderjylland klokken 7,30 onsdag morgen og ankom, igennem sne og is, til statsrevir Zamrzenica, ved 8 tiden om aftenen. Da vi bankede på ved overskovfoged Adam Wenda, hvor vi skulle indkvarteres blev vi modtaget af en lidt forvirret Hr. Adam Wenda. Vi skulle da først ankomme i morgen aften.

Jeg fandt mine papirer frem og læste mine håndskrevne noter. Nej det var nu, her onsdag aften, vi skulle komme. Heldigvis havde jeg også printet alle de papirer som Diana jagtrejser, havde mailet til mig. Nu måtte jeg så give mig, der stod højt og tydeligt at det var torsdag aften vi skulle ankomme.

Det værste var næsten at der i første linje af mailen stod:

Du bedes for en ordens skyld kontrollere at navne, DATOER og andet er i overensstemmelse med din bestilling!!!!!!

Jeg indrømmer at være et kæmpe fjols, og fortjener at blive både bespottet og hånet, for så dum en fejl fra min side. Hr. Wenda, var dog ikke sådan lige uden videre at slå ud. *Så indkvartere vi jer jo bare nu, der går bare lige lidt tid med at lave noget mad, men velkommen til.”

Vi kunne få flyttet jagten så den passede med de datoer som vi havde regnet med, og så var der ikke mere i den sag. Næste morgen skulle vi bare stå klar med riffel og ammunition, foran hoveddøren, ved 6.45 tiden, så kunne vi komme på jagt.

Jeg er dybt imponeret over, hvor hurtigt og professionelt sagen (inklusiv papirarbejdet) blev ordnet uden problemer. Vi havde bestilt dobbeltværelse, og opdagede at hele første salen var indrettet til gæster med fine værelser med eget bad og toilet. Der var også en hyggelig opholdstue, med bord til måltider. Det hele var tydeligvis, indrettet til jægere, med trofæer på væggene, og vildsvineskind på gulvet.

Efter et godt aftensmåltid gik vi lige til køjs oven på den lange køretur, med en følelse af stor lettelse. Næste morgen stod vi op til et par stykker brød med pålæg inden jagten skulle starte.

Vi mødte nu vores jagtfører, som viste sig at være udmærket til sprog, inklusiv en del danske sætninger. Turen gik nu i bil af sted på jagt i skoven. Jeg blev kørt til et ”indhak”, hvor en mark gik ind i skoven og, hvorfra vi til fods begav os ind i den tilsneede skov. Der var faldet et fint lag nysne i løbet af natten, med ældre sne neden under.

Vejret var 3 graders frost og helt vindstille, hvilket naturligvis får alle lyde til at være ret voldsomme. Ret hurtigt måtte vi ganske simpelt opgive at bevæge os, bare nogenlunde, lydløst i det stille vejr. Jeg lagde her mærke til at der flere steder var vildsvin som, havde krydset vejen, så det hele lovede godt.

Vi besluttede at gå tilbage til bilen, for at køre til et andet sted, hvor der måske ville være lettere at liste rundt. 30-40 meter inden bilen stoppede jeg for lige at tage en cigaret inden vi skulle af sted. Nu da vi stod der i total stilhed kom pludselig en flok dåvildt gående ud fra skoven. Jeg var ikke lige helt forberedt på dette så det gav lige et sæt i mig inden jeg fik riflen ned. Skytten bad mig lige vente, indtil han kunne udpege et dyr. Vildtet stod imidlertid ikke stille, og ret hurtigt kom der besked om at alle var hundyr eller kalve.

De første dyr var allerede gået ind i skoven igen, men 2 dåer der gik bagerst var stadig på marken. Guiden, gav et fløjt, og de 2 dåer standsede med det samme og rettede blikket mod bilen, der stod lidt væk fra os. Riflen var klar, så jeg lod sigtekorset følge forbenet op til midt på kroppen, hvor jeg trak lidt tilbage til et lunge/hjerteskud. Da kuglen gik, vidste jeg det var et perfekt skud, men dåen gav blot et set, gik et skridt frem og så sig så tilbage, inden den igen rettede blikket mod bilen.

Jeg blev ret forbavset over den opførsel, da jeg helt sikkert mente at have hørt et godt kugleslag. Nu stod de 2 dåer bare der, uden at have reageret på skuddet, og så på bilen. Der gik dog kun få sekunder inden dåen pludseligt sank sammen, som ramt af lynet. Forbavset vendte jeg mig mod min jagtfører, og så på ham. Han pegede blot ivrigt hen imod dåen, og da gik det op for mig et der jo stod en til.

Repeteringen gik hurtigt, og tiltrak sig opmærksomhed fra den tilbageværende då, som øjeblikkeligt tog flugten. Nu gik tankerne gennem hovedet, det var som om dyret slet ikke havde registreret at det var blevet skudt. Kunne det virkeligt passe? Da vi kom frem til det døde dådyr, kunne det konstateres, at kuglen sad perfekt, med et udgangshul på størrelse som en femkrone.

Det var den største då, jeg nogensinde, havde set, og skytten kom også med en bemærkning om at den var meget stor af krop. Det skulle senere vise sig at den vejede 42kg brækket. Efter brækningen, fortsatte vi i bil til en anden del af skoven. Nu lagde jeg virkeligt mærke til de mange områder i skovbunden, der var rodet op af vildsvin i den nyfaldne sne.

Vi havde ikke kørt langt, inden vi igen stoppede og forsøgte os med en gang purschjagt. Atter en gang måtte vi blot konstatere at det var fuldstendigt umuligt, at bevæge sig bare tilnærmelsesvis lydløst i den frosne skov. Skytten og mig kikkede på hinanden, og skytten sagde bare auto.

Som sagt så gjort, vi startede nu en autojagt. Dermed ikke sagt at der blev skudt fra bilen, men, når vi spottede vildtet, kørte vi videre. Når vi var kommet et passende stykke forbi, steg vi ud af bilen og gik tilbage på vejen i de spor bilhjulene, havde lavet. Det viste sig at man godt kunne bevæge sig lydløst i sporene. Problemet nu var at vildtet generelt var meget opmærksom på den retning som bilen var forsvundet i, og dermed den retning vi kom fra.

Vi kom efter kort tids kørsel forbi en ny flok dåvildt, som stod i noget åbent birkeskov. Da vi nærmede os i hjulsporene, blev vi øjeblikkeligt opdaget, og dyrene forsvandt inden det kunne komme til skud. Vi prøvede den morgen ligeledes et par gang det samme nummer efter råvildt, men igen uden held.

Den første morgen gav dermed en flot då til mig, og jeg glædede mig til at se op Poul, havde skudt noget. Da vi kom tilbage til skovfogedhuset, lå der allerede 2 stykker råvildt på paradepladsen, og Poul stod smilende ved siden af.

Efter at have taget billede og beundret de 3 dyr på paradepladsen, var der blevet tid til morgenmad. Det viste sig hurtigt at vi der blev sørget godt for os, morgenbordet bød på alt, hvad man kunne tænke sig. En sjov detalje var at der var friskbagt dansk rugbrød på bordet hver gang vi satte os til det. Vi havde aftalt at starte jagten igen klokken 14, og indtage middagsmaden ved 13 tiden, så der var lige tid til en hurtig middagssøvn.

Vi fik en gang varm mad til middag, hvorefter vi blev hentet af vores skytter. Denne gang kørte min skytte mig ud til en anden del af skoven, hvor vi prøvede at stille bilen. Det viste sig igen, efter få meter, at der kun var biljagt der kunne komme på tale, selv om der siden i morges var kommet en ganske svag vind. Nu skulle det gå rigtigt for sig. Vi skulle køre med vinden, så vi kunne gå tilbage til vildtet imod den.

Vi var kun lige begyndt at køre da skytten pludseligt bremsede, og sagde svin. Jeg drejede hovedet, og så ud af bagvinduet, lige akkurat en flok svin der krydsede vejen bag bilen. Så satte skytten fart på, og ville køre om på siden af skovparcellen, for at stille mig klar til skud når de ville passere den næste vej. Så snart bilen var kommet om på næste vej sprang jeg ud, og skytten standsede motoren. Det var tydeligt at høre hvor vildsvinene, i trav kom igennem skoven, selv om man ikke kunne se dem. Lyden gik desværre i en retning, som ville tage dem væk fra området, hvor jeg stod, og vi måtte uden skudchance hoppe i bilen igen.

Det næste vi mødte var 3 stykker råvildt, Ca 40-50 meter, inde mellem træerne, som ikke ænsede os da vi passerede. Nu da vi kom tilbage til stedet, hvor vi havde opserveret dem, var de imidlertid væk, så vi med uforrettet sag måtte gå tilbage til bilen. En flok dåvildt som i luntetrav kom igennem skoven var det eneste andet vildt vi så fra bilen den aften. Inden det blev mørkt skulle vi i et skydetårn, så vi kunne være klar til skumringsjagt.

Tårnet var placeret i et vejkryds, hvorfra man kunne se ned langs 4 veje. Efter et kvarters tid, kom der da også 4 stykker råvildt over en af vejene. Inden jeg fik riflen klar, var de blot væk igen. Nu kom mørket hurtigt, i det overskyede vejr, så det blev svært at se detaljer i skoven. Pludseligt kom et enligt stykke råvildt ud på vejen Ca. 200 meter foran tårnet, og gik lige imod os. Denne gang var jeg klar med riflen, men da tusmørket var kommet kunne vi ikke umiddelbart se om det var buk eller rå/lam på den afstand. Det føltes som der gik meget længe inden dyret var tæt nok på til at bestemme kønnet. Det viste sig at være en buk, som var begyndt at sætte op med bast, så der kom ikke til skud ved denne lejlighed.

Da mørket var blevet for slem, måtte vi således køre tilbage til vores logi, uden at være kommet til skud den første aften. Ved tilbagekomsten til huset, kunne det konstateres at Poul heller ikke var kommet til skud den aften. Han havde dog set masser af vildt, både vildsvin, råvildt og dåvildt, havde han set. Han havde sluttet aftnen i et skyde tårn, hvor han havde nyt synet af en stor kronhjort der gik lige omkring tårnet det meste af aftenen.

Den første jagtdag, blev afsluttet med et overdådigt måltid med, der blev ganske simpelt bare stillet fad efter fad på bordet foran os, så det var ganske umuligt at komme igennem det hele. Mætte af både mad og oplevelser gik vi således tidligt i vores senge. Jagten startede igen den følgende morgen klokken 7,45, hvor min skytte kørte mig ud midt i skoven og standsede bilen. Det var simpelt hen stadig for mørkt til at jage, så vi skulle lige vente 10 minutter.

Jeg brugte tiden til at stå ud af bilen, for at tage en cigaret, og nyde den smukke morgen med frisk sne. Nu kunne man tale om stilhed. Der var total vindstille, og cigaretrøgen steg helt lige til vejrs. I løbet af natten var der igen faldet en centimeter sne, og skoven var utroligt smuk i det svage lys. Igen måtte vi desværre konstatere at der kun var biljagt, som kunne lade sig gøre.

Vi startede så på køreturen igennem skoven, og kom kun 2-300 meter, da en stor flok vildsvin pludselig krydsede vejen 100 meter foran bilen. Skytten standsede bilen, og vi kunne, foruden alle de mindre grise, tælle 3 store søer i flokken, samt 3-4 uberlaufer. Vi tale om flokken, efter at den var passeret, og blev enige om at der havde været omkring 18-20 vildsvin i alt i den.

Da vi kom hen til stedet, hvor svinene var krydset over vejen, standsede jagtføren bilen, og åbnede døren. I den totale stilhed kunne vi faktisk godt høre flokken endnu, og fornemme retningen. Jagtføren mente at vildsvinene, var på vej ned til en af de talrige søer, som lå i skoven. Retningen passede med en lavvandet sø, som havde store mængder siv omkring, og var et af vildsvinenes fortrukne sovesteder. Vi besluttede os til at prøve at pursch efter dem, i den fine sporsne, hvilket i løbet af få skridt naturligvis viste sig at være umuligt.

Så var der ikke andet for end at fortsætte turen i bilen og se, hvad morgenen ville bringe. Efter ret kort tid kom vi nu forbi en flok dåvildt, omkring 75 meter inde i ret åben birkeskov, som fulgte os meget nøje med nysgerrige blikke. Skytten ville ikke tage nogen chancer, så vi kørte 7-800 meter, inden han standsede bilen, og turen tilbage i sporene kunne begynde. Denne gang gik alt efter planen, og efter en meget forsigtig listen, kunne vi pludselig se dådyrene stå imellem træerne.

Afstanden var omkring 150 meter, men der var en del buske imellem dem og os. Vildtet var dog i meget roligt gang på vej i vores retning, så nu var det bare med at have tålmodighed og stå stille. Det føltes som meget lang tid inden, dyrene kom fri af buske, og kulden var begyndt at snige sig ind under min, kun halvt lynede jakke. Situationen var simpelt hen en jægers drøm. En flok dåvildt der roligt passere omkring 100-110 meter i åben birkeskov, og man står med riflen klar på skydestokken.

Jeg havde fået instrukser om at jeg godt måtte skyde en kalv eller to, men først og fremmest manglede der dåer, på afskudsplanen. Jeg holdt til en då, men kunne se et par magre grene i kikkerten, som jeg ikke ville ramme. Sigtekorset søgte imellem dyrene indtil det fandt en kalv, som stod stille i en vinkel på ca. 45 grader, med hovedet imod mig. Det så ud til at kalven fattede mistanke, og uden yderligere betænkning trak jeg korset ned på skulderen af den.Tanken faldt et kort øjeblik på at kuglen med stor sandsynlighed ville ramme skulderknoglen og derved kunne lave ret store kødødelæggelser. Jeg tøvede med at skyde, og ville svinge riflen rundt efter et andet mål. Måske så kalven bevægelsen. Den gav i hvert fald et ordentligt set, og tog nogle hurtige skridt, med øjnene rettet lige imod mig. Riflen fulgte, nærmest automatisk efter bevægelsen, og fandt kalven stående i en noget mindre spids vinkel. Jeg vurderede at det godt kunne lade sig gøre at sætte en kugle ind lige foran skulderknoglen, som ville gå igennem de vitale dele.

Da skuddet gik, gav dyret et ordentligt hop fra sig, og under min øjeblikkelige repetering, så jeg ikke om det fald i knaldet. Skytten stod bag mig og, hviskede at jeg skulle skyde igen. Desperat søgte jeg rundt på de nu meget urolige dådyr efter den jeg lige havde påskudt. Det lykkedes mig simpelt hen ikke at finde det dyr i riffelkikkerten, der lige var blevet skudt på. Efter 10-15 sekunder, som faktisk er ret lang tid, forsvandt flokken i løb. Skytten så på mig, og spurgte, hvorfor jeg ikke skød igen. Jeg kunne ikke se den der var blevet anskudt, fortalte jeg til ham, og han grinede bare hjerteligt.

Dyret var gået ned i knaldet, og han ville have mig til at skyde et dådyr mere. Nu blev jeg rolig igen, og vi gik ind til kalven der lige var blevet skudt. Indgangshulllet var kaliberstørrelse, men der var trukket en masse blod og væv ud af der, som vidnede om at der, under kuglens passage, må have været et kraftigt overtryk inde i dyret. Da vi vendte de om kunne det dog konstateres at udgangshullet kun var på størrelse med en enkrone. Der var en lang stribe af sweiss, i sneen, som var kommet ud sammen med kuglen. Under brækningen fandt vi ud af at 180 gr. RWS H-Mantel kuglen, havde forvandlet hjerte lungeregionen til grød, men overhovedet ikke havde ødelagt noget kød.

Nu var den morgen, om muligt endnu smukkere, i den hvide stille skov, og turen fortsatte så snart dyret var læsset på bilen. Vi kørte ikke ret længe, inden vi i noget åbent fyrreskov fik øje på en ræv. Den røde ræv var meget tydelig i sneen, og ænsede overhovedet ikke bilen. Vi fortsatte kun 100 meters penge, inden jeg stod ud og gik tilbage mod den.

Igen lykkedes det efter planen, og ræven var på skudhold, Ca. 150 meter inde mellem de nøgne fyrrestammer. Jeg fandt et træ at ligge an ved og kunne således få godt hold på ræven der ikke var klar over at vi sigtede på den. Det lykkedes, at liste skuddet ind imellem stammerne, og dyret døde i knaldet. Da vi fik ræven samlet op, var der ikke så længe tilbage, inden jagten skulle afbrydes på grund af den ventende morgenmad. Der var dog stadig tid til lige at køre lidt længere, jagtiveren var jo godt tændt i både mig og jagtfører. Vi kørte faktisk ikke ret langt inden bilen, pludseligt blev bremset med protesterende ABS, og skytten pegede bagud. Der var igen vildsvin som krydsede vejen. Nu skulle det altså prøves, at skyde en af dem, og jeg sprang ud af bilen og skubbede en kugle i kammeret. Inden riflen kom op til skulderen, var det sidste vildsvin imidlertid passeret, og jeg måtte pænt aflade min gamle BSA riffel igen uden at være kommet til skud.

Nogle gang sker der utrolige ting på jagt, og det skete også denne dag. Vi nåede kun at kører 20-30 meter, inden der igen pludseligt kom 3 mellemstore svin og krydsede vejen, mindre end 50 meter foran bilen. I min store overraskelse og iver i at komme ud af bilen faldt jeg lige så lang jeg var ned i sneen.

Vildsvinene var naturligvis over alle bjerge, inden jeg igen kom på benene, og fik riflen samlet op. Skytten grinede helt ukontrolleret, og kunne slet ikke sige noget i flere sekunder. Da han igen fik kontrol over sig undskyldte han mange gange, at have grinet, men det havde bare set meget sjovt ud da jeg faldt. Så kunne jeg heller ikke selv holde mig længere og begyndte selv at grine. Vi ville nu køre ud til asfaltvej igen, så morgenmaden ikke skulle vente. Inden den offentlige vej blev nået, fik vi dog lige øje på 3 stykker råvildt der gik i kanten af en sø med siv.

Det blev en ret hurtig pursch, og da vi fik øje på dem igen havde de også set os. De stod dog alle 3 stille, med bladet til os, og betragtede os mistænksomt. Afstanden var 180-200 meter og, hvis jeg mente at kunne klare det forsvarligt, skulle råen nedlægges. Jeg lænede mig op af et træ for at få mere stabilitet som skydestokken kunne give ved fritstående, og slap kuglen.

Der var knald og faldeffekt, hvilket fik de 2 lam til at blive stående. Skytten bad mig vente, efter at have repeteret. Han betragtede lammene omhyggeligt igennem sin kikkert, og bad mig til sidst om ikke at skyde nogen af dem. Det var 2 gode stærke lam, og han ville godt skåne dem, hvis jeg ikke havde noget imod at lade dem gå. Naturligvis lod jeg lammene gå, og kunne fryde mig over at der faktisk var planlægning i vores afskydning. Skuddet sad præcis midt på bladet, med udgangshul på størrelse som en tokrone, der var ikke noget at sige til at der var KF effekt.

Da vi kom tilbage til huset, stod Poul, nordmænd, samt skytter og ventede. Paradepladsen var tom, så det var med et stort smil at mine 3 dyr blev lagt frem. Det viste sig dog at Poul også, havde haft gang i hans Winchester model 94 (kaliber .307 Win), og fået en kronhind, som allerede var kørt i kølehuset. Den ene af de 2 flinke nordmænd, var kommet til skud, men som han sagde, var det en bommer.

Efter et stort morgenmåltid, var det tid til en middagssøvn, inden klokken blev 1 til middagsmad. Middagsmaden blev indtaget sammen med skovfogeden, som nu sad sammen med os i uniform, og vi fik en ordentlig hold snak. Skovfogeden viste sig at have rigtigt meget humor, og vi fik meget sjov ud af alle hans små bemærkninger.

Da klokken blev 2, startede jagten atter, og turen gik igen ud til test om, hvor vidt det kunne lade sig gøre at bevæge sig i skoven til fods. Vi måtte sande at situationen ikke, havde ændret sig fra den morgen, så bilen blev taget i brug. Denne eftermiddag, var første vildt 2 stykker kronvildt, der gik i noget ret højt selvsået gran, der igen stod under højstammet fyrreskov. Da vi nu gik tilbage imod dem i hjulsporene, opdagede vi at de var gået os i møde. Pludseligt så vi dem på vej ud af de selvsåede graner, til et stykke ungt gran der var opstammet i 1,5 meters højde.

Krondyrene havde opdaget os og løb med det samme ind i dette stykke gran. Jeg fik uden problemer fundet bladet på dyrene, men da vi havde set at det drejede sig om en hind og spidshjort, holdt jeg skuddet tilbage. Selv om de begge stod med helt fri blad, var hovederne oppe i grangrenene, hvilket umuliggjorde at bestemme hvad der var hjort og hind.

Der gik ret lang tid, inden vildtet forsvandt, hvor jeg hele tiden havde riffelkikkerten på dem, uden at kunne komme til at kønsbestemme dem. Chancen var væk igen, lige så pludselig som den var kommet.

På vej tilbage til bilen, hørte vi noget bag os som fik os begge til at vende os om. En flok vildsvin passerede vejen 30 meter bag os. Jeg gik bare med riflen hængene i remmen over skulderen, og inden den kom i anslag, var svinene allerede væk. De var løbet ind i noget meget tæt, helt ungt granskov, så der var ingen chance til at skyde på efter at de, havde passeret vejen. Nu kunne vi høre at de travede igennem det tætte unge gran, og skytten tog fat i mig og fik mig til at løbe med tilbage til bilen.

I stor fart gik det nu med bilen om for at afskære vejen for vildsvinene, så der måske kunne komme til skudchance. Pludseligt kom der nu en anden flok svin gående roligt lige ud foran bilen fra den anden side, der måtte bremses hårdt for ikke at køre ind i dem. De ny svin fik fart på da der, til deres store overraskelse, kom en bil som var lige ved at køre ind i dem. Jeg sprang ud af bilen, men havde tømt riflen da jeg satte mig ind i den. Nu forsøgte jeg feberisk at få en patron i kammeret, hvilket først lykkedes efter at svinene var væk.

Da der igen var kommet ro over situationen, foreslog skytten mig at jeg skulle holde magasinet fuld, og bare have bundstykket åbent, så var man bedre forberedt på situationer som denne. Hele opholdet ved den nye flok svin var mundet ud i at det nu helt sikkert var for sent at afskære vejen for den oprindelige flok vi havde set. Turen fortsatte således uden at der var kommet til skud på vildsvin. På det tidspunkt var det allerede gået op for mig at reviret må have en usædvanlig stor bestand af vildsvin. Der var rodet i den friske sne overalt, og vi så jo svin her ved højlys dag, hvilket jeg absolut ikke er vandt til. Det næste vildt vi opserverede var en flok dåvildt, og vi forsøgte igen metoden med at gå tilbage til dem.

Denne gang lykkedes det ikke for os at finde flokken igen, og vi måtte modvilligt gå tilbage til bilen med uforrettet sag. Skytten spurgte mig nu, om jeg ville sidde i et tårn igen, lige som første aften. Jeg var indstillet på at følge de råd han kom med, så det ville jeg godt. På vejen til tårnet fik jeg igen øje på nogle vildsvin, der gik op ad en sidevej vi kørte forbi. Skytten bakkede med det samme tilbage, og vi fik akkurat at se svinene forsvandt ind i skoven fra vejen.

I stor fart blev der kørt op ad vejen, men vi kunne se at svinene allerede var kommet i sikkerhed i nogle graner inde i skoven. Da vi kom frem til tårnet fik jeg at vide at der var lagt foder ud et stykke fra det, så vi skulle nærme os forsigtigt.

Ganske rigtigt, stod der 5 stykker dåvildt ved denne foderplads. De havde tydeligvis hørt os i den frosne sne, for de stod alle og så i vores retning. Afstanden var Ca. 175 meter, så det kunne fint lade sig gøre at skyde. Et af dådyrene var helt sort, og det fik jeg besked på at afskyde. Det lykkedes mig at få fint hold på dåen, men da den stod srå med røven til mig, besluttede jeg at vent til den stod bedre.

Det er ikke altid tålmodighed bliver belønnet, og det skete heller ikke denne gang. Efter at have holdt korset på dåen i ret lang tid fortrak alle dyrene, og der kunne ikke afgives skud. Så kom vi op i tårnet, hvorfra der efter ret kort ventetid kunne høres vildsvin i skoven. Adrenalinen begyndte at pumpe og jeg ventede at der hvert øjeblik skulle komme en flok svin frem. Det eneste der skete var blot at der kom 4 stykker råvildt til pladsen.

Skytten hviskede til mig at jeg godt måtte skyde råen, men så var vi helt sikre på at de svin, som råvildtet tydeligvis også kunne høre, ikke ville komme frem. Jeg sad med riflen oppe, og meddelte at jeg ville vente på svinene, hvorpå der kom et stort smil på skyttens ansigt.

Vi kunne meget tydeligt høre vildsvinene i det tætte krat ved siden af foderpladsen, og råvildtet forsvandt ret hurtigt efter at de var kommet på grund af det samme. Da det til sidst var blevet så mørkt at vi måtte opgive at skyde, hvis svinene skulle komme frem, var det ret modvilligt vi gik tilbage til bilen.

Poul kom også tomhændet tilbage den aften, men nordmændene havde haft bedre held. Efter et kæmpestort lækkert aftenbord, med masser af kød, kunne vi nu nyde en øl sammen med de unge nordmænd og diskutere dages begivenheder. Den 3. morgen var igen præget af lidt nysne, vindstille og frost, så jeg vidste inden vi kørte hjemmefra at det ville blive biljagt. Vi var kun lige kommet ind i skoven, da 4 vildsvin krydsede vejen foran bilen. Jeg havde hverken fået patroner i magasinet, eller var klar. Alligevel fik jeg, under udstigning fra bilen, en patron i kammeret, og holdt til svinene. Der var blot ret meget underskov lige der, hvor de løb så da jeg ville være sikker på at skyde en af frishlingerne, kom der heller ikke til skud ved denne lejlighed.

Jeg ærgrede mig da turen fortsatte, det ville have været dejligt, hvis det kunne lykkedes med et vildsvin. Vi kom kun til at køre i meget kort tid, inden der kom en flok svin ud på vejen foran bilen. Vejen var helt lige på dette stykke og gik tværs over en lavning. Svinene kom på den anden side af lavningen og var på vej ned i denne. Afstanden vil jeg vurdere til at have været omkring 250 meter. Da svinene kom lige imod os på vejen, var der rigeligt tid til at komme ud af bilen og få skydestokken op. Jeg fandt dyrene i riffelkikkerten, men med soen forrest, og alle grisene lige bag hende kunne jeg ikke skyde. Pludseligt drejede soen af ind i skoven, og grisene kom fri. Da den sidste gris skulle til at dreje efter dens artsfæller, løsnede jeg skuddet. Afstanden var på det tidspunkt kommet ned på Ca. 120 meter, og jeg var så sikker på at skuddet skulle sidde der, at det kom som en overraskelse at grisen ikke klappede sammen.

Undrende kikkede jeg på min jagtfører, som blot sagde vorbei. Det kunne simpelt hen ikke passe, jeg var sikker på at skuddet var godt, så vi måtte hen og se. Da vi kom derhen viste skytten mig mit kugleslag i sneen, og jeg kunne selv se grisenes spor, så der var ingen tvivl om at det var en bommer. Skytten mente det var fordi de ikke stod stille, men den mening havde jeg ikke selv. Når alt kommer til alt har jeg da skudt rigtigt mange svin på drivjagter, og ved som regel om jeg rammer eller ej når skuddet går.

Da vi fortsatte turen igennem skoven opdagede jeg slet ikke vi kom forbi nogle stykker råvildt, inden skytten standsede bilen og forklarede vi skulle gå tilbage. På listeturen hen mod råvildtet, gik tankerne i hovedet på mig. Var det en aftæksfejl, eller noget galt med riffel, ammo eller kikkert.

Det lykkedes at komme tæt på råvildtet, da det pludseligt stod 80-90 meter fra os i den åbne birkeskov. Jeg fik riflen på skydestikken og kunne fint holde korset på råen, der gik helt uden at have opdaget os. Nu besluttede jeg i mig selv, at problemet med svinet, havde været en aftræksfejl, og råen skulle skydes perfekt.

Jeg rykkede skuddet, til råen af. Når jeg her siger rykkede, mener jeg det virkeligt. Denne gang var der ingen tvivl om at det var en forbier, jeg vidste det i samme øjeblik skuddet gik. Alligevel var vi ved skudstedet for at se efter eventuel sweiss, hvilket vi naturligvis ikke fandt noget af.

Selvtilliden var nu helt i bund, og jeg sagde til jagtføreren at jeg egentligt godt ville hjem nu, så nerverne kunne få ro inden aftenjagten. Skytten fik bilen vendt og begyndte at køre tilbage, men standsede uden varsel ved en sidevej.

Der sad en ræv 150 meter oppe af vejen. Jeg stod roligt ud af bilen og stillede skydestokken op. Nu begyndte ræven at løbe på vejen væk fra stedet, hvor jeg stod og havde fundet den i riffelkikkerten. Jagtfeberen, tog fat igen, og jeg lod korset fælge ræven lige over hovedet, imens koncentrationen gik på aftrækket. Da skuddet gik slog den løbene ræv en kolbøtte og selvtilliden kom væltende tilbage.

Så skulle vi naturligvis alligevel ikke hjem endnu, der var stadig tid til at jage. Da vi efter en forgæves listejagt efter råvildt, fandt en flok dåvildt lykkedes det atter at komme på god hold. Det eneste stykke dåvildt der var fri i det tætte krat var en kalv, som stod helt spidst. Nu skulle det være, de 2 forbiere var næsten glemt, og da jeg satte ”slipseknude” skuddet i dåkalven gik den ned i knaldet.

Skuddet var gået hele vejen igennem dyret, og lavet et aflangt udgangshul, Ca. 6 Cm. Langt og 3 Cm. højt i den ene kølle. Alle indvolde var helt smadret, men bortset fra den kølle, hvor kuglen var kommet ud, ingen kødskade. Med et stykke dåvildt, og en ræv, var det alligevel blevet til en god morgen, som blev bedre da vi kunne konstatere at nordmændene også havde fået dåvildt.

Poul havde ikke fået noget den morgen, men da vi kom op på værelset lagde jeg mærke til at han satte 2 tomme hylstre tilbage i pakken. Da jeg spurgte ham, kom det bare en bemærkning med et smørret grin om at jeg ikke var den eneste der kunne skyde forbi på vildsvin. Den sidste aften skulle det gerne lykkedes med de der svin, så min skytte fik mig til at fylde magasinet, inden vi kørte ind i jagtområdet.

Efter at have kørt lidt rundt var det første vildt vi fandt en rå med et enkelt lam. Purschen tilbage gik helt efter planen, og råvildtet stod helt samme sted som vi havde opserveret dem fra bilen. Det lykkedes således at komme ind på Ca. 130 meter fra dem, og sætte en skrå spidskugle i råen, der igen gik ned i knaldet.

Fint skud sagde skytten, og mumlede noget med at nu var minimumplanen opfyldt. Da jeg spurgte nærmere ind til dette, kom der en forklaring om at jagtførene, havde deres interne konkurrence om det var danskere eller nordmænd, der skød mest vildt.

Efter at have kørt lidt igen, kom vi til noget meget tæt krat, hvor bilen blev standset. Skytten hviskede svin til mig. Jeg hoppede ud af bilen og stirrede ind i krattet. Der var ingen svin at se, så jeg stak hovedet ind til ham igen og spurgte hvor de var.

Han pegede ivrigt, og forklarede ved det lille grantræ, og så omkring 20 meter til venstre. Efter at have stirret på stedet i rigtigt længe, besluttede jeg mig til at studere det i riffelkikkerten. Der var ingen svin at se, så jeg satte mig ind i bilen igen. Skytten pegede ivrigt, og i det samme startede en flok på 7-8 svin, kun 50 meter fra bilen. Nu kunne jeg se dem, dog var de væk inden jeg kom ud af bilen og fik riflen op til anslag.

Jeg bandede mig selv væk, for ikke at have taget mine briller med, det er for dumt, ikke at ville indrømme at synet måske ikke er 100% længere. En ruddel kronvildt var det næste vildt vi fandt, dog flygtede vi inden bilen overhovedet kom forbi.

Efter nogen tids kørsel så vi en enlig kronkalv i skoven, og prøvede at komme tilbage til den. Da vi kom tæt på uden at kunne se den, var der imidlertid en råbuk der kom ud på vejen mindre end 30 meter fra os. Råbukken så os naturligvis med det samme og løb smældene ind i skoven, hvorefter vi kunne høre kronkalven flygte i den frosne sne.

Der var meget overskyet og mørket kom ligesom hurtigere end normalt, den aften. Vi så imidlertid en flok dåvildt imellem træerne i noget fyrreskov, inden det blev for mørkt. Efter 4-500 meter standsede vi bilen og gik tilbage mod dem.

De bevægede sig åbenbart, for uden varsel stod der med et nogle af dem på vejen, hvor vi lige havde kørt. Afstand var godt nok lidt lang med 200 meter i det svindene lys, men der var ingen tvivl om at den forreste var en då, så jeg tog skuddet.

Dåen gav et set og vaklede kraftigt, hvorefter den først tog 2 skridt tilbage, så 2 skridt frem, og fald lige på skudstedet. Skuddet sad lidt lavt, for min smag, men det er vist sådan det skal sidde ifølge jagtfrokstteoretikerne, nemlig lige midt i hjertet.

Udgangshullet fra .308ern, var denne gang igen på størrelse med en 5 krone. Mørket var nu kommet, og ved tilbagekomsten til vores logi, havde Poul fået sig en fin då. Da nordmændene kom kunne der så blive føjet både 2 dåer og en kronhind til paraden.

Den sidste aften fik vi igen et overdådigt solidt måltid mad, og diskuteret jagten igennem inden vi tilfredse gik i til køjs, så vi kunne komme friske op til hjemrejsen næste morgen. Jeg har efterhånden oplevet mange revirer med svin, men det her var utroligt godt. Hvis der er andre der overvejer en tur til reviret, så vil jeg absolut anbefale at afpasse turen, så den passer med månen. Endeligt vil det være et super revir for drivjagt med vildsvin som det vigtigste, og mulighed for kron/dåvildt.

Med venlig hilsen

Sonny Willy Jensen