I Polen är du garanterad en fantastisk jaktupplevelse

Flemming (og Kim) i Lutowko

Kim og jeg er netop hjemvendt efter 4 dages jagt på Lutowko og Runowo i Polen. Jagtturen har til fulde indfriet vores forventninger.

Jeg skød 5 gode bukke, mens Kim skød 6 gode bukke og et vildsvin. Der er rigtig meget vildt i området dernede. Min jæger Bogdan sagde op til den allerførste jagt, at ”In the high-seat only the insects are happy”. Jagten foregik da også mest ved, at vi kørte rundt i og mellem de store områder af skov og enge. Vi kom godt fra start. Jeg lagde ud med at skyde 2 gode bukke den første aften, mens Kim nøjedes med 1. Morgenen efter skød Kim så to gode bukke, mens jeg måtte nøjes med 1.

Kim kunne undervejs ikke lade være med at notere sig, at han havde skudt de to største bukke eller i hvert fald de højeste. Jeg havde skudt en enkelt, som næsten kunne følge trop med Kims. Under opmålingen viste det sig, at Kims to bukke lå omkring de 100 points, mens min, der var ganske svær i det, faktisk lige passerede grænsen for en sølvmedalje med 115,3 points. Den var ikke helt tør efter afkogningen, så jeg er spændt på, om den kan holde bronze ved en måling herhjemme.

Lidt retfærdighed er der således til, for på vores forrige jagttur sammen havde Kim skudt den største dåhjort, der nogen sinde er skudt i området Dabrowa i Polen og fået den opmålt til en sølvmedalje. I øvrigt er vores næste jagttur bestilt. Den går jo igen til Dabrowa. Det bliver til oktober, og det er 10. gang vi tager dertil og såmænd vores jagttur nr. 30 til Polen sammen.

Med jægerhilsener.

Mvh Flemming (og Kim)

Jeppe og co i Brodnica

Vi er nu hjemme 4 fantastiske dage i Brodnica, og både Jeppe og jeg fik hver vores 4 brunst-bukke og tilmed 3 pæne vildsvin oveni!

Selve reviret er jo helt fantastisk og alene på vegetationen og den meget brak/græs mellem markerne kan man med det samme kan se, at dette er en perfekt bukke-biotop. Deres forholdsvis nænsomme afskydning gjorde tilmed også, at alle vores bukke var velvoksne og gamle dyr. Alle nedlagte bukke var 6-endere og mellem 250 og 310 gram netto (fratrukket 90 gram) på nær en enkelt lidt mindre (dog stadig 6-ender), som blev skudt, da en større buk allerede havde tildelt den dødeligt dybe sår i maven og i den ene kølle under brunstkamp. Det var ikke kønt men godt at Jeppe fik "aflivet" den hurtigt.

Den 5. august går over i historien for os begge… Jeg skød 3 bukke om morgenen, og Jeppe skød 1 om morgenen og 2 om aftenen. 6 dyr på samme dag! Vi så begge masser af dåvildt, kronvildt og jeg tilmed elgtyr og -ko der promenerede forbi tårnet på ca. 30 meter og ned i skovsøen, hvor tyren tog et svalende aftenbad. Stor oplevelse!

Jagtguides og jagtorganisation fungerede perfekt og til topkarakter, og indkvarteringen var god og venlig. Vi havde desuden perfekt vejr og ovenikøbet lidt "rigtige" sommertemperaturer, som vi nød i løbet af dagen, når vi ikke var på jagt. Så samlet set er jeg ret sikker på, at det ikke er sidste gang at Jeppe og jeg lægger vejen forbi Brodnica...!

Jacob på kronhjortejagt i Zamrzencia

” Vi havde en super tur – min far og jeg ankom på reviret midt i brunsten og blev budt velkommen af oberfürster Adam – der var super meget vildt og vi så ræve, grævling, rådyr, dådyr og ikke mindst en masse krondyr som vores jagtguider havde 100% styr på – super værelser, mad, jagtguider og stemning – fedt at de gør så meget ud af at vise vildtet en sidste ære med jagthornsblæsning, parade, ild osv. – efter at vi hver havde skudt hjort skød jeg både ræv og råbuk så det var på alle måder en super tur - vi havde fabelagtige dage og har nu hver en flot hjort på væggen.

Tak for god hjælp mht. booking af et godt revir der passede perfekt til os.

God aften herfra
Jacob

Kæmpe jubilæumshjort !

Jubilæumshjorten

Igennem rigtig mange år har jeg besøgt reviret MILICZ 67 – Kubryk i Polen, og jeg tænker ofte tilbage på mange og spændende jagtoplevelser – sammen med Jurek, Jozef, Wojtek, Maciej og Karo. Jeg har altid nydt min jagtferie her og har knyttet mange venskaber med andre jægere. Opholdet i jagthuset – med fremragende forplejning og venlige medarbejdere – har altid ført mig tilbage til dette fantastiske jagtrevir, hvor lange pürsch og mange ophold i hochsitz – med og uden jagtheld - har givet mig et jagtligt fædreland nr. 2. Jagten på skovens konge – kronhjorten – trækker mig magisk til Kubryk, igen og igen. Jeg har nedlagt meget kronvildt på reviret – små hjorte, bedre hjorte samt meget stærke hjorte, og jeg sender min store tak til DIANA Jagtrejser og til alle dem, jeg har måttet jage med gennem alle årene.

Den 13. september 2020 startede jeg bilen for igen at køre til Milicz. Efter ankomsten til jagthuset hilste jeg på jagtførster Maciej samt nogle jagtvenner fra Münsterland, som jeg har truffet på Milicz tidligere. De havde allerede nedlagt hjort. Der blev hurtigt pakket ud, idet Maciej havde travlt og pressede på for at komme afsted på jagt. Vi kørte ud på en del af reviret, som jeg kendte fra tidligere år, men hvor jeg ikke havde jaget før. Vi tog plads i et lille drivjagtstårn, hvor der kun lige var plads til os begge. Vi er slet ikke for tidligt på plads, for efter ganske kort tid gør Maciej tegn til mig – det er bevægelse i buskadset. Vi kan kun se enderne på geviret, da hjorten kommer gennem terrænet, men pludselig kommer han ud på engen ca. 350 meter væk og står helt frit og brøler. Vi har nu mulighed for at bedømme hjorten – det er en stærk og moden hjort med et stort udlæg. Den prøver at holde sammen på sin rudel og render frem og tilbage, men den kommer ikke tættere på. Så pludselig går alt meget hurtigt – hjorten og hinderne trækker ind i det tætte 2 meter høje buskads og er hele tiden i bevægelse. Hjorten driver hinderne tættere og tættere sammen. Vi kan nu se de øverste ender af geviret. Jeg er klar med riflen og venter på, at hjorten skal komme fri. Den brøler stadig og skifter plads, mens den driver hinderne frem og tilbage. Pludselig – på 175 meter – står han halvvejs fri, og jeg kan lade skuddet gå. Hjorten tegner godt og forsvinder efter 50 meter ind i buskadset. Vores lille tårn vakler en del, også Maciej var blevet ramt af jagtfeberen. Efter en kort og anspændt ventetid forlader vi tårnet for at lede efter hjorten. Det er svært i den tætte bevoksning, men der ligger han!  Så står vi der foran den nedlagte kronhjort – en hjort med et udlæg og størrelse som på en wapiti. Vi er overvældede over størrelsen på geviret på den gamle, stærke og modne kronhjort. Vi har nu brug for lidt ro. Jeg tænder en cigaret, mens Maciej henter hjælp til at få bjerget hjorten. Ladt alene tilbage med kronhjorten bliver det langsomt mørkt – det er en herlig aften, vildsvinene trækker forbi mig i vildnisset, og ænderne flyver tilbage til søerne. Efter 1,5 timer kommer Maciej tilbage med Wojtek og Karo – begge betragter hjorten og er begejstrede. Jeg er sikker på, at alle er enige om, at der ligger en særlig stærk brunsthjort. Det er allerede mørkt, men hjorten skal brækkes, bjerges og køres tilbage til jagthuset. Her venter man allerede på os med et stort knæk og bræk, parade, snak og fest. Det bliver en lang aften.

Jeg har nu tid og bruger de næste dage på at jage med kameraet. Også jægerne fra Münsterland fik nedlagt hjorte. Alle er spændte på at se, når hjortene kommer tilbage fra præparatoren. Selv en jagtferie får en ende, men inden afrejse skal hjortene vejes og bedømmes, og der skal skrives protokol.

Et utroligt jagtresultat: 11 år gammel, gevirvægt 10,37 kg, stanglængde 114 cm, rosenkrans 28,1 cm =  237,62 CIC-points !!

Maciej overrækker mig en guldmedalje - vi er begge rørte og vil aldrig glemme denne fantastiske jagtoplevelse, og jeg kan rejse hjem med min jubilæumshjort for 25 års jagt i Polen på revir Milicz. Jeg takker igen jagtførster Maciej samt hans jagtførere Wojtek og Karo for en uforglemmelig jagtoplevelse og tager afsked i håbet om et snarligt på gensyn  - alle ved godt helbred.

Knæk og bræk
Dieter Peschke

Jesper og Carsten i Lutowko

Tak for en god tur til Lutowko, hvor alt klappede som det skulle. Vi tog af sted natten til lørdag d. 22. oktober, og efter 6½ timers kørsel krydsede vi den polske-tyske grænse og manglede således kun 220 kilometers kørsel ind i Polen. Sidst på formiddagen ankom vi til Lutowko, hvor vi blev modtaget af vores polske værter. Herudover mødte vi Ole og Carsten – der manglede 2 pürsch inden deres hjemrejse – derfor kunne de fortælle en masse om reviret og de enkelte polske jægere.  Så efter et godt solidt måltid og kontrolskydning af riflen, tog vi på vores første pürsch. Jeg havde været så heldig at få en ældre polsk jæger – Grzegorz – der ikke kunne ret meget tysk og intet engelsk, men til gengæld kendte vildtet og skoven ud og ind efter 28 år på distriktet.

Grzegorz kørte os ud i skoven, men det første stop på turen havde han åbenbart ikke megen tiltro til så vi drog hurtigt videre. Ved næste stop stiller vi bilen og pürscher videre ned af en skovvej. Efter 4-500 meter nærmer vi os en stor eng, og gennem nogle lave elletræer spotter jeg et par dåer, der går på engen. Kort tid efter kommer hjorten frem. Scenen er som taget ud af en jagtfilm. Brunsten er i fuld gang, og hjorten går gryntende rundt og forsøger at holde styr på dåerne. Grzegorz siger OK til hjorten – vi har allerede talt om, hvilken størrelse trofæ jeg ønsker. Jeg pürscher selv frem og da jeg er inde på 120 meter tør jeg ikke fortsætte. Jeg finder et hul mellem elletræerne, og da hjorten efter kort tid vender siden til kan jeg give den en kugle, der er øjeblikkeligt dræbende. 40 minutters pürsch så havde jeg fået den hjort, som jeg havde drømt om. En hjort på knapt 3 kilo.

Skæbnen ville så at min jagtkammerat på anden pürsch også nedlægger sin dåhjort. Vi havde dermed begge skudt det vi ønskede. Vi blev dog meget hurtigt enige om at fortsætte vores jagt, men nu med fokus på hundyr og svin. De næste tre dage havde vi en masse god oplevelser, og i alt nedlagde vi 10 stykker vildt fordelt på dåvildt, kronvildt og råvildt.

Så alt i alt en super tur. Masser af vildt, et lækkert og meget afvekslende revir, god indkvartering og imødekommende polske værter. Så mon ikke det bliver til et genbesøg på et tidspunkt.

Med venlig hilsen
Jesper & Carsten

Frank og venner på bukkejagt i Milicz

Vi er tilbake i Norge med bare gode minner etter vår bukkejakt på reviret Milicz 67 nord for Wroclaw. Jakten, servicen, maten og forpleiningen var noe av det beste vi har opplevd i Polen. Håkon skjøt den største bukken som noen gang er felt på reviret og alle hadde en fantastisk bukkejakt i lag med dyktige og trivelige guider.

I tillegg fikk vi også med hell forsøkt å pyrsje villsvin i tidlige vårmorgener. Den som ikke har prøvd det har en fin jaktopplevelse til gode. Vi har gjenbooket og gleder oss allerede til neste års møte med gode venner i Polen!

Jegerhilsen fra Ola, Ove, Sven, Håkon og Frank

Mikkel i Legnica

Hvad i alverden har et jagteventyr fra Polen tilfælles med en lærling og en gazelle, vil første tanke sikkert være? Umiddelbart ingenting, men denne beretning fra Polen i august fra en fantastisk jagttur og en meget tålmodig kæmpebuk vilforklare nærmere.

Historien tog sin start i det danske sommerland på en campingplads. Jeg er på ferie med min kone Christina og vores to børn, sidste uges ferie i denne sommer, og befinder mig egentlig ganske fint på pladsen, dejlig solskin ungerne badende i poolen og på legepladsen, rigtig familiehygge. Min mobil er på lydløs i ferien, et nødvendigt afbræk i en stressende hverdag med telefonen som ringer hele dagen lang. Pludselig bliver idyllen spoleret af Christina ́s kimende mobil det er min jagtgale svoger Chris på linien ! Jaaa, jooo, jamen det kan jeg da godt se, sagde hun stirrende intenst på mig, hvad fanden forgår der tænkte jeg, alt imens jeg nød min morgenmad, en kold tuborg klokken var trods alt blevet 08.55. Skat ring til Chris, det er noget med noget med en jagttur til Polen!! Jesus tænkte jeg og ringede straks op.. Det viste sig at en jagtdeltager til deres jagttur var blevet syg og kunne ikke komme med på turen.

Turen gik til det forjættede bukkeland Polen, et helt fantastisk jagtområde med kæmpe bukke og gode storkere.. I år var det 20. gang min svoger har været dernede, og det tilmed i træk, alle årene har han haft den samme storker, helt utroligt og siger lidt om de gode forhold dernede, svoger har skudt op til flere medaljebukke dernede. Det er ellers samme hold som er dernede hvert år, min svoger Chris, svigerfar Benny, Benny B og Bo B samt Peter, det var dog også Peters første tur derned med holdet, men alligevel var en enestående mulighed for mig at komme med derned. Et lille problem var dog, at vi jo var på campingferie med ungerne, hvis jeg skulle med var det onsdag, midt i ferien ville først komme hjem tirsdagen efter. Jeg skulle desuden starte på job om mandagen, så der var lige et par udfordringer som skulle ryddes af vejen! Heldigvis har jeg en meget sød og forstående kone, som gav grønt lys til jeg kunne komme af sted, min direktørs eneste kommentar efter have forlagt ham omstændighederne, var ”Knæk og bræk”.

Meget tidlig torsdag morgen, sad vi i bilen på vej til Polen, en lang lang køretur. Den lange tur betød intet min krop var fuld af spænding og adrealin, så virkelig frem til nogen store jagtoplevelser. I polen blev hele jagtholdet samlet, en samling af virkelig erfaren jægere hele banden, jeg følte mig meget privilegeret at have fået muligheden for at kunne lære noget af disse gamle rotter. Jeg fik erhvervet mit riffeltegn i 2008, og havde indtil nu kun skudt 3 bukke, så jeg var virkelig en novice i sammenligning med de øvrige på holdet. Allerede torsdag aften et par timer efter ankomst var vi afsted på jagt. Jeg fik skudt en fin 6 ender, det tegnede rigtig godt for turen.

De næste par dage stod på intens jagt og indtagelse af føde. Hold kæft hvor vi åd!! Programmet var som følgende. Op kl. 04.00, på jagt kl. 04.15, Morgenmad kl. 09.00, varm mad med flere retter kl. 14.00, kaffe og kage kl. 18.00, jagt kl. 18.30, aftensmad kl. 23.00. Maden var fantastisk, det samme var servicen på hotellet, en rigtig god oplevelse. Dog led vi alle under varmen, 30 -35 grader, ja man er jo et skarn at brokke sig over det, men vi svedte som svin hele banden. I pauserne fra ædegildet og jagten blev der sovet og set jagtfilm, og selvfølgelig fortalt historier i et væk.

Min ringe erfaring med riffeljagt betød, at jeg spurgte en del indtil mange ting, og stillede måske for den erfarne riffeljæger lidt dumme spørgsmål. Jeg blev derfor hurtigt udråbt til ”lærlingen” på holdet. Lærlingen havde meget vigtige opgaver, sætte kolde øl i køleskabet, hente kolde til jægerne og storkere efter jagten, oprydning og ud med skraldet. På trods af mine snart 40 år, kone og børn samt et godt lederjob, befandt jeg mig ganske fint i denne uvante lærlingerolle, det hele forgik jo med et glimt i øjet. Jeg var udmyg og nød de mange jagthistorier, jeg lærte virkelig noget om jagt på den tur.

I løbet af de næste par dage blev der nedlagt op til flere store bukke, sjovt nok blev de største bukke skudt af dem som havde været dernede i flest år. Jeg tænkte at de selvfølgelig havde de bedste revirer, da de havde prøvet alle stederne. En aften forlagde jeg min konspiration teori for selskabet og forslog at vi da kunne prøve at bytte revirer bare på en enkelt jagt. Dette var dog ilde hørt, med hovedrysten blev lærlingen straks banket på plads igen, det var helt uhørt at skifte revir og storker midt i en jagt. De store bukke var der også på mit revir, jeg måtte da have noget tålmodighed, Rom blev jo ikke bygget på en dag, jeg kunne da ikke forvente at skyde en kæmpe buk, her på min første jagttur til Polen.. Nej nej man var vel kun lærling!!

Min storker Milec var virkelig en oplevelse, hans næse for vildtet var utroligt, han kunne spotte dyrene på så lang afstand uden kikkert at man skulle tro det var løgn. Normalt kan storkerne kun de nødvendige følgende gloser: Buck, Grosse Buck, Kleine Buck, Schiesen, getruffen, men Milec kunne faktisk snakke lidt tysk så med fagter og tegnsprog var der en gensidig god forståelse, at tilbringe så mange timer med så erfaren jæger var virkelig en fornøjelse. Han pulsede dog smøger som en skorsten, i bilen på vej til jagten, på vej hen til

tårnet, i tårnet, ja i ren sympati med ham måtte jeg selv ryge en i ny og næ. Jeg fik spurgt ham om røgen ikke skræmte vildtet væk, han mente at mennesker og tøjet lugtede værre end tobaksrøgen, så det var faktisk bedre med cigaretrøg!! Så den teori bliver lige kastet ind til diskussion. Faktum var dog at selv med en smøg i kæften, væltede det ud med store og små bukke.

Det var efterhånden blevet søndag morgen, måtte indrømme at jagtlivet tog hårdt på lærlingen. Jeg sad i bilen og hang lidt med hovedet, var meget træt. Blodtørsten havde været over mig, havde allerede nedlagt 4 bukke, pæne 6 ender efter danske forhold, men ikke en rigtig stor buk, som jeg nu drømte om!! Bare en Grosse buck ville gøre mig lykkelig. Desuden var jeg afsted med fast pris på 5 bukke, så jeg havde kun en buk tilbage. Jeg skulle jo nødigt skyde en kæmpe buk til afregning på vægt, ikke sikkert min søde kone ville være lige så forstående, hvis jeg kom hjem med en ekstra regning på en buk.Vi skulle hjem tirsdag morgen, så havde næsten 3 hele dage til at finde bukken.

Klokken var blevet 08.00 og vi var faktisk på vej hjem og få morgenmad. Pludselig ude på marken var der noget som rørte på sig, en rå og en buk. Ikke bare en almindelig buk, det var en kæmpe buk. Med et sæt var jeg lysvågen, min hjerte bankede som besat, vi kom ud af bilen og pürsched os ind på dem. Råen havde fået færten af os og tog flugten, bukken var lige i røven af hende, de stoppede op ca. 150 meter ude, riflen på skydestokken tog sigte. Bukkefeberen ramte hårdt og brutalt ved synet af to stænger som buede tilbage med kæmpe perler på, det tog fuldstændig pusten fra mig, og et øjeblik efter var de begge langt væk.

Jeg var helt høj på vej hjem i bilen, så var han der alligevel den store buk på mit revir, de gamle rotter havde jo alligevel ret.. Da vi kom tilbage var alle jægerne samlet, med øjne så store som tekopper, fråde om munden, og fægtende bevægelser fik jeg berettet om denne legendariske buk. Bukken blev større og større for hver gang jeg fortalte historien, og jeg hæftede mig især ved de helt specielle stænger som buede tilbage.. For mig at se var det faktisk store horn som bukken havde i panden, Peter spurgte til stor morskab for alle om det ikke var en Gazelle jeg havde set frem for en buk, og med et var myten skabt, bukken var blevet døbt som Gazelle bukken. Lærlingen fik naturligvis på puklen, fordi jeg ikke havde skudt til bukken, sådan en chance fik man kun en gang i livet nærmest, og jeg skulle have skudt til den med det samme. Nu var den væk, jeg så den aldrig igen drillede de mig med. Lærlingen var nu ikke sådan at kue, vi skulle først hjem tirsdag, der var således 4 jagter af ca. 4 timer tilbage, jeg kunne derfor bruge 16 timer på at jage gazellen. Igennem tolken blev min storker gjort klart med 7 ” søm, at vi på de efterfølgende jagter kun skulle ud på det område hvor vi havde set bukken. Han skulle ikke få mig til at skyde på andre bukke heller ikke hvis den største skulle dukke frem, jeg ville skyde Gazellen koste hvad det ville, og fik jeg ikke ram på den ville jeg ikke skyde andet. Faktisk var jeg blevet besat af den buk, kunne seriøst ikke tænke på andet, og drømte om den når jeg sov, et fantastisk og faktisk lidt skræmmende scenarie, men jeg var super optimist og var sikker på jeg nok skulle få ram på ham. 

Det blev søndag aften, Gazellejagten var gået ind !! Vi kørte ud i området og parkerede langt inde i skoven, i modsætning til de andre jagter skulle vi ikke køre rundt. Vi gik ud til udkanten af skoven, med 3 marker stødende op til. Milec mente bukken holdt til i dette område, så vi satte os til at vente, kl. var 18.30, da vi satte os.... Der var så mange myg og hestebremser, jamen helt ubeskriveligt, blev simpelthen hen ædt levende.. Det var udelukkende tanken om Gazellen, som afholdt mig fra at løbe skrigende væk, og aldrig iføre mig jagttøjet igen... Efter 3 timers pinsler, skete det utrolige!! Råen og Gazellen kom listende langt ude i horisonten, med retning mod kornmarken lige foran os... Vi kravlede hen bag et træ, sad godt i skjul op med skydestokken, det yndige par var gået ind kornmarken, vi kunne bare vente til de forsatte ud på marken, og bum, den legendariske buk ville blive nedlagt af lærlingen! Desværre går det ikke altid som præsten prædiker, de to turtelduer hyggede sig gevaldigt inde i marken, de havde ikke tænkt sig at komme ud og det blev mørkere og mørkere.. Han prøvede ellers det bedste Milec med nogle særpræget ”strubebjæf”, at få dem ud på marken. Til sidst blev det dog også for meget for dem, og de tog flugten, desværre i modsat side af marken hvor vi stod.

Satans også, så tæt på IGEN også alligevel ikke.. Men det var meget opmuntrende at vi havde fået lokaliseret uhyret, og han tilsyneladende holdt til i dette område. Mandag morgen var vi afsted igen, og minsandten om han ikke huserede på marken igen.. Denne gang var han i en drabelig kamp med en anden pisling af en buk, langt ude i horisonten... Vi prøvede at pursche ind på ham men uden held, han var ikke sammen med råen længere, drømmen om gazellen blev fjernere og fjernere.

Rygtet om den mærkværdige buk, var efterhånden nået ud til samtlige storkere, og selveste generalstorkeren var mødt op få at få styr på gemytterne. Var jeg da helt umulig som jæger eller skulle Milec skiftes ud med en ny storker!! Chefen ville have nogen fakta på bordet.. Milec kom i forhør, og han kunne bekræfte der var tale om en stor udsædvanlig buk, det var altså ikke ren ammestuesnak fra lærlingens side. Jeg forlangte dog at beholde Milec som storker, han var jo min helt og den bedste jæger jeg havde mødt, skulle da ikke til at skifte nu.. Chefen accepterede men lod os forstå at vi måtte tage os lidt sammen og få nedlagt det dyr, eller måtte han jo selv tage affære, han havde dog et lille smil på læben, men når han talte hørte alle efter og havde stor respekt. Jagtselskabet var dog også så småt ved at miste tilliden til mig, jeg havde helt uhørt set bukken 3 gange, uden at få den nedlagt!! Der var pludselig ingen hellige køer, med hensyn til revir og storker, både svoger, svigerfar, Peter, ja hele banden – skulle nok få nedlagt gazellen, nu hvor lærlingen ikke havde evnerne til det. Jeg havde jo stadig aften - jagten tilbage, og hvis muligt også tirsdag morgen, vi skulle jo først af sted til Danmark over middag tirsdag, håbet var der stadig. Fantastiske Milec have brugt hele dagen på at bygge et nyt tårn, ude på reviret hvor vi havde set gazellen 3 gange.

En helt fantastisk gestus, min Milec ønskede virkelig at vi fik nedlagt Gazellen, han var oprigtig oglige så engageret som jeg selv. Endelig blev det mandag aften, vi kørte tidlig ud i det nye tårn... Vi sad fantastisk, fri udsigt hele vejen rundt og med skoven lige i ryggen.. Der blev babbet godt med polske discount smøger, vejret var perfekt, vi så både ræv og et par enkelte pjevse bukke(fine 6 ender), lige foran tårnet, en helt perfekt aften.. klokken var efterhånden blevet 21.00 mørket var faldet godt på, og jeg blev mere og mere urolig... MEN pludselig skete det utænkelige igen igen, helt ude til højre kom gazellen listende, mutters alene med retning ud mod kornmarken, lige forbi vores tårn! Nu fik jeg ikke større chance, tog sigte, belært af min tøven fra forleden dag turde jeg ikke vente for længe med at skyde, fulgte ham et øjeblik ca. 90 meter ude, styr på vejrtrækningen – Bum !!! Han sprang op i luften og tog flugten ud mod skoven, han løb zig zag og væk var han.... Med rædsel og afmagt kiggede jeg Milec dybt i øjenene... Nicht getruffen, sagde han med en mine i ansigtet som jeg har svært ved at forklare. Han var mindst lige så skuffet som jeg selv.

Forhelvede da, store idiot, jeg var nok den største jagtamatør som nogensinde havde besudlet de fantastiske polske jagtmarker. Min selvkritik var ubarmhjertig, køreturen hjem til opholdsstedet var ufattelig lang.. Selv Milec min ellers gode ven, havde mistet tålmodigheden med lærlingen, han lod mig forstå, at nu ville han selv nedlægge gazellen!! Det ville være et godt trofæ i han egen stue. Jeg havde fået rigeligt med chancer, Gazellen var nu hans. Havde aldrig været så deprimeret før, havde jeg haft en læge ved hånden var jeg sikkert blevet diagnoseret med en akut alvorlig depression, og sendt hjem med lykkepiller i hånden.. Hjemme i hytten kunne de andre godt se at den var helt galt med mig. Fik næsten ingen kritik, de kunne godt se jeg ikke havde brug for flere søm til ligkisten. De forsøgte ellers med alverdens bavl at opmuntre mig lidt, såsom at jeg skulle nok få chancen på en anden stor buk engang. Intet hjalp ville jo aldrig få skudt eller se en gazelle buk igen.. Måtte dulme smerten med adskillige slots øl, og små jagtbitter som Benny B havde i hans fordømte jagt/picknick kurv.

Midt i begravelsesstemningen kom vores spøjse tolk ud af hans skjul på værelset, han lettede på sygekassebrillerne, og spurgte hvad der var sket ? Med hundehvalpe øjne måtte jeg berette om min elendige evner som skytte, og nu var det hele slut... Hmm sagde han og gik straks hen til Milec og de andre storkere som sad længere nede på terrassen og skumlede med en slots i hånden.. Der blev højlydt parlamenteret og fægtet med armene i velkendt polsk stil. Jeg sad og krummede tæer håbede sgu ikke Milec fik skælud, det var jo mig som var et fjols, Milec havde gjort mere end hans bedste... Med et kæmpe smil kom tolken tilbage til mig igen, han sagde at Milec helt ekstra - ordinært ville tage ud næste morgen med mig, i samme hochstand som her til aften... Han ville give mig en time, så vi kunne spejde efter gazellen! Også kunne vi tage ud og skyde min 5 og sidste buk. Pludselig så det hele meget lysere ud. Ja selv Peter som ikke var helt tilfreds med hans udbytte og revir, fik helt ekstraordinært lov til at tage ud med Bo ́s storker på hans revir og prøve at finde et par fine bukke også næste morgen.

Så blev det tirsdag morgen kl. 04.00, Milec holdte trofast og ventede på mig.. Min allersidste jagttur i Polen for denne gang, kunne mine sarte nerver overhovedet holde til flere jagteventyr ? Vi kom op i tårnet fra i aftes, og ventede, den time gik lynhurtigt, føltes som 5 minutter.. Intet vildt overhovedet.. Jeg kom slukøret ned i bilen, nu skulle vi jo ud og skyde min sidste pjevse buk !! Ja ved godt jeg var en utaknemlig satan, men sådan var sindstilstanden nu på daværende tidspunkt.. Vi trillede ud af markvejen i den store 4 x 4.... Pludselig satan og helvede om han ikke gik ude på marken langt til højre selveste Gazellen med retning imod majsmarken vi lige var kørt forbi... Vi fløj ud af bilen, kunne ikke tro det, listede ca. 50 meter op i majsen og stillede os ud på marken lige i kanten.. Han kom sgu trissende lige så stille ud af marken, stod stille 100 meter foran mig til et perfekt sideskud... Jeg stod med riflen i skydestokken, schiesen, schicen, schisen, nærmeste råbte Milec.

Min riffel roterede som et kompas på en fiskekutter i havsnød, jeg kunne nærmest ikke få vejret, jeg havde taget den ellers berygtede bukkefeber til et episk ukendt niveau, var lammet det hele drejede rundt kunne ikke skyde. Utroligt anede gazellen ingen uråd trissede op af marken og ind i majsen samme vej tilbage... Vi bogstavligt talt stormede igennem majsen ! Gazellen var løbet helt over marken, til vores held stod en hel stak rundballer for enden af marken ca. midt på, gazellen var løbet over på den anden mark, vi kunne søge skjul bag ballerne !! Enhver professionel 100 meter løber var blevet misundelig på Milec ́s spurt, han spurtede derover og fik gang i bukkekaldet. Lærlingen kom halsende efter, var døende! Milec havde sgu fået stoppet gazellen. Han stod dog meget langt ude, 150 – 170 meter ca.. Jeg tog sigte på rundballen, han stod med siden til sigtede, bum var han ramt ? Skød igen langt forbi, fik kigget i kikkerten han blødte sgu fra maven. Han gik foroverbøjet som en olding på krykker og lagde sig ned i græsset! Jeg kiggede på Milec, getruffen getruffen getruffen !!! Vi jublede og hujede og skreg som besatte, kunne ikke fatte mit held... Endorfinerne tog magten i min krop, ufattelige følelse. Dette var virkelige en ubeskrivelig jagt oplevelse, havde aldrig oplevet noget lignede.

Endelig stod jeg med gazellen ved mine fødder, det viste sig dog at gazellen var en fin 6 ender med små sproser for enden.  Med en ufattelige tyk krans, og kæmpe fine perler på, i sandhed en meget fin og stor flot buk.. Turen hjem til hytten var fantastisk, kl. var ikke engang 07.00, men lærlingen fik hurtigt vækket hele hytten, gazellen skulle beundres fra alle leder og kanter. I løbet af formiddagen kom alle storkerne til hytten, alle trofæerne skulle registreres og vejes. Selv efter polske forhold var der enighed om at det var en meget fin buk. Helt sikkert medalje spørgsmålet var bare hvilken karat?

Disse ord var slutningen på et fantastisk jagteventyr i Polen, jeg vil gerne takke Benny og Benny B Peter og Bo B, ikke mindst min svoger Chris som gav mig muligheden for at få denne unikke jagtoplevelse. Jeg takker for jeres tålmodighed og tolerance for min konstante op og nedture med denne utrolige buk. Også et tak til Diana jagt rejser som har arrangeret turen.

Jeg kan her på falderebet tilføje at Gazellen er kommet hjem fra afkogning, han vejer 545 gram. Så husk kære jagtvenner – ”Intet er umuligt for den som bære viljen i hjertet”.

De bedste jagt hilsner
Mikkel Nissen-Jørgensen / Lærlingen

Jesper, Klaus og Kim i Zmigrod

Vi er et lille hold bestående af 3 jægere, som sad i vores bil d. 10. maj på vej mod Polen til bukkepremieren d. 11.maj. Vi sad forventningsfulde og glædede os som børn fordi vi sidste år 2015 havde væres på samme revir med stor succes. Der nedlagde vi 42 bukke og 5 svin på 4 jagt dage, 4 mand og havde set en masse bukke. Vi fik senere at vide at deres afskuds plan er 90 bukke fordelt på 29.000 HA dvs. 1 buk pr. 300 HA, -så kunne vi bedre forstå hvorfor vi så så mange. Forplejningen og stedet vi boede var også helt i top. I år var vi 3 mand, dog grundet vores succes sidste år hvor alt spillede, forventede vi ikke ligeså mange bukke på denne tur. så meget held mente vi ikke vi kunne have…….det blev der dog hurtigt lavet om på...

Vi ankom d. 10 maj til reviret, hvor vi blev taget imod en meget venlig guide ved navn Lucas, vi hilste på madmor som kunne huske os fra sidste år. Lucas forklarede lige dagsordnen og ikke lang tid efter kom områdets jagt leder, Franek, hvor vi fik tildelt vores stalkere, som blev de samme som sidste år. Jagtlederen spurgte ind til hvad vi forventede at skyde, små-mellem-store bukke og om vi ville skyde gris.  Alle 3 jægere afgav vores ønsker mht ca størrelse og alle 3 ville gerne skyde gris. Vi blev indlogeret på værelset og senere på aftenen sørgede madmor for et dejligt, godt og solidt måltid mad.

Jagten startede d. 11 maj om morgen og der startede så vores jagt succes endnu engang. vi så masser af vildt, i form af vildsvin, kronvildt, fugle, dåvildt og ikke mindst råvildt. Vores første morgen blev til en keiler og 5 bukke, så var stillen ligesom lagt. De resterende jagtdage havde vi fantastik vejr, op til 25 grader og skyfri himmel. Fantastiske frodige områder med masser af vildt og ikke mindst fuglevildt. Vi har set både sorte og hvide storke :-) i masse vis….og vi så også masser af bukke, som blev selekteret på en meget prof mode. 

Alt ialt blev turen igen en kæmpe succes, så stor tak til revireret, som på alle leder og kanter bliver drevet utroligt proffesionelt og ej at forglemme madmor som tog sig godt af os alle 3 og ikke mindst så fik vi besøg af Anne og Joachim fra Diana som var på gennemrejse i Polen. Super hyggeligt. Vores succes for 3 jægere i 2016 blev til 27 bukke og 7 vildsvin. Der kunne være skudt en del flere men vi havde fra 2015 lært at styre aftrækker fingeren en lille smule og ikke skyde alt der kom :-)

Vi kan stærkt anbefale Zmigrod, som er et fantastik revir der har bukke i alle størrelser og rigeligt med vildsvin. Tak til Diana jagtrejser for en godt arrangement og ikke mindst en super god service over hele linien.

Med venlig hilsen
Jesper Meyer - Kim Bagge Søerensen - Klaus Andersen

Jagttur til Zmigrod oktober 2018

Vores tur startede fredag morgen med kurs mod Polen, hvor alle Havde meget store forventninger til nogle dage med jagt og afslapning for min kone og hunden. Som debutant i hjortejagt havde jeg specielt glædet mig. Efter en overnatning nåede vi reviret lørdag midt på dagen og efter frokost var der testskydning af riffel og derefter en aftenpursh. Derefter resterede 3 hele jagtdage med morgen jagt og aftenjagt. Disse dage blev uforglemmelige med spændende pursch en super jagtguide og godt selskab af tre gæve jyske jægere. Reviret levede op til alle beskrivelser og med en super service og gode værelser var de Polske værter medvirkende til at vi fik en god oplevelse ud af opholdet.

Udbyttet af jagtopholdet stod også mål med alle forventninger en meget stor dåhjort, en kronhjort og en hind. Jeg kan kun anbefale Zmigrod reviret, hvor vildtet var talrigt og hele oplevelsen både af jagt og revir gav en oplevelse for både mig som jæger og min kone som jagt interesseret medrejsende.

Tak til Diana Limpopo for en perfekt service og hurtige svar på amatørernes mange spørgsmål om rejse og ophold. Og tak til Søren, Nikolaj og Rasmus for godt selskab og hyggelige stunder.

Catrine og Hans Eriksen

Kasper og Gustav i Rzepin

Så er vi hjemvendt fra vores hjorte tur på reviret Rzepin i Polen, med 4 dages brunst jagt på kronhjort. Vi var to jægere, jeg og min kammarat. Vi havde set frem til denne tur længe og nu var tiden endelig kommet. Vi ankom onsdag eftermiddag til vores indkvartering på reviret. Helt i top klasse, første aften var der godt med brøl og brunst ude på de store brunst pladser og vi ser mange hjorte og vildsvin. Vi fik begge to skudt et par fantastiske hjorte og et vildsvin. Der er virkelig bare knald på i brunsten og det var fuldstændig ubeskriveligt de oplevelser vi havde ude på brunst pladserne. Guiderne der er tilknyttet reviret er super professionelle og de var med til at give mig og min kammerat oplevelser for livet. Vi skød 3 hjorte og vi så rigtig mange vildsvin, rådyr og mange hjorte og vildsvinene er en rigtig god og spændene bijagt, når man er efter skovens konge. Men man kan ikke beskrive det, dette skal opleves! Dette er et sted vi i hvert fald kommer igen, det er helt sikkert og Diana jagtrejser var super professionelle lige fra vi bestilte til vi tog hjem derfra.

Min kammerat skød 1 hjort - 12 ender på 3,8kg

Jeg skød 2 hjorte og en gris
1. Hjort u 14 ender - 3,2 kg
2. Hjort 12 ender -7,2 kg
+ En lille gris

 Dette er hjortefeber når det er bedst!

Knæk og bræk
Kasper og Gustav

John og Svein på bukkejagt i Zlotoryja

Både jeg og John Johansen kunne gledelig oppsummere jakten som vellykket, dette på tross av at de riktige store trofeene uteble. John felte imidlertid en bukk som ligger an til bronse eller sølvmedalje. Jakten ble gjennomført med push morgen og kveld, med en kombinasjon av stalking og highseat.

Vi fikk totalt 13 bukker og 2 rever og hadde rikelig med sjanser til å skyte flere. Lite, om noe, å utsette på overnatting, mat, vertskap og guider. En uformell, hyggelig og god stemning. I og med at det ble jaktet fra tidlig morgen og sen kveld var det nødvendig å ta igjen noe søvn på dagtid. Det var noe støy i gangene som forstyrret denne søvnen og vi vil derfor anbefale at dere sender en melding om at det tas hensyn til dette.

Tak for en god tur.
John og Svein

Joachim og Uffe i Barlinek

Efter kun godt 3 timers kørsel, fra færgehavnen i Rostock, ankom vi torsdag eftermiddag til Lipy. Her skulle vi overnatte de næste tre nætter. Vi blev modtaget af vores tolk og fik forevist vores ganske fine værelse, som havde eget bad og toilet. Derefter stod den på sen frokost, som var usædvanlig lækker, og i de sædvanlige polske mængder.

Kl. 18:00 kørte vi på jagt, for så at komme hjem kl. ca. 22:30. Kl. 04:00 næste morgen kørte vi igen på jagt, for så at være hjemme ved 08:30-tiden. Resten af jagtopholdet foregik efter den skabelon.

Reviret består primært af skov, som omkranser enkelte enge og søer, og i reviret er der stort set ingen marker eller byer. Bukkejagten foregik primært på engene, men vi sad også af og til i tårn ved nogle rugmarker, for at kigge efter vildsvin. Vi oplevede begge at jagten foregik temmelig afvekslende, da vi både sad i tårn, gik rundt og pürschede. Samtidig var det rart, at det ikke var nødvendigt at bruge meget tid på kørsel, fra overnatningsstedet og til selve reviret.

I området så vi både meget råvildt og kronvildt, så der var altid noget at kigge på, selv når man ventede på en buk. Bukkene i området bliver ikke særligt store, hverken i krop eller trofæ, hvilket vores jagtførere forklarede med det store skovareal og den magre, sandede jord. Det er dog kun rart, hvis man som os, blot er afsted for at opleve brunstjagt og få mange skudchancer.

Skønt vejret var køligt og overskyet de første dage, lykkedes det os at nedlægge ni bukke og tre vildsvin, på seks pürsch, hvilket vi er meget tilfredse med.

Joachim og Uffe

Martin i Brodnica

Efter modtagelse og indkvartering på Pensjonat Dworek Polski fik jeg en snak med den Polske gamekeeper om ønsker og evt. forventninger. Jeg skal lige indføje at jeg på turen havde min svigerfar Niels med som ledsager. Og at det var første gang han stiftede bekendskab med pürchjagt. Men efter en solid gang polsk aftensmad var vi begge klar til at ramme køjen. Næste morgen kl. 04.15 blev vi samlet op af den Polske gamekeeper hvorefter vi kørte en lille halv time.

Her gjorde vi et stop i skoven for at lytte efter hjorten. Her er der gåsehud for alle pengene. 3 forskellige hjorte brøler af fuld kraft i hvert deres område. Vi beslutter at pürche på den yderste da vinden er bedst. Efter en god gåtur gennem skoven kommer vi til en lysning hvor der står en ung hjort, 10 ender som åbenbart skal provokere den "gamle" som er godt sur ude på marken. Det er nu meget tåget og lydene forstærkes. Der er flere små hjorte i området som gør det svære at pürche den "store". Men vi venter og pludselig begynder hinder og kalve at gå mod skoven. Og der står han denne" ulige 16 ender".

Gamekeeperen spørger om jeg vil skyde den, selv om den er skadet (har kun en stang) og ja selvfølgelig vil jeg det. Hjorten kommer nærmere på grund af den 10 ender der står 20-30 meter fra os og brøler. Da han træder ud af tågen lader jeg skuddet gå, hjorten springer og løber 10-20 meter og vælter død om. Alt dette er min svigerfar vidne til på hans første pürch en oplevelse både for mig, men også ham. Hjorten vejede 5,3 kg – utroligt med kun 1 stang! Om aftenen skød jeg en ræv. Hvis svigerfar havde været lidt yngre, er jeg sikker på han havde taget jagttegn efter denne tur. Vi har haft store natur oplevelser på turen og set rigtig meget vildt. God jagt, godt ophold, god forplejning.

Med jægerhilsen
Martin

Joakim i Wierzchlas

Netop hjemvendt fra Polen er man stadig i helt ekstase over, hvor fantastisk et land Polen er. Den varierede biotop og det store antal af vildt kan ikke sammenlignes eller findes andre steder. Min bedste kammerat og jeg besluttede os for at tage en forlænget weekend til Polen på reviret Wierzchlas på hundyrsjagt efter kronvildt, råvildt og vildsvin. Efter at have oplevet den professionelle jagtorganisation, som de driver i Polen, er man ikke i tvivl om, hvorfor Polen kaldes for Europas jagtland nr. 1.

Vi er begge meget begejstrede over den respekt, de polske jagtførere viser overfor naturen og vildtet, og hvor professionelle de er omkring deres arbejde. Det lykkedes os at nedlægge i alt 8 krondyr, 2 rålam, 1 ræv og 1 grævling efter 2½ dages virkelig spændende jagt.  Udover jagten er vi blevet forkælet ud over alle grænser, og det har været en stor oplevelse at opleve det polske køkkens mad, hvor vi har prøvet alt fra krondyr lever til krondyr mave suppe, en kæmpe oplevelse som klart kan anbefales!

Hundyrsjagten er overset af mange, idet mange jægere tror, det oftest er nemmere at jage hundyr, men jeg kan nu af erfaring sige, at det er det stik modsatte. At jage de sky og overvågne krondyr er bestemt en udfordring, og det er klart anbefalelsesværdigt.

Et stort tak skal lyde til Karol Malina og hans folk på Wierzchlas, de har virkelig givet os en oplevelse for livet, og vi skal helt sikkert på hundyrsjagt i Polen igen!!

Med bedste jægerhilsner
Joakim Pedersen

Frank på bukkejagt i Milicz

Vi er nettopp tilbake fra en vellykket bukkejakt på Milicz. Resultatet for 5 jegere ble 22 bukker og 16 villsvin på 4 dagers jakt. Det ble felt 2 medaljebukker og en keiler på 16,4 cm. Jakt, forlegning, mat og service er helt topp. Alle er fornøyd og vi er enige om å reise tilbake til Milicz da bukkejakta starter neste år.

Mvh
Sven, Ove, Håkon, Ola og Frank"

Kim og Flemming i Dabrowa

Vi er netop vendt hjem fra brunstjagten på dåhjort på vores polske stamrevir - statsreviret Dabrowa. Jeg nedlagde den største dåhjort, der nogensinde er nedlagt på reviret – på 3,45 kg – og Flemming nedlagde 2 fine dåhjorte på omkring 2,30 kg – for hans vedkommende dåhjort nr. 21 og 22 fra Dabrowa! Og selvfølgelig vender vi begge tilbage igen næste år.

Tim og Claus i Runowo

Super, super god oplevelse på Runowo, dette revir leverer efter vores menig bare det hele. Rigtig gode jagtfører, som bare gør alt for, at man får den helt store jagtoplevelse. Jagtførernes hyggelige omgang med hinanden indbyrdes, gjorde det bare endnu bedre, det gav mange hyggelige samtaler. Selvom Runowo ikke har indkvartering, og man bor på naboreviret Lutowko, fungerer det særdeles godt med en meget imødekommende jagtfører og hans hustru.

Vi er begge enige om, at denne tur ramte overlæggeren og det er helt sikkert et revir, som vi vender tilbage til en dag.

Hilsen Tim og Claus

Malene og Rene i Legnica

Vi kørte fredag aften mod Polen omkring kl. 21.30 og ankom til vores hotel næste dag omkring kl. 11.00. Vi blev indkvarteret på vores værelse og fik lov til at sove lidt inden der var middagsmad. Vi skulle først være kommet sidst på eftermiddagen, men de var så flinke at vi fik lov til at få middagsmad med 1 dag.

Om aften skulle vi på jagt for første gang, og vores guide havde ikke noget problem med at der var en ledsager med. Den første aften sad vi omkring 2 timer i en hochzitz inden vi hørte hjortene brøle og derefter pürch vi på dem i et godt stykke tid, men pludselig blev der ro og mørket var kommet så vi blev enige om at kører tilbage til vores hotel.

Næste morgen kørte guide og jeg (jæger) kun ud, vi ankom til det revir hvor han mente der ville være gode chancer for hjorte og der gik heller ikke langtid før vi hørte nogle. Så vi begyndte at pürch på dem og på et tidpunkt var de så tæt på at man næste kunne mærke at de åndede en i nakken, men da vi kom rundt om hjørnet var de væk og vi hørte ikke rigtig mere. Hvorefter vi besluttede os for at kører rundt og kigge, for derefter at kører tilbage til hotellet.

Om aften kørte vi alle 3 ud, hvor vi startede med at sidde i en lille times tid. Derefter kørte vi videre til et sted hvor han mente der ville være hjorte. Vi gik et lille stykke tid inden vi hørte hjortene brøle og da vi begyndt at pürch på dem sprang der pludselig en hind og en kalv ud ca. 10 meter foran os. Vi gik lidt mere og kom ned hvor der stod nogle højspændingsmaster hvor de havde knust et spor. Lidt længere fremme stod der 2 store hjorter + hinder, kalve og bi hjorter. Jeg (ledsager) blev sat af på en skovvej, mens guide og jeg (jæger) gik videre for at pürch på hjortene da vi kom lidt længere ned stod der 1 hjort ude på ca. 170 meter, som guiden mente jeg skulle skyde på, men det blev for mørkt og begyndte at småregne og dyrene trak ind i skoven igen, så vi besluttede at kører tilbage.

Næste morgen kørte guiden og jeg (jæger) ud til samme sted som vi var aften før, for at se om der ville være hjorte igen og der gik heller ikke langtid før vi hørte dem. Vi gik efter lyden og kunne blive ved med at hører dem, men kunne ikke rigtig se dem da det stadig var halvt mørkt. Vi kom længere ned men kunne stadig ikke se noget og vi blev enige om at de måtte være inde i skoven, så jeg blev enig med min guide om at jeg selv fik lov til at pürch på dem inden i skoven. Jeg gik og på et tidspunkt måtte jeg ned at kravle for at komme igennem noget krat. Jeg var omkring 200 meter inde i skoven da jeg fik øje på en hjort og den stod kun 22 meter fra mig, men den stod med siden til og jeg kunne kun se dens ene stang. Jeg ventede lidt og pludselig stak den hoved og blad frem, og jeg fandt den i min riffelkikkeret og skød et skud på den og den gik ned i første skud! Det var min første hjort og den var 11 år gammel og vejede 6,5 kg.

De efterfølgende dage var vi ude at kigge efter svin og bukke, vi så en masse dyr men der var ikke rigtig noget som jeg ville skyde for havde skudt det som jeg kom efter. Så det var en rigtig god tur og kunne finde på at vende tilbage til det sted. Det var også 2 år i træk at jeg var der.

Mange jagtoplevelser rigere fra
Malene (ledsager) og René (jæger), Sønderjylland

Markus i Runowo

Jag och min far har precis kommit hem från en trevlig bockjakt i Polen. Köpte resan på auktionstorget och fick ett mkt bra pris. Reviret heter Runowo och är på 5000Ha (2700 skog + 2300 åker/ängar).  Mycket god stam på rådjur och de nedlägger 18-20 bockar om året. Vi var mycket restriktiva och jagade enbart 6-taggare. 3-dagars jakt 6 bockar på 2 jägare. Bra guider och boende.

Med vänlig hälsning
Markus

Christoffer i Zlotoryja

Vi havde en rigtig god tur til reviret Zlotoryja, der bød på mange gode og uforglemmelige oplevelser! Søde og rare mennesker, utrolig god indkvartering og rigtig god mad i rigelige mængder. Vi havde nogle rigtig gode jagtdage i skønne omgivelser med massere af vildt, og ej at forglemme nogle meget hyggelige og ikke mindst dygtige jagtførere.  

Stor tak til både Diana og reviret Zlotoryja for nogle gode jagtdage i Polen. 

Mvh. Christoffer Lindhardt

Morten og ven på bukkejagt i Lutowko

Jeg har gennem foråret trænet en nyjæger og ven i riffeljagt og skydning og ville have ham med til Polen for at få lidt rutine i jagtsituationer. Derfor skulle jeg bruge et revir med god organisation og gerne engelsktalende jagtguider og efter en snak med Anne, faldt valget på Lutowko. 

Vi ankom fredag den 1. juni om eftermiddagen og skulle jage til mandag morgen den 4. juni. Vi blev taget godt imod og efter indkvartering, stod maden på bordet efterfulgt af riffelchek og afgang ud i terrænnet. Begge jagtguider var meget kompetente og vi pürschede en del til fods, men der må også påregnes lidt kørsel mellem kerneområderne da arealet er 19.000 ha. stort og 40 km langt. Men der var fin balance mellem kørsel og pürsch. Der var mange spændende lysninger i skoven og vi så masser af råvildt, dåvildt, kronvildt og vildsvin - og en hel del ræve som vi også fik skudt nogle stykker af. Vi blev ikke anvist småbukke, men modne pæne bukke og ikke presset til skud på nogen måde.

Det var et rigtigt godt arrangement og en helt perfekt start på riffeljagten for min ven. Værter, guides, forplejning, jagt og indkvartering til 5 stjerner - helt i top, blandte de mange revirer jeg har besøgt i de 31 år jeg har drevet riffeljagt. Det er ikke sidste gang vi besøger dette sted! Vi fik de 6 bukke vi havde bestilt - heraf 2 bukke der muligvis tager bronzemedalje, samt mere end 10 ræve.

Jagt på Lutowko får mine varme anbefalinger.

Med venlig hilsen / Best regards
GoHunting
Morten Vestergaard Knudsen

Peter på kronhjortejagt i Zamrzencia

Netop hjemme efter en pragtfuld Hjortejagt på Zamrzenicia med godt gang i brunsten på trods af ekstrem varme. Et højtryk over Polen med dag temperaturen på 25-27° og en dag med 30° var jo ikke ligefrem hvad man havde ønsket, men hjortene lod sig ikke mærke med varmen og brølede ofte allerede ved 17 tiden flere dage. En aften havde vi aftalt at vi ville starte i et tårn og derfra begynde pürsch på den første hjort som brølede, efter 10minutters venten var det afsted, en spændende skov pürsche på ca. 45 minutter hvor vi kommer ind på den brølende hjort som gik i et svært fremkommeligt gammelt grand stykke sammen med et par hinder. Da den endelig stod godt fri i en af rækkerne kunne vi se at det var en ung flot 10ender på ca. 5kg. Jeg havde besluttet mig for en der skulle være lidt større og da der var flere dage tilbage takkede jeg pænt nej til denne hjort og vi listede stille af igen. Næste morgen hørte vi flere hjorte men så ingen, da vi på et tidspunkt er oppe i et tårn for at spotte lidt kommer et vildsvin ud af granderne 100 meter til venstre for os og sikrer ganske kort hvorefter den rask traver ud i det åbne og stopper op en gang for hurtigt at forsvinde i egene på modsatte side, og havde ikke været for en gren med blade som hang ned på siden af tårnet var den nok endt i kølehuset.

En aften hvor vi har parkeret bilen og er på vej ned til et tårn hvor vi havde planlagt at starte kan vi pludselig lugte at der har været en hjort for ganske nyligt. Jeg tror dog ikke rigtigt at der vil ske noget de første par timer da klokken kun er 17:30 og det er ekstremt varmt ca. 21-22° og ingen brøl at høre i skoven. Længere nede af vejen kan jeg se et åbent tårn som er vores mål. På plads i tårnet kan jeg se at skoven bag os er lettere kuperet med høje fyrretræer og græs i bunden, foran er nyplantede fyrretræer, max. 2 årige, og 60 meter længere fremme høje fyrrestammer igen.

Min umiddelbare vurdering omkring tidspunkt for aktivitet i skoven viser sig heldigvis ikke at holde stik da Wojciech efter blot et kvarters venten puffer til mig og hvisker med friskhed i stemmen, at der kommer en hjort. Ud af ingenting kommer pludselig en hjort travende mod os bag fra, løber næsten forbi på vores højre side. Den stopper 40 meter ude i kanter af de høje fyrrestammer og sikrer ganske kort inden den vil krydse det nyplantede stykke.  Mens den står og sikrer, er bladet dækket af et par fyrrestammer men med en klar fornemmelse for hans næste træk er riflen afsikret og hans første skridt bringer ham ud på skovvejen hvor skuddet kommer og han falder for en lidt høj kugle der tager ryggen men som hurtigt suppleres af et fangst skud på halsen.

Super tur med masser af hjorte-brøl m.m. Hjorten var en pæn 12ender på 5,90kg som Polakkerne målte op til en lille Bronze medalje.

Mange jægerhilsner Peter Søllested

Niels, Preben og Rune i Wierzchlas

Turen gikk til Wierzchlas i år også for Niels og Preben som henholdsvis  har vært der  6 og 3 gange, men denne gang fikk vi med oss Rune som ikke hadde vert på jakt før. Og både Niels og Preben skaut kvar sine 2 bukker, mens rune desverre ikke såg en eneste bukk denne jakta, men såg ett albinodyr fra det ene tårnet.

Jakt nr 3(kveldsjakt) Denne jakten såg Niels og Preben ingen bukker di kunne skyte, mens Rune heilt på slutten såg et Villsvin som han skaut. dette villsvinet var skutt godt og sprang ca 150 meter før det la seg ned, men siden det var begynnt å bli skikkelig mørkt + att det var skutt på ett jorde med bare mørk sand kunne de ikke finne blodsporet og hund måtte tilkallest. det var en ganske så opgitt/sur Rune som kom tilbake på gården etter dette, di skulle ut med hunden etter vi hadde kommet tilbake. så når neste morgen kom og vi skulle ut på jakt nr 4(morgenjakt) var humøret ikke på topp hoss Rune, men når han kom ut og Karol fortalde han att vildsvinet var funnet og att det var ett godt skudd blei det plutselig en veldig god morgen. dette vart en fin morgenjakt med godt vær og "gevinst" til alle.

Niels skaut 2stk bukker, Preben fikk 1 og Rune fikk endelig sin første bukk. Nå var humøret på topp. så kom den siste jakten om kvelden den 06.06-2017 der fikk Preben skutt 1 bukk det samma fikk Rune, mens Niels virkelig fikk skutt seg et vildsvin. Niels som gikk med Karol fikk besked om att dette var et Stort Vildsvin og det bare var å skyte siden det gikk alene og da var ett hanndyr. Vildsvine ble skutt med ett veldig godt plassert skudd og det sprang ca 100-150 meter. når da de kom fram til dyret sier Karol" jeg visste det var stort, men ikke så stort" Vildsvinet hadde en slaktevekt på 110 kg og tenner på 18,4cm. Dette var som Karol sa ett av bare 4-5 dyr han hadde sett i denne størrelse. Stemningen denne kvelden var veldig god når vi kom tilbake på gården og vart samlet en siste gang, vi hadde bestemmt oss for att morgenjakt vart det ikke neste morgen, vi ville sove litt ekstra og komme oss avsted til en fornuftig tid.

Vi var veldig enige om alle 3 att dette hadde vert helt fantastisk, Service og opphold på Wierzchlas blir bare bedre og bedre til mere vi reiser der. vi bestemte os derfor med en gang att vi skulle tilbake igjen til neste år. dette har vert den beste turen som Niels og Preben har vert på og Rune synest dette var helt fantastisk.

Mvh Niels, Preben og Rune

Frank i Wierzchlas

Tak for en fantastisk tur til Wierzchlas. Den første dag havde vi minus 18 grader og de næste 2 dage 16 grader, så det var lidt en udfordring at holde varmen, men vi klarede den. Alt klappede som sædvanlig til vores fulde tilfredshed, og vi kan tænke tilbage på mange gode jagtoplevelser og hyggeligt samvær. Vi kommer helt sikkert tilbage igen.

Med jægerhilsen

Frank

Mico og Anne Marie på bukkejagt i Milicz

4. august drog afsted drog Mico og jeg fra Bjerringbro mod Milicz i det sydvestlige hjørne af Polen på en 3 dages bukkebrunsttur. Som altid Mico som jæger og jeg som ledsager.

Vi havde derned en 10 timers køretur uden kø eller problemer overhovedet og med interessante kig undervejs bl.a. til det 212 m høje Sky Tower og den smukke motorvejsbro i Wroslav. Hjemad holdte vi dog to gange i kø ved Berlin, så her lagde vi en time til.

Selve jagten på reviret var meget velorganiseret. Førsteren Maciej havde et imponeret kendskab til sit revir og sine bukke. For mig som ledsager var der en fin afveksling mellem pürsch, sidde i tårn og kørsel. Kørsel rundt på reviret i de små landsbyer giver altid et interessant indblik i det polske liv på landet.

Mico skød 4 bukke og et vildsvin, så for første gang vi har været afsted, var der gevinst på alle jagter. Vi valgte at sove længe den sidste morgen. Bukkene blev nedlagt både med skud fra tårn og lange skud på skydestok. Under jagten var det en fornøjelse at se omhyggeligheden fra Maciej med at skyde det rigtige. Det var også dejligt at se og føle den oprigtige interesse, når vildtet var nedlagt. Især en polsk ’bronze ’ buk og en ældre banditbuk vakte glæde hos os alle.                                                                                    

Den første aften var Maciej syg, og en kollega var vores guide. Efter bukken var nedlagt blæste han over det. En meget smuk oplevelse på en dejlig sensommer aften.Rigtig jagtstemning

Indkvarteringen var rigtig fin. Vi havde et dejligt stort dobbeltværelse med eget badeværelse. Maden var meget polsk, hvilket vi sætter stor pris på. Vi var de eneste gæster, men blev fint underholdt af en ung og velorienteret tolk, som velvilligt svarede på alle vores spørgsmål omkring reviret, området og Polen.

Alt i alt havde vi en rigtig dejlig tur med gode oplevelser både for jæger og ledsager, og reviret kan varmt anbefales. 

Kim i Chojna

Jeg ankom mandag først på eftermiddagen, og fik tildelt mit værelse, som var pænt og rent og med god plads. Der var også mulighed for at låse riflen inde i eget våbenskab. De øvrige “fællesrum” var pæne og store, men lidt “slidt i kanten”. Forplejningen under opholdet var OK. Vi gik ikke sultne i seng.

Vi var i alt 3 jægere (alle danske) på stedet samtidig, og vi fik inden vi tog afsted om aftenen tildelt en jagtfører hver, efter at være adspurgt hvad vi ønskede at skyde og hvordan vi ønskede at jage. Jeg ville gerne kombinere det lidt med lidt anstand og lidt pürsch. Det fungerede rigtig fint med min jagtfører som Peter, som jeg snakkede lidt tysk med. Den første aften så vi lidt hundyr og lidt råvildt men ingen dåhjorte og hørte heller ingen brunst, det skyldtes mente Peter at det småregnede og havde regnet i flere dage og var forholdsvis varmt (14 gr.) Den aften var der ingen der skød noget. Men en af de andre havde dog hørt lidt brunst brøl, men længere væk.

Tirsdag morgen var der afgang kl. 6.30 og efter et kvarters kørsel over stok sten, i et vanvittigt tempo, nåede vi ud det område vi skulle jage i. Temperaturen var faldet til 8 gr. og det var tørvejr, så Peter mente at chancerne var gode. Efter vi havde afsøgt et par pladser, hvor kun så hundyr, gik vi mod et tredje sted og da vi nærmede os kunne vi høre flere hjorte brøle/bøvse.

Til sidst var vi inde på knap 100 m. af brunstpladsen, og sikken et syn, træerne stod meget tæt der, men vi kunne i kikkerten se op mod 40-50 hundyr der blev drevet rundt af 4-6 større hjorte, samt en hel del mindre hjorte som gik i udkanten af pladsen, alt i alt har der vel været 70 dyr på stedet.

Og der var gang i den, hjortene løb rundt mellem dåerne og sloges med hinanden, og det var nogle voldsomme lyde når de knaldede gevirene sammen. Det var fantastisk at opleve, jeg kan bedst beskrive lyden af hjortens “bøvs” når man er så tæt på, at det lyder som en løve der knurrer, bare megt kortvarigt. Men Peter mente at der var en eller 2 hjort der var interresante, men vi havde ikke en chance der hvor vi stod, pga. af tætheden af træer. Så vi gik en mindre omvej pga. vinden og kom om på “ydersiden” af stykket hvor beplantningen var knap så tæt.

Der stod vi så de næste 3 kvarter for at udvælge en hjort, og til sidst faldt valget på en jeg også kunne acceptere, den så meget stor ud i mine øjne, jeg havde riflen i anslag og afsikret 3-4 gange før den stod fri af træer og ikke mindst andre dyr, det var meget, meget spændende. Den var meget stor på den ene stang og lidt mindre på den anden, men som sagt så den meget stor ud i mine øjne, og Peter mente den var 3,3 – 3,5 kg. og det var jo noget i den retning jeg gik efter, så jeg lod kuglen gå (8x57) og den gik max. 10 m. og faldt omkuld. Og i løbet af ingen tid var pladsen rydtet for dyr. Vi ventede et øjeblik og gik så hen til hjorten som var stendød. Kuglen sad godt og jeg fik overrakt den sædvanlige gren med blod og så videre.

Det viste så sig så ved nærmere eftersyn at skovlen på den ene stang var kæmpe stor og den anden var “almindelig” så Peter var lidt nervøs for om jeg var tilfreds, men det havde været enormt spændende, og at hjorten så ikke var helt symmetrisk, betød mindre. Det vidste sig efter afkogningen at den havde haft en skade på kraniet for mange år siden, så “næsebenet” var lidt skævt og kæben havde været brækket, samt et par tænder også havde taget skade, og derfor havde den sat skævt op, ud fra tandslidet blev den bedømt til at være 9-10 år. Den blev slut afvejet til 3,28 kg samt opmålt til en bronze medalje, dette skyldtes ikke mindst den store skovl på den ene side.

Så det var en spændende tur, men langt at køre når man er alene. Men kunne godt finde på at tage en tur mere derover måske på trykjagt.

Mange hilsner
Kim 

Alex på kronhjortejagt i Zamrzencia

Netop hjemvendt fra en dejlig jagt i Polen på brunst hjort, brunsten udeblev desværre og vi havde dårligt vejr. Skød denne prægtige åhjort efter en lang pursh kom han endelig på scenen , jagtføren spottede ham , jeg kunne ikke se noget som helst i den tætte skov. Jagtføren satte skydestokken klar, jeg lage riflen klar, fikserede et punkt og det punkt kom han ind i, havde valgt at afgive et højt blad skyd og ventede bare han ville komme fra højre. Pludselig passere han træer først geviret så forkroppen og da han stod perfekt stadig halvt dækket af træet sendte jeg missilet afsted.

Jeg afgav et perfekt højt bladskud og han gik 10 meter og forender.

I virkeligheden startede det hele aften inden vi havde pursede rundt i skoven og jagtføren så pludselig en lille gruppe dåvildt blandt andet en stærk hjort, jeg kunne ikke se noget som helst det var ved at være mørkt, må bare konstaterer at de unge hvalpe kan se noget bedre.

Men i hvert fald fik vi placeret skyde stokken og lige som jeg få øje på den og klar til skud , stopper Patrik mig , der er en større til højre men resultatet blev at de smuttede der var en då der spottede os så det var bare at pakke og køre hjem men målet for morgen jagten var lagt .

Helt fantastisk.

Har allerede bestilt plads til næste hjortejagt dejligt.

Alex

Kasper og Lasse i Lutowko

Vi er netop hjemvendt fra en helt igennem fantastisk jagttur i det nordvestlige Polen. Lutówko området. Det var vores første jagttur til Polen, så vi var spændte og forventningsfulde, men også en smule nervøse op til afrejsen... Vi ankom til det flotteste skovområde i et lækkert kuperet terræn.. Indkvarteringen var helt i top og vi blev vartet godt op af Gregorz og hans hustru.

På vores jagter, så vi utrolig meget vildt.. Mange flotte bukke. Faktisk en hel del i medaljeklassen. Vi så kron- og dåvildt dagligt og vildsvin en hel del gange. Derudover ræve, harer, mårhunde, grævlinge, mår mv. Vi var heldige at nedlægge syv flotte, stærke bukke og to ræve. Heriblandt en sølv- og to bronzemedalje bukke. Vi var desuden meget tæt på at nedlægge grise på to af jagterne. Vi er allerede ved at planlægge næste års bukketur til Lutówko. Området er helt sikkert et besøg værd. Uanset om man er efter buk, hjort eller gris...

Tak til Diana Jagtrejser for at gøre vores første Polen tur til en kæmpe succes!

Kasper & Lasse Friis

Arki Wierzchlas

Vi havde en fantastisk tur både mig og mine sønner. Vi fik hver en hjort, indkvartering og forplejning var perfekt.

MVH Arki

Poul på bukkejagt i Barlinek

Det var med store forventninger vi så frem til bukke premiere d.11 maj på reviret Barlinek. Vi blev ikke skuffet på nogen måder.  Det var et dejligt område med en god råvildt bestand. Indkvarteringen og maden var super. Vi skød 8 bukke og et vildsvin.

Hilsen Poul

Joachim Sander på bukkejagt i Jawor

19-årige Joachim Sander Jacobsen med flot bronzebuk fra Jawor i august 2018. Jagten foregik i over 30 graders tør augustvarme i det allersydligste Polen og med fantastisk flotte solopgange i det kuperede bjerg- og høstlandskab. På jagten blev også skudt vildsvin. Indkvarteringen foregår hos førster Thomas Karp og frue lige midt i jagtområdet, men nærliggende byer rummer gågader og flot kultur, hvor man også kan være lidt turist.

Mona og Erik i Rzepin

Så er vi hjemme igen, og det har bare været en god tur, der var fuld knald på brunsten og vi kunne høre hjortene brøle over alt. Det vil helt sikkert være et sted, vi gerne vil rejse til igen, vi har set flere hjorte, og mange vildsvin som var en god jagt i sig selv, vi har også set meget råvildt og en del bukke.

Jeg vil godt give top karakter til det hele, og vi havde en rigtig flink tolk.

Venlig hilsen
Mona og Erik

Jakt på kronhjort i Jawor

Tack Diana för en riktigt trevlig jaktresa till Polen. Allt var väl ordnat med boende, transporter och mat mm. Jakten var spännande och alla i gruppen var nöjda. Jag sköt dessutom min första Kronhjort. Jag fällde min första kronhjort och den hade en trofe på 6,45 kg. Hänger nu stolt i trappväggen hemma. Funkade perfekt med sermonier och trofebehandling. Mycket nöjd. Jag sköt 2 kronhjortar, 1 kronhind, 1 galt samt en kulting man kan aldrig begära mer för tre dagars drevjakt. Vill åka på kronhjortsjakt i Polen under brunsten nästa år.

Thomas i Kliniska

Vi var 4 jægere på reviret fra den 10 sep. til den 14 sep. Vi ankom den 10’ende om eftermiddagen, herefter blev vi anvist vores værelser, fik lidt at spise og så afsted på jagt. Vi var lidt nervøse for om der ville være noget brunst, da det var meget varmt (27-29 grader). Det blev dog hurtigt gjort til skamme, tror ikke der gik mere end 20 min. før den første hjort var set. Den første aften gav 2 meget fine hjorte på paraden. De næste dage gik med jagt morgen og aften, hvor der stort set blev set hjorte på hver jagt.

Om aften sad vi uden for indkvarteringen og nød en kold øl, til lyden af brølende hjorte (mange hjorte). Det blev til i alt 6 fine hjorte og 1 gris på de 4 dage. Så vi havde nogle fantastiske dage på Kliniska, indkvarteringen og forplejningen var helt i top og jagtførene var også rigtig friske. 

Så dette revir kan varmt anbefales.

M.v.h
Thomas

Flemming i Dabrowa

Kim og jeg er vel hjemme fra Dabrowa. En rigtig stor oplevelse ligesom de andre gange, vi har været der. Jeg skød 3 dåhjorte (2,60 – 1,80 og 2,50 kg), og Kim skød 2 dåhjorte. Hertil dåer, hinder og kalve. I alt 18 stk.

Det sidste billede viser den gode Kim. Det var 25. gang, at vi sammen tog på jagttur i Polen (alle gange i øvrigt med Diana ), og han mente, at han havde fortjent blomster for at have holdt mig ud i så mange år. Vores værtsfolk Karolina og Arek tog ham på ordet og fremskaffede en buket, som jeg så kunne overrække ham den næste dag.

Mvh Flemming

PS Det lykkedes heller ikke i år med kronhjorten, der skulle være en 10-ender, før jeg kunne skyde den. Men så er der jo en god grund til at tage derned igen. Til gengæld lykkedes det mig at kravle ind på ca 30 m af en sovende 8-ender kronhjort og lave lidt video og tage et par billeder.

Sven, Ove, Jørgen og Frank på bukkejagt i Wierzchlas

Vi har nettopp kommet tilbake fra Wierzchlas i Polen etter en vellykket jakt - og fagtur. Bukkejakten ga et godt resultat med blant annet to fine medaljebukker. Vi har fått en god innføring i polsk skogbruk og viltforvaltning. Alt ble satt i scene av et dyktig vertskap, gode jaktguider og flinke fagfolk. Vi er meget godt fornøyd med turen og lengter allerede tilbake til Polen.  

Vennlig hilsen
Sven, Ove, Jørgen og Frank

Sonny i Zamrzencia

Vi havde en rigtig fin tur til Polen.

Det var lidt stressende med rejseaktivitet og arbejde lige inden vi skulle af sted, så forberedelserne fra min side gik lidt hurtigt. Vi kørte vi 2 jægere, fra Sønderjylland klokken 7,30 onsdag morgen og ankom, igennem sne og is, til statsrevir Zamrzenica, ved 8 tiden om aftenen. Da vi bankede på ved overskovfoged Adam Wenda, hvor vi skulle indkvarteres blev vi modtaget af en lidt forvirret Hr. Adam Wenda. Vi skulle da først ankomme i morgen aften.

Jeg fandt mine papirer frem og læste mine håndskrevne noter. Nej det var nu, her onsdag aften, vi skulle komme. Heldigvis havde jeg også printet alle de papirer som Diana jagtrejser, havde mailet til mig. Nu måtte jeg så give mig, der stod højt og tydeligt at det var torsdag aften vi skulle ankomme.

Det værste var næsten at der i første linje af mailen stod:

Du bedes for en ordens skyld kontrollere at navne, DATOER og andet er i overensstemmelse med din bestilling!!!!!!

Jeg indrømmer at være et kæmpe fjols, og fortjener at blive både bespottet og hånet, for så dum en fejl fra min side. Hr. Wenda, var dog ikke sådan lige uden videre at slå ud. *Så indkvartere vi jer jo bare nu, der går bare lige lidt tid med at lave noget mad, men velkommen til.”

Vi kunne få flyttet jagten så den passede med de datoer som vi havde regnet med, og så var der ikke mere i den sag. Næste morgen skulle vi bare stå klar med riffel og ammunition, foran hoveddøren, ved 6.45 tiden, så kunne vi komme på jagt.

Jeg er dybt imponeret over, hvor hurtigt og professionelt sagen (inklusiv papirarbejdet) blev ordnet uden problemer. Vi havde bestilt dobbeltværelse, og opdagede at hele første salen var indrettet til gæster med fine værelser med eget bad og toilet. Der var også en hyggelig opholdstue, med bord til måltider. Det hele var tydeligvis, indrettet til jægere, med trofæer på væggene, og vildsvineskind på gulvet.

Efter et godt aftensmåltid gik vi lige til køjs oven på den lange køretur, med en følelse af stor lettelse. Næste morgen stod vi op til et par stykker brød med pålæg inden jagten skulle starte.

Vi mødte nu vores jagtfører, som viste sig at være udmærket til sprog, inklusiv en del danske sætninger. Turen gik nu i bil af sted på jagt i skoven. Jeg blev kørt til et ”indhak”, hvor en mark gik ind i skoven og, hvorfra vi til fods begav os ind i den tilsneede skov. Der var faldet et fint lag nysne i løbet af natten, med ældre sne neden under.

Vejret var 3 graders frost og helt vindstille, hvilket naturligvis får alle lyde til at være ret voldsomme. Ret hurtigt måtte vi ganske simpelt opgive at bevæge os, bare nogenlunde, lydløst i det stille vejr. Jeg lagde her mærke til at der flere steder var vildsvin som, havde krydset vejen, så det hele lovede godt.

Vi besluttede at gå tilbage til bilen, for at køre til et andet sted, hvor der måske ville være lettere at liste rundt. 30-40 meter inden bilen stoppede jeg for lige at tage en cigaret inden vi skulle af sted. Nu da vi stod der i total stilhed kom pludselig en flok dåvildt gående ud fra skoven. Jeg var ikke lige helt forberedt på dette så det gav lige et sæt i mig inden jeg fik riflen ned. Skytten bad mig lige vente, indtil han kunne udpege et dyr. Vildtet stod imidlertid ikke stille, og ret hurtigt kom der besked om at alle var hundyr eller kalve.

De første dyr var allerede gået ind i skoven igen, men 2 dåer der gik bagerst var stadig på marken. Guiden, gav et fløjt, og de 2 dåer standsede med det samme og rettede blikket mod bilen, der stod lidt væk fra os. Riflen var klar, så jeg lod sigtekorset følge forbenet op til midt på kroppen, hvor jeg trak lidt tilbage til et lunge/hjerteskud. Da kuglen gik, vidste jeg det var et perfekt skud, men dåen gav blot et set, gik et skridt frem og så sig så tilbage, inden den igen rettede blikket mod bilen.

Jeg blev ret forbavset over den opførsel, da jeg helt sikkert mente at have hørt et godt kugleslag. Nu stod de 2 dåer bare der, uden at have reageret på skuddet, og så på bilen. Der gik dog kun få sekunder inden dåen pludseligt sank sammen, som ramt af lynet. Forbavset vendte jeg mig mod min jagtfører, og så på ham. Han pegede blot ivrigt hen imod dåen, og da gik det op for mig et der jo stod en til.

Repeteringen gik hurtigt, og tiltrak sig opmærksomhed fra den tilbageværende då, som øjeblikkeligt tog flugten. Nu gik tankerne gennem hovedet, det var som om dyret slet ikke havde registreret at det var blevet skudt. Kunne det virkeligt passe? Da vi kom frem til det døde dådyr, kunne det konstateres, at kuglen sad perfekt, med et udgangshul på størrelse som en femkrone.

Det var den største då, jeg nogensinde, havde set, og skytten kom også med en bemærkning om at den var meget stor af krop. Det skulle senere vise sig at den vejede 42kg brækket. Efter brækningen, fortsatte vi i bil til en anden del af skoven. Nu lagde jeg virkeligt mærke til de mange områder i skovbunden, der var rodet op af vildsvin i den nyfaldne sne.

Vi havde ikke kørt langt, inden vi igen stoppede og forsøgte os med en gang purschjagt. Atter en gang måtte vi blot konstatere at det var fuldstendigt umuligt, at bevæge sig bare tilnærmelsesvis lydløst i den frosne skov. Skytten og mig kikkede på hinanden, og skytten sagde bare auto.

Som sagt så gjort, vi startede nu en autojagt. Dermed ikke sagt at der blev skudt fra bilen, men, når vi spottede vildtet, kørte vi videre. Når vi var kommet et passende stykke forbi, steg vi ud af bilen og gik tilbage på vejen i de spor bilhjulene, havde lavet. Det viste sig at man godt kunne bevæge sig lydløst i sporene. Problemet nu var at vildtet generelt var meget opmærksom på den retning som bilen var forsvundet i, og dermed den retning vi kom fra.

Vi kom efter kort tids kørsel forbi en ny flok dåvildt, som stod i noget åbent birkeskov. Da vi nærmede os i hjulsporene, blev vi øjeblikkeligt opdaget, og dyrene forsvandt inden det kunne komme til skud. Vi prøvede den morgen ligeledes et par gang det samme nummer efter råvildt, men igen uden held.

Den første morgen gav dermed en flot då til mig, og jeg glædede mig til at se op Poul, havde skudt noget. Da vi kom tilbage til skovfogedhuset, lå der allerede 2 stykker råvildt på paradepladsen, og Poul stod smilende ved siden af.

Efter at have taget billede og beundret de 3 dyr på paradepladsen, var der blevet tid til morgenmad. Det viste sig hurtigt at vi der blev sørget godt for os, morgenbordet bød på alt, hvad man kunne tænke sig. En sjov detalje var at der var friskbagt dansk rugbrød på bordet hver gang vi satte os til det. Vi havde aftalt at starte jagten igen klokken 14, og indtage middagsmaden ved 13 tiden, så der var lige tid til en hurtig middagssøvn.

Vi fik en gang varm mad til middag, hvorefter vi blev hentet af vores skytter. Denne gang kørte min skytte mig ud til en anden del af skoven, hvor vi prøvede at stille bilen. Det viste sig igen, efter få meter, at der kun var biljagt der kunne komme på tale, selv om der siden i morges var kommet en ganske svag vind. Nu skulle det gå rigtigt for sig. Vi skulle køre med vinden, så vi kunne gå tilbage til vildtet imod den.

Vi var kun lige begyndt at køre da skytten pludseligt bremsede, og sagde svin. Jeg drejede hovedet, og så ud af bagvinduet, lige akkurat en flok svin der krydsede vejen bag bilen. Så satte skytten fart på, og ville køre om på siden af skovparcellen, for at stille mig klar til skud når de ville passere den næste vej. Så snart bilen var kommet om på næste vej sprang jeg ud, og skytten standsede motoren. Det var tydeligt at høre hvor vildsvinene, i trav kom igennem skoven, selv om man ikke kunne se dem. Lyden gik desværre i en retning, som ville tage dem væk fra området, hvor jeg stod, og vi måtte uden skudchance hoppe i bilen igen.

Det næste vi mødte var 3 stykker råvildt, Ca 40-50 meter, inde mellem træerne, som ikke ænsede os da vi passerede. Nu da vi kom tilbage til stedet, hvor vi havde opserveret dem, var de imidlertid væk, så vi med uforrettet sag måtte gå tilbage til bilen. En flok dåvildt som i luntetrav kom igennem skoven var det eneste andet vildt vi så fra bilen den aften. Inden det blev mørkt skulle vi i et skydetårn, så vi kunne være klar til skumringsjagt.

Tårnet var placeret i et vejkryds, hvorfra man kunne se ned langs 4 veje. Efter et kvarters tid, kom der da også 4 stykker råvildt over en af vejene. Inden jeg fik riflen klar, var de blot væk igen. Nu kom mørket hurtigt, i det overskyede vejr, så det blev svært at se detaljer i skoven. Pludseligt kom et enligt stykke råvildt ud på vejen Ca. 200 meter foran tårnet, og gik lige imod os. Denne gang var jeg klar med riflen, men da tusmørket var kommet kunne vi ikke umiddelbart se om det var buk eller rå/lam på den afstand. Det føltes som der gik meget længe inden dyret var tæt nok på til at bestemme kønnet. Det viste sig at være en buk, som var begyndt at sætte op med bast, så der kom ikke til skud ved denne lejlighed.

Da mørket var blevet for slem, måtte vi således køre tilbage til vores logi, uden at være kommet til skud den første aften. Ved tilbagekomsten til huset, kunne det konstateres at Poul heller ikke var kommet til skud den aften. Han havde dog set masser af vildt, både vildsvin, råvildt og dåvildt, havde han set. Han havde sluttet aftnen i et skyde tårn, hvor han havde nyt synet af en stor kronhjort der gik lige omkring tårnet det meste af aftenen.

Den første jagtdag, blev afsluttet med et overdådigt måltid med, der blev ganske simpelt bare stillet fad efter fad på bordet foran os, så det var ganske umuligt at komme igennem det hele. Mætte af både mad og oplevelser gik vi således tidligt i vores senge. Jagten startede igen den følgende morgen klokken 7,45, hvor min skytte kørte mig ud midt i skoven og standsede bilen. Det var simpelt hen stadig for mørkt til at jage, så vi skulle lige vente 10 minutter.

Jeg brugte tiden til at stå ud af bilen, for at tage en cigaret, og nyde den smukke morgen med frisk sne. Nu kunne man tale om stilhed. Der var total vindstille, og cigaretrøgen steg helt lige til vejrs. I løbet af natten var der igen faldet en centimeter sne, og skoven var utroligt smuk i det svage lys. Igen måtte vi desværre konstatere at der kun var biljagt, som kunne lade sig gøre.

Vi startede så på køreturen igennem skoven, og kom kun 2-300 meter, da en stor flok vildsvin pludselig krydsede vejen 100 meter foran bilen. Skytten standsede bilen, og vi kunne, foruden alle de mindre grise, tælle 3 store søer i flokken, samt 3-4 uberlaufer. Vi tale om flokken, efter at den var passeret, og blev enige om at der havde været omkring 18-20 vildsvin i alt i den.

Da vi kom hen til stedet, hvor svinene var krydset over vejen, standsede jagtføren bilen, og åbnede døren. I den totale stilhed kunne vi faktisk godt høre flokken endnu, og fornemme retningen. Jagtføren mente at vildsvinene, var på vej ned til en af de talrige søer, som lå i skoven. Retningen passede med en lavvandet sø, som havde store mængder siv omkring, og var et af vildsvinenes fortrukne sovesteder. Vi besluttede os til at prøve at pursch efter dem, i den fine sporsne, hvilket i løbet af få skridt naturligvis viste sig at være umuligt.

Så var der ikke andet for end at fortsætte turen i bilen og se, hvad morgenen ville bringe. Efter ret kort tid kom vi nu forbi en flok dåvildt, omkring 75 meter inde i ret åben birkeskov, som fulgte os meget nøje med nysgerrige blikke. Skytten ville ikke tage nogen chancer, så vi kørte 7-800 meter, inden han standsede bilen, og turen tilbage i sporene kunne begynde. Denne gang gik alt efter planen, og efter en meget forsigtig listen, kunne vi pludselig se dådyrene stå imellem træerne.

Afstanden var omkring 150 meter, men der var en del buske imellem dem og os. Vildtet var dog i meget roligt gang på vej i vores retning, så nu var det bare med at have tålmodighed og stå stille. Det føltes som meget lang tid inden, dyrene kom fri af buske, og kulden var begyndt at snige sig ind under min, kun halvt lynede jakke. Situationen var simpelt hen en jægers drøm. En flok dåvildt der roligt passere omkring 100-110 meter i åben birkeskov, og man står med riflen klar på skydestokken.

Jeg havde fået instrukser om at jeg godt måtte skyde en kalv eller to, men først og fremmest manglede der dåer, på afskudsplanen. Jeg holdt til en då, men kunne se et par magre grene i kikkerten, som jeg ikke ville ramme. Sigtekorset søgte imellem dyrene indtil det fandt en kalv, som stod stille i en vinkel på ca. 45 grader, med hovedet imod mig. Det så ud til at kalven fattede mistanke, og uden yderligere betænkning trak jeg korset ned på skulderen af den.Tanken faldt et kort øjeblik på at kuglen med stor sandsynlighed ville ramme skulderknoglen og derved kunne lave ret store kødødelæggelser. Jeg tøvede med at skyde, og ville svinge riflen rundt efter et andet mål. Måske så kalven bevægelsen. Den gav i hvert fald et ordentligt set, og tog nogle hurtige skridt, med øjnene rettet lige imod mig. Riflen fulgte, nærmest automatisk efter bevægelsen, og fandt kalven stående i en noget mindre spids vinkel. Jeg vurderede at det godt kunne lade sig gøre at sætte en kugle ind lige foran skulderknoglen, som ville gå igennem de vitale dele.

Da skuddet gik, gav dyret et ordentligt hop fra sig, og under min øjeblikkelige repetering, så jeg ikke om det fald i knaldet. Skytten stod bag mig og, hviskede at jeg skulle skyde igen. Desperat søgte jeg rundt på de nu meget urolige dådyr efter den jeg lige havde påskudt. Det lykkedes mig simpelt hen ikke at finde det dyr i riffelkikkerten, der lige var blevet skudt på. Efter 10-15 sekunder, som faktisk er ret lang tid, forsvandt flokken i løb. Skytten så på mig, og spurgte, hvorfor jeg ikke skød igen. Jeg kunne ikke se den der var blevet anskudt, fortalte jeg til ham, og han grinede bare hjerteligt.

Dyret var gået ned i knaldet, og han ville have mig til at skyde et dådyr mere. Nu blev jeg rolig igen, og vi gik ind til kalven der lige var blevet skudt. Indgangshulllet var kaliberstørrelse, men der var trukket en masse blod og væv ud af der, som vidnede om at der, under kuglens passage, må have været et kraftigt overtryk inde i dyret. Da vi vendte de om kunne det dog konstateres at udgangshullet kun var på størrelse med en enkrone. Der var en lang stribe af sweiss, i sneen, som var kommet ud sammen med kuglen. Under brækningen fandt vi ud af at 180 gr. RWS H-Mantel kuglen, havde forvandlet hjerte lungeregionen til grød, men overhovedet ikke havde ødelagt noget kød.

Nu var den morgen, om muligt endnu smukkere, i den hvide stille skov, og turen fortsatte så snart dyret var læsset på bilen. Vi kørte ikke ret længe, inden vi i noget åbent fyrreskov fik øje på en ræv. Den røde ræv var meget tydelig i sneen, og ænsede overhovedet ikke bilen. Vi fortsatte kun 100 meters penge, inden jeg stod ud og gik tilbage mod den.

Igen lykkedes det efter planen, og ræven var på skudhold, Ca. 150 meter inde mellem de nøgne fyrrestammer. Jeg fandt et træ at ligge an ved og kunne således få godt hold på ræven der ikke var klar over at vi sigtede på den. Det lykkedes, at liste skuddet ind imellem stammerne, og dyret døde i knaldet. Da vi fik ræven samlet op, var der ikke så længe tilbage, inden jagten skulle afbrydes på grund af den ventende morgenmad. Der var dog stadig tid til lige at køre lidt længere, jagtiveren var jo godt tændt i både mig og jagtfører. Vi kørte faktisk ikke ret langt inden bilen, pludseligt blev bremset med protesterende ABS, og skytten pegede bagud. Der var igen vildsvin som krydsede vejen. Nu skulle det altså prøves, at skyde en af dem, og jeg sprang ud af bilen og skubbede en kugle i kammeret. Inden riflen kom op til skulderen, var det sidste vildsvin imidlertid passeret, og jeg måtte pænt aflade min gamle BSA riffel igen uden at være kommet til skud.

Nogle gang sker der utrolige ting på jagt, og det skete også denne dag. Vi nåede kun at kører 20-30 meter, inden der igen pludseligt kom 3 mellemstore svin og krydsede vejen, mindre end 50 meter foran bilen. I min store overraskelse og iver i at komme ud af bilen faldt jeg lige så lang jeg var ned i sneen.

Vildsvinene var naturligvis over alle bjerge, inden jeg igen kom på benene, og fik riflen samlet op. Skytten grinede helt ukontrolleret, og kunne slet ikke sige noget i flere sekunder. Da han igen fik kontrol over sig undskyldte han mange gange, at have grinet, men det havde bare set meget sjovt ud da jeg faldt. Så kunne jeg heller ikke selv holde mig længere og begyndte selv at grine. Vi ville nu køre ud til asfaltvej igen, så morgenmaden ikke skulle vente. Inden den offentlige vej blev nået, fik vi dog lige øje på 3 stykker råvildt der gik i kanten af en sø med siv.

Det blev en ret hurtig pursch, og da vi fik øje på dem igen havde de også set os. De stod dog alle 3 stille, med bladet til os, og betragtede os mistænksomt. Afstanden var 180-200 meter og, hvis jeg mente at kunne klare det forsvarligt, skulle råen nedlægges. Jeg lænede mig op af et træ for at få mere stabilitet som skydestokken kunne give ved fritstående, og slap kuglen.

Der var knald og faldeffekt, hvilket fik de 2 lam til at blive stående. Skytten bad mig vente, efter at have repeteret. Han betragtede lammene omhyggeligt igennem sin kikkert, og bad mig til sidst om ikke at skyde nogen af dem. Det var 2 gode stærke lam, og han ville godt skåne dem, hvis jeg ikke havde noget imod at lade dem gå. Naturligvis lod jeg lammene gå, og kunne fryde mig over at der faktisk var planlægning i vores afskydning. Skuddet sad præcis midt på bladet, med udgangshul på størrelse som en tokrone, der var ikke noget at sige til at der var KF effekt.

Da vi kom tilbage til huset, stod Poul, nordmænd, samt skytter og ventede. Paradepladsen var tom, så det var med et stort smil at mine 3 dyr blev lagt frem. Det viste sig dog at Poul også, havde haft gang i hans Winchester model 94 (kaliber .307 Win), og fået en kronhind, som allerede var kørt i kølehuset. Den ene af de 2 flinke nordmænd, var kommet til skud, men som han sagde, var det en bommer.

Efter et stort morgenmåltid, var det tid til en middagssøvn, inden klokken blev 1 til middagsmad. Middagsmaden blev indtaget sammen med skovfogeden, som nu sad sammen med os i uniform, og vi fik en ordentlig hold snak. Skovfogeden viste sig at have rigtigt meget humor, og vi fik meget sjov ud af alle hans små bemærkninger.

Da klokken blev 2, startede jagten atter, og turen gik igen ud til test om, hvor vidt det kunne lade sig gøre at bevæge sig i skoven til fods. Vi måtte sande at situationen ikke, havde ændret sig fra den morgen, så bilen blev taget i brug. Denne eftermiddag, var første vildt 2 stykker kronvildt, der gik i noget ret højt selvsået gran, der igen stod under højstammet fyrreskov. Da vi nu gik tilbage imod dem i hjulsporene, opdagede vi at de var gået os i møde. Pludseligt så vi dem på vej ud af de selvsåede graner, til et stykke ungt gran der var opstammet i 1,5 meters højde.

Krondyrene havde opdaget os og løb med det samme ind i dette stykke gran. Jeg fik uden problemer fundet bladet på dyrene, men da vi havde set at det drejede sig om en hind og spidshjort, holdt jeg skuddet tilbage. Selv om de begge stod med helt fri blad, var hovederne oppe i grangrenene, hvilket umuliggjorde at bestemme hvad der var hjort og hind.

Der gik ret lang tid, inden vildtet forsvandt, hvor jeg hele tiden havde riffelkikkerten på dem, uden at kunne komme til at kønsbestemme dem. Chancen var væk igen, lige så pludselig som den var kommet.

På vej tilbage til bilen, hørte vi noget bag os som fik os begge til at vende os om. En flok vildsvin passerede vejen 30 meter bag os. Jeg gik bare med riflen hængene i remmen over skulderen, og inden den kom i anslag, var svinene allerede væk. De var løbet ind i noget meget tæt, helt ungt granskov, så der var ingen chance til at skyde på efter at de, havde passeret vejen. Nu kunne vi høre at de travede igennem det tætte unge gran, og skytten tog fat i mig og fik mig til at løbe med tilbage til bilen.

I stor fart gik det nu med bilen om for at afskære vejen for vildsvinene, så der måske kunne komme til skudchance. Pludseligt kom der nu en anden flok svin gående roligt lige ud foran bilen fra den anden side, der måtte bremses hårdt for ikke at køre ind i dem. De ny svin fik fart på da der, til deres store overraskelse, kom en bil som var lige ved at køre ind i dem. Jeg sprang ud af bilen, men havde tømt riflen da jeg satte mig ind i den. Nu forsøgte jeg feberisk at få en patron i kammeret, hvilket først lykkedes efter at svinene var væk.

Da der igen var kommet ro over situationen, foreslog skytten mig at jeg skulle holde magasinet fuld, og bare have bundstykket åbent, så var man bedre forberedt på situationer som denne. Hele opholdet ved den nye flok svin var mundet ud i at det nu helt sikkert var for sent at afskære vejen for den oprindelige flok vi havde set. Turen fortsatte således uden at der var kommet til skud på vildsvin. På det tidspunkt var det allerede gået op for mig at reviret må have en usædvanlig stor bestand af vildsvin. Der var rodet i den friske sne overalt, og vi så jo svin her ved højlys dag, hvilket jeg absolut ikke er vandt til. Det næste vildt vi opserverede var en flok dåvildt, og vi forsøgte igen metoden med at gå tilbage til dem.

Denne gang lykkedes det ikke for os at finde flokken igen, og vi måtte modvilligt gå tilbage til bilen med uforrettet sag. Skytten spurgte mig nu, om jeg ville sidde i et tårn igen, lige som første aften. Jeg var indstillet på at følge de råd han kom med, så det ville jeg godt. På vejen til tårnet fik jeg igen øje på nogle vildsvin, der gik op ad en sidevej vi kørte forbi. Skytten bakkede med det samme tilbage, og vi fik akkurat at se svinene forsvandt ind i skoven fra vejen.

I stor fart blev der kørt op ad vejen, men vi kunne se at svinene allerede var kommet i sikkerhed i nogle graner inde i skoven. Da vi kom frem til tårnet fik jeg at vide at der var lagt foder ud et stykke fra det, så vi skulle nærme os forsigtigt.

Ganske rigtigt, stod der 5 stykker dåvildt ved denne foderplads. De havde tydeligvis hørt os i den frosne sne, for de stod alle og så i vores retning. Afstanden var Ca. 175 meter, så det kunne fint lade sig gøre at skyde. Et af dådyrene var helt sort, og det fik jeg besked på at afskyde. Det lykkedes mig at få fint hold på dåen, men da den stod srå med røven til mig, besluttede jeg at vent til den stod bedre.

Det er ikke altid tålmodighed bliver belønnet, og det skete heller ikke denne gang. Efter at have holdt korset på dåen i ret lang tid fortrak alle dyrene, og der kunne ikke afgives skud. Så kom vi op i tårnet, hvorfra der efter ret kort ventetid kunne høres vildsvin i skoven. Adrenalinen begyndte at pumpe og jeg ventede at der hvert øjeblik skulle komme en flok svin frem. Det eneste der skete var blot at der kom 4 stykker råvildt til pladsen.

Skytten hviskede til mig at jeg godt måtte skyde råen, men så var vi helt sikre på at de svin, som råvildtet tydeligvis også kunne høre, ikke ville komme frem. Jeg sad med riflen oppe, og meddelte at jeg ville vente på svinene, hvorpå der kom et stort smil på skyttens ansigt.

Vi kunne meget tydeligt høre vildsvinene i det tætte krat ved siden af foderpladsen, og råvildtet forsvandt ret hurtigt efter at de var kommet på grund af det samme. Da det til sidst var blevet så mørkt at vi måtte opgive at skyde, hvis svinene skulle komme frem, var det ret modvilligt vi gik tilbage til bilen.

Poul kom også tomhændet tilbage den aften, men nordmændene havde haft bedre held. Efter et kæmpestort lækkert aftenbord, med masser af kød, kunne vi nu nyde en øl sammen med de unge nordmænd og diskutere dages begivenheder. Den 3. morgen var igen præget af lidt nysne, vindstille og frost, så jeg vidste inden vi kørte hjemmefra at det ville blive biljagt. Vi var kun lige kommet ind i skoven, da 4 vildsvin krydsede vejen foran bilen. Jeg havde hverken fået patroner i magasinet, eller var klar. Alligevel fik jeg, under udstigning fra bilen, en patron i kammeret, og holdt til svinene. Der var blot ret meget underskov lige der, hvor de løb så da jeg ville være sikker på at skyde en af frishlingerne, kom der heller ikke til skud ved denne lejlighed.

Jeg ærgrede mig da turen fortsatte, det ville have været dejligt, hvis det kunne lykkedes med et vildsvin. Vi kom kun til at køre i meget kort tid, inden der kom en flok svin ud på vejen foran bilen. Vejen var helt lige på dette stykke og gik tværs over en lavning. Svinene kom på den anden side af lavningen og var på vej ned i denne. Afstanden vil jeg vurdere til at have været omkring 250 meter. Da svinene kom lige imod os på vejen, var der rigeligt tid til at komme ud af bilen og få skydestokken op. Jeg fandt dyrene i riffelkikkerten, men med soen forrest, og alle grisene lige bag hende kunne jeg ikke skyde. Pludseligt drejede soen af ind i skoven, og grisene kom fri. Da den sidste gris skulle til at dreje efter dens artsfæller, løsnede jeg skuddet. Afstanden var på det tidspunkt kommet ned på Ca. 120 meter, og jeg var så sikker på at skuddet skulle sidde der, at det kom som en overraskelse at grisen ikke klappede sammen.

Undrende kikkede jeg på min jagtfører, som blot sagde vorbei. Det kunne simpelt hen ikke passe, jeg var sikker på at skuddet var godt, så vi måtte hen og se. Da vi kom derhen viste skytten mig mit kugleslag i sneen, og jeg kunne selv se grisenes spor, så der var ingen tvivl om at det var en bommer. Skytten mente det var fordi de ikke stod stille, men den mening havde jeg ikke selv. Når alt kommer til alt har jeg da skudt rigtigt mange svin på drivjagter, og ved som regel om jeg rammer eller ej når skuddet går.

Da vi fortsatte turen igennem skoven opdagede jeg slet ikke vi kom forbi nogle stykker råvildt, inden skytten standsede bilen og forklarede vi skulle gå tilbage. På listeturen hen mod råvildtet, gik tankerne i hovedet på mig. Var det en aftæksfejl, eller noget galt med riffel, ammo eller kikkert.

Det lykkedes at komme tæt på råvildtet, da det pludseligt stod 80-90 meter fra os i den åbne birkeskov. Jeg fik riflen på skydestikken og kunne fint holde korset på råen, der gik helt uden at have opdaget os. Nu besluttede jeg i mig selv, at problemet med svinet, havde været en aftræksfejl, og råen skulle skydes perfekt.

Jeg rykkede skuddet, til råen af. Når jeg her siger rykkede, mener jeg det virkeligt. Denne gang var der ingen tvivl om at det var en forbier, jeg vidste det i samme øjeblik skuddet gik. Alligevel var vi ved skudstedet for at se efter eventuel sweiss, hvilket vi naturligvis ikke fandt noget af.

Selvtilliden var nu helt i bund, og jeg sagde til jagtføreren at jeg egentligt godt ville hjem nu, så nerverne kunne få ro inden aftenjagten. Skytten fik bilen vendt og begyndte at køre tilbage, men standsede uden varsel ved en sidevej.

Der sad en ræv 150 meter oppe af vejen. Jeg stod roligt ud af bilen og stillede skydestokken op. Nu begyndte ræven at løbe på vejen væk fra stedet, hvor jeg stod og havde fundet den i riffelkikkerten. Jagtfeberen, tog fat igen, og jeg lod korset fælge ræven lige over hovedet, imens koncentrationen gik på aftrækket. Da skuddet gik slog den løbene ræv en kolbøtte og selvtilliden kom væltende tilbage.

Så skulle vi naturligvis alligevel ikke hjem endnu, der var stadig tid til at jage. Da vi efter en forgæves listejagt efter råvildt, fandt en flok dåvildt lykkedes det atter at komme på god hold. Det eneste stykke dåvildt der var fri i det tætte krat var en kalv, som stod helt spidst. Nu skulle det være, de 2 forbiere var næsten glemt, og da jeg satte ”slipseknude” skuddet i dåkalven gik den ned i knaldet.

Skuddet var gået hele vejen igennem dyret, og lavet et aflangt udgangshul, Ca. 6 Cm. Langt og 3 Cm. højt i den ene kølle. Alle indvolde var helt smadret, men bortset fra den kølle, hvor kuglen var kommet ud, ingen kødskade. Med et stykke dåvildt, og en ræv, var det alligevel blevet til en god morgen, som blev bedre da vi kunne konstatere at nordmændene også havde fået dåvildt.

Poul havde ikke fået noget den morgen, men da vi kom op på værelset lagde jeg mærke til at han satte 2 tomme hylstre tilbage i pakken. Da jeg spurgte ham, kom det bare en bemærkning med et smørret grin om at jeg ikke var den eneste der kunne skyde forbi på vildsvin. Den sidste aften skulle det gerne lykkedes med de der svin, så min skytte fik mig til at fylde magasinet, inden vi kørte ind i jagtområdet.

Efter at have kørt lidt rundt var det første vildt vi fandt en rå med et enkelt lam. Purschen tilbage gik helt efter planen, og råvildtet stod helt samme sted som vi havde opserveret dem fra bilen. Det lykkedes således at komme ind på Ca. 130 meter fra dem, og sætte en skrå spidskugle i råen, der igen gik ned i knaldet.

Fint skud sagde skytten, og mumlede noget med at nu var minimumplanen opfyldt. Da jeg spurgte nærmere ind til dette, kom der en forklaring om at jagtførene, havde deres interne konkurrence om det var danskere eller nordmænd, der skød mest vildt.

Efter at have kørt lidt igen, kom vi til noget meget tæt krat, hvor bilen blev standset. Skytten hviskede svin til mig. Jeg hoppede ud af bilen og stirrede ind i krattet. Der var ingen svin at se, så jeg stak hovedet ind til ham igen og spurgte hvor de var.

Han pegede ivrigt, og forklarede ved det lille grantræ, og så omkring 20 meter til venstre. Efter at have stirret på stedet i rigtigt længe, besluttede jeg mig til at studere det i riffelkikkerten. Der var ingen svin at se, så jeg satte mig ind i bilen igen. Skytten pegede ivrigt, og i det samme startede en flok på 7-8 svin, kun 50 meter fra bilen. Nu kunne jeg se dem, dog var de væk inden jeg kom ud af bilen og fik riflen op til anslag.

Jeg bandede mig selv væk, for ikke at have taget mine briller med, det er for dumt, ikke at ville indrømme at synet måske ikke er 100% længere. En ruddel kronvildt var det næste vildt vi fandt, dog flygtede vi inden bilen overhovedet kom forbi.

Efter nogen tids kørsel så vi en enlig kronkalv i skoven, og prøvede at komme tilbage til den. Da vi kom tæt på uden at kunne se den, var der imidlertid en råbuk der kom ud på vejen mindre end 30 meter fra os. Råbukken så os naturligvis med det samme og løb smældene ind i skoven, hvorefter vi kunne høre kronkalven flygte i den frosne sne.

Der var meget overskyet og mørket kom ligesom hurtigere end normalt, den aften. Vi så imidlertid en flok dåvildt imellem træerne i noget fyrreskov, inden det blev for mørkt. Efter 4-500 meter standsede vi bilen og gik tilbage mod dem.

De bevægede sig åbenbart, for uden varsel stod der med et nogle af dem på vejen, hvor vi lige havde kørt. Afstand var godt nok lidt lang med 200 meter i det svindene lys, men der var ingen tvivl om at den forreste var en då, så jeg tog skuddet.

Dåen gav et set og vaklede kraftigt, hvorefter den først tog 2 skridt tilbage, så 2 skridt frem, og fald lige på skudstedet. Skuddet sad lidt lavt, for min smag, men det er vist sådan det skal sidde ifølge jagtfrokstteoretikerne, nemlig lige midt i hjertet.

Udgangshullet fra .308ern, var denne gang igen på størrelse med en 5 krone. Mørket var nu kommet, og ved tilbagekomsten til vores logi, havde Poul fået sig en fin då. Da nordmændene kom kunne der så blive føjet både 2 dåer og en kronhind til paraden.

Den sidste aften fik vi igen et overdådigt solidt måltid mad, og diskuteret jagten igennem inden vi tilfredse gik i til køjs, så vi kunne komme friske op til hjemrejsen næste morgen. Jeg har efterhånden oplevet mange revirer med svin, men det her var utroligt godt. Hvis der er andre der overvejer en tur til reviret, så vil jeg absolut anbefale at afpasse turen, så den passer med månen. Endeligt vil det være et super revir for drivjagt med vildsvin som det vigtigste, og mulighed for kron/dåvildt.

Med venlig hilsen

Sonny Willy Jensen

Mads på kronhjortejagt i Barlinek

Turen til polen var fantastisk, vi ankom i 31 graders varme uden en vind der rørte sig. Hjortene var tydeligt i brunst, trods vejret. Vi havde mange gode situationer, og det var tydeligt at vi havde med dygtige guider at gøre. Onsdag morgen og onsdag aften fik jeg skudt mine 2 hjorte, min far fik sin hjort den sidste aften, torsdag. En helt igennem god tur og polsk gæstfrihed i topklasse. Du må meget gerne rette henvendelse til min guide, michal, han er utrolig dygtig, dyb dyb respekt for hans vide om dyrenes færden og kendskab i skovens områder.

Hilsen Mads

Staffan i Milicz

It was well organised and run under the management of the forester and very professional guides. I had booked 10 outings and one stag. After 6 outings I had 19 observations and 3 shooting opportunities out of which I was able to stalk a bronze medal stag. As we stayed at the forester´s house I could enjoy the nice park and parade from my window. The stay was very comfortable with good service (including a good interpreter) and excellent company out of which a Geman hunter was returning for the 22nd time, which is as good a testimony as anybody can get!

Best regards

Staffan

Søren & Co. på bukkejagt i Polen

En rigtigt god tur i skønne områder. Vi var tre generationer på jagt og vi havde nogle dejlige jagtoplevelser. Masser af vildt på hver eneste tur og vi fik da også nedlagt nogle pæne bukke. Det var dejligt afslappende og der var god tid imellem jagturene. Guiderne var forstående og gode til at indrette sig efter vores behov. Personligt har jeg ikke altid tålmodighed til at sidde flere timer i et tårn (specielt ikke med en ti årig søn der har krudt i røven) og det fandt guiden hurtigt ud af, så vi pürschede på vildsvin om morgenen og listede rundt i området om aftenen efter bukkene.
Forplejningen og gæstfriheden var også bare helt i top.

Vi glæder os til næste år hvor en gentagelse er i tankerne.

Jonas i Chojna

Så er min far og mig hjemme igen efter en rigtig god tur til reviret Chojna, hvor vi havde nogle rigtig gode dage. Opholdet var bare perfekt og jagtførerne, som vi havde, var også rigtig gode. Vi så en del rigtig store flotte hjorte på mellem 6-8,5 kg. som vi ikke måtte skyde, da de var 8-9 år og skulle være 10 år for at være gamle nok, når de havde krone i begge sider.

Vi hørte godt med brøl og brunstaktivitet, men i år havde det været noget tid før, og der havde været noget mere gang i brølene ugen forinden, men vi hørte masser af brøl og så en del flotte hjorte. Jeg skød en rigtig flot hjort på 4,5 kg. U-12ender som vi gik efter to aftener, hvor jeg skød den den anden aften. Den så lidt større ud, da den gik derude, og vi havde vurderet den til mellem 5 og 5,5 kg. men det er en rigtig flot Hjort og det var en rigtig god jagt, så det var perfekt. Min far skød en rigtig flot stærk Hjort den sidste morgen også en u-12ender men noget større og tykkere i stængerne 6,3 kg. og den havde han også haft en rigtig god jagt på, og det var en gammel Hjort, så det var også rigtig godt.

Så mange tak for en rigtig god tur. Vi ser frem til muligvis at skulle afsted igen næste år.

Mvh Jonas

Flemming og Kim i Dabrowa

Kim og jeg havde igen en rigtig god jagttur til Dabrowa i Polen. Det var 7 år i træk, at vi besøgte Arek, Karolina, Sigmund og alle de andre dernede. Området er jo først og fremmest kendt for sit dåvildt. Kim skød 2 dåhjorte (den største vejede 2,8 kg), og jeg skød 3 dåhjorte (den største vejede 2,5 kg). Herudover skød Kim dåer og kalve.

Jeg brugte min ekstra tid på at prøve at skyde en kronhjort, sådan som jeg har prøvet det mange af de andre år i Dabrowa uden held. Denne gang lykkedes det. Arek og jeg var på vej i hochsitz sidst på eftermiddagen den anden dag dernede. Jeg havde kort forinden været så heldig at skyde den første af dåhjortene. På vej mod hochsitzen ser vi 2 kronhinder så i kanten af et skovområde. De var urolige og anede tydeligvis, at noget var galt. De lister stille og roligt ud på midten af engen og inde fra skovområder får de følgeskab af mere end 20 stykker kronvildt. Hele engen var en lang række af kronvildt. Hinder, kalve og spidshorte mellem hinanden og næsten helt til sidst en fin kronhjort. Heldigvis trak den på et tidspunkt fri af alle de andre dyr, og jeg kunne lade kuglen gå på en afstand af 150 m. Herefter søgte den op ad en bakke og forsvandt i skoven, hvor vi fandt den vel 300 m fra skudstedet. Hjorten var en otteender på 4,2 kg.

Endelig havde både Kim og jeg den oplevelse at se ulv jage dåvildt.

Mvh Flemming (og Kim)

Alex' flotte første hjort i Zamrzencia

Efter en fantastisk oplevelse aften før sammen med jagtføre Thomas ude på et stort eng / mose areal , med flere hjorte der brølede og sloges.

Bed mærke i at Thomas var fokuseret i et skovområde til venstre for os , hvor der var lidt små brøl ikke i forhold til de hjorte der var til højre og frem for os. Vi tog ud samme sted her til morgen. Der skete ikke så meget andet end lidt små brøl og vi sad i dårlig vind, vi gik ned fra tårnet for at angribe såten fra modsatte side. Og forventede vi skulle til den del, der lå til højre for os, der kom små brølet jo fra. Thomas var stadig fokuseret på den stille Hjort som gik i venstre såt. Thomas løb ned for at vurdere om hjorten stadig var der i området, det var hjorten tilsyneladende ikke. Vi kørte til bagsiden af engen og mosen og gik i modvind til et højt tårn , der så vi en af de hjorte fra i aftes men på 460 meter.

Efter en halv time gik vi ned og pursere langs engen men ingen hjorte , vi går tilbage til bilen, spørg om jeg skal kalde min makker ned som stadig sidder i det første tårn. Men vi skal til et andet hjørne af engen, Thomas har ikke helt opgivet den såt der lå til venstre. Vi går herfra ud på engen / mose og purser lidt rundt , jeg høre små slås kamp mellem to hjorte og gør Thomas opmærksom på dette, er lidt i tvivl men vi går mod lyden og høre det nu endnu kraftigere. Vi passere et buskads og pludselig går guiden i knæ og stiller skydestokken , jeg stå stadig bag busken og kan ikke se hjorten  , pludselig ser jeg den stå 30 meter fra os og kigger direkte på os med fronten til .

Thomas havde lige inden knækket en gren han trådte på , hjorten har sandsynligvis opfattede det som endnu en lykkeridder der skulle ha på munden,  Jeg ligger riflen i skydestokken og tager sigte venter kun på hjorten vender siden til, efter få sekunder vender han og vil ind i sivene. Sender missilet afsted og stå i inferno af larm , Thomas sidder under riflen , vi er total døve glemte ørepropper i kampens hede ( har mundings bremse på ) vi kan intet høre. Men ser at hjorten løber på tværs til venstre og ind i sivene , går til skudstedet intet blod , efter få meter finder vi blod derefter masser af blod synes jeg kan høre den rotere rundt inde i sivene. Thomas vurdere vi afventer nogle timer og køre hjem , og Thomas få fat i nogle hunde og køre selv ud med nogle gutter .

Der går nogle meget lange timer inden de kommer tilbage jeg går fra at være optimist til at blive pessimist til at blive utidig og kan ikke være i min egen krop bliver irriteret over ikke at være taget med ud
Endelig kommer de tilbage med hjorten og hvilken Hjort , der  er tydelig skader på den efter kamp og en af stængerne er knækket , ikke en smuk Hjort men hvilken krabat,  en fighter.
Hjorten lå 40 meter inde i sivene  

Det var den stille Hjort, da det er min første hjorte jagt, troede jeg jo fejlagtig at den hjort der brøler dybt og højt rr den gamle hjort.
Thomas fortalte at det er den unge hjort der har spidse albuer og vil frem i verden, der brøler dybt og højt.
Den gamle og erfarende hjort markere bare engang imellem med lidt små brøl for lige at markere at han er der, og når i andre ellers er færdige kommer i bare så få i på munden.

Jeg er super glad og super oplevelse hele  seancen er printet i hovedet som jeg ikke glemmer.

Efterspil.

Det er for vildt , endnu mere mærkeligt det har jeg da aldrig oplevet før , jeg går op og lægger mig i sengen, så kommer der bare en vild følse op i mig inden jeg falder i søvn tænker jeg hele scenariet igennem og så løber tårene ned af kinden af bar lykke , har jeg da aldrig oplevet før.
Ja selv tykke bikere med tatoveringer kan få tåre i øjene.
Hjorten vejede 6.5 kg og 4 point fra broche men op et hvis sted med det , den er min og jeg er super glad for den.
 

I'll be back

Alex

Jørn & Co. på kronhjortejagt på Zmigrod

Man får ikke rigtigt sovet igennem om natten inden det går sydpå. Til ZMIGROD i Polen. Der er koldt til morgen. Omkring 10 grader. Bilen er pakket med våben, skydestokke, jagttøj og lidt til ganen. Og maven. I tanken diesel til de første godt 800 kilometer. Der er godt 1050 kilometer til jagten. Fire jægere, nemlig min søn Morten, gode ven Henrik, Ingeborg min følgesvend gennem mere end 47 år og mig selv Jørn. De første timer i mørke i godt fart mod Tyskland. Henrik og Morten kører sammen og stopper ved grænsen for at købe godt med Gin og Tonic. Og lidt cola og 60% rom. Og ja, vi var klar over, at man ikke må drikke sprit før jagt. Men var i tvivl om hvad ”før” er.

Ved fem tiden når vi ”jagthuset” i ZMIGROD, hvor der allerede er tre fynske jægere. Hyggelige folk af danskere at være. Prima hus og værelser. Alt perfekt. Hurtig lidt mad. Solidt polsk mad. Hertil en kande vand. Godt en time senere er vi allerede på jagt, med prima polske jægere, hvor enkelte kun taler polsk og på terræner, som kun kan få de højeste karakterer. I let sommertøj og med 31 grader og høj sol. I mark og skov. 27000 hektar drømmeland. Masser af vildt. Råvildt, dåvildt og kronvildt. Desværre få svin som efter de polske jægeres opfattelse var inde i majsen. Rygter vil vide, at det er det bedste område for kronvildt i Polen.  Det tror vi på. Det er nok ikke sidste gang vi er der.

Sådan går det godt tre dage med uhyre spændende jagtoplevelser. Den sidste aften dog i voldsomt regnvejr. Det er en oplevelse i sig selv, at bevæge sig rundt blandt brølende hjorte. Brunsten er på sit højeste. Er man til et tårn, findes de i alle afskygninger. Jagtorganisationen er i top. Ved afslutningen fik Morten og Ingeborg sine flotte medaljer i fine æsker og os alle fire en flot gave fra reviret.

Det ender med, at vi får nedlagt syv hjorte og en hind. Morten får en bronze og Ingeborg en sølv. Sådan er det altid, når vi på jagt med Ingeborg. Hun topper hver gang. Men stor tak til Anne Fick og Diana. Du holdt 100% hvad du lovede. I havde planlagt det hele. Vi var hele tiden opdateret. Perfekt igen. Nu glæder vi os til Zambia i maj 2019. Igen med Diana. Med Diana er man i sikre hænder. Vi har jo efterhånden prøvet det mange gange.

Med jægerhilsen
Jørn Abildgaard

6 gode bukke i Szubin

Vi havde en rigtig god tur til Polen. Vi skød 6 gode bukke på ca. 320 g. Aage var så heldig og dygtig at skyde en guldmedalje på 574 g den sidste aften. En fantastisk afslutning på turen.

Indkvarteringen var rigtig god, med fine store værelser. Angående maden har vi aldrig spist så godt på de ture vi har haft til Polen.

Camilla i Chojna

Længe havde det været en drøm at få chancen for at jage skovens konge, nemlig kronhjorten – og denne mulighed dukkede op i september i Polen på reviret Chojna  sammen med min far og to øvrige jægere.

Vi ankom på reviret  lige i tid nok til en times jagt om aftenen, og efter få minutter på jagt begyndte skoven at spille musik. Først begyndte en hjort at brøle, lidt efter en anden, og sådan forsatte det. Der går et sus igennem hele kroppen, hjertet banker hurtigere og spændingen stiger – kort sagt, det var en ubeskrivelig oplevelse, selvom man ikke kunne se hjortene.

Næste morgen kl.06  forsatte brølene, og oplevelsen blev ikke mindre – hjertebanken, spændingen og suset i kroppen kom igen! Da morgensolen så småt viste sig, blev pürchen sat i gang mod et af brølene, og den første hjort viste sig i skovkanten, den var ikke selektiv, og pürchen forsatte – den morgen pürchede min polske jagtfører og jeg os ind på seks brølende hjorte – en kæmpe oplevelse at se skovens konge i brunst. På trods af, at det var i slutningen af brunsten  , så var der aktivitet i skoven. Selvom der ikke blev skudt den første morgen, så var pürchen en oplevelse i sig selv. En fantastisk jagtform, hvor ens feber bliver sat på prøve.

Samme aften forsatte jagten ind på skovens konge. Denne gang var jagtformen noget anerledes, idet vi satte os i en hochstand og ventede på, at hjortene skulle vise sig. En hjort dukkede op bagved hochstanden, men opdagede os inden skudchancen bød sig.

Da mørket var ved at falde på, var det på tide at vende snuden mod bilen. På vejen kom endnu en stor oplevelse. Min jagtfører og jeg hørte noget inde i noget tæt, så vi gjorde os klar, i tilfælde af, at der skulle opstå en chance – det viste sig, at to hjorte kæmpede mod hinanden, og samtidig hørtes brøl i skoven, chancen  bød sig ikke, men jeg var blevet en stor oplevelse rigere.

Næste morgen kørte vi  ud i samme område, hvor vi havde pürchet os ind på de seks hjorte – måske en ny hjort var kommet til området.

Den mørke morgen bød på to brølende hjorte, den ene kom fra et område, hvor vi havde pürchet, den anden brølede nede foran os, cirka 200-250 meter ude. Da det begyndte at lysne, pürchede vi os tættere på hjorten nede foran, og det viste sig at være en hjort, som var kommet til området – en hjort, som vi far havde set aftenen før. En utrolig flot 10-ender hjort stod og brølede foran os i 15 min. 

Min jagtfører  stod og vurderet hjorten, og til sidst fik jeg tegnet – den er selektiv, og perfekt til afskydning. Pürchen blev sat  i gang – Hjorten var gået igennem nogle træer, og havde kursen mod et åbent stykke  eng. Vi  pürschede os ind på 70 meter, og spændingen steg,  hjertet bankede hurtigere – feberen havde meldt sin ankomst – men hjorten stod perfekt med bredsiden til, så det var en skuddet skulle falde, inden den fik færten af os.  Hjorten blev ramt med en perfektbladkugle, men kæmpede en kamp for at forsætte, så den fik endnu en kugle og faldt efter denne. Feberen forsatte efter denne fantastiske pürch med et fantastik resultat, og benene rystede, så der skulle gå fem minutter, før vi kunne komme hen og se hjorten. En fantastisk hjort ventede os – en fuldstændig regelmæssig 10-ender på 6,3 kilo var forendt, og en lykkelig og glad jæger stod ved siden af, og nød oplevelsen til fulde.

Som sidegevinst skød jeg ligeså min første ræv ude på 200 meter, mens vi ventede på min far og hans jagtfører, der skulle hjælpe med fotografering og læsning af hjorten.

Jeg kunne ikke ønske mig en bedre tur – en tur med masser af udfordringer, men ikke mindst uforglemmelige jagtoplevelser med fantastisk jagtforme, og debut på både hjort og ræv.

Kan kun anbefale jægere at tage af sted og få samme sus og spænding, som jeg fik.

Jesper og Jens i Barlinek

Så er vi retur fra Barlinek i Polen, efter en rigtig god tur, hvor vi skød 7 bukke. Her er virkelig dejligt. Vi bor i en lille by midt i det kæmpe jagtområde hos jagtlederen og hans kone. Hun står for husholdning og laver skøn mad, varm mad til frokost og charcuteri bord til morgen og aften. Derudover er der en anden jagtføre, som jeg går med, og en veninde af huset, som fungerer som tolk. Alle er meget hjælpsomme og de har godt overblik over vildtet i de forskellige dele af skoven.

Indkvarteringen er i eget hus, som ligger op til deres eget. Området er mest egnet til anstandsjagt ud til nogle kæmpe enge i skoven, men en enkelt buk blev skudt på pürsh. Vi ser råvildt, kronvildt, vildsvin, ræv, hare og en masse fugle bl.a. tornskade og natravn. Det er præcis som jeg havde håbet.

Samlet er vi rigtig tilfredse, og klar til en tur næste år!

PS: Ved køb af kød skal man beregne 100 zloty til betaling for slagtning af dyret. Desuden gjorde min jagtføre mig opmærksom på, at der er rigtig mange flåter, og at de kan være bærer af TBE (smitsom hjernehindebetændelse). Man kan overveje at blive vaccineret for dette inden afrejse.

Hilsener
Jesper

Ola, Hans, Ove, Håkon og Frank i MIlicz

Våre forventninger er på nytt innfridd. Overgangen fra et delvis vinterkledt Trysil til full sommer i Polen er stor, og det er en fornøyelse å pyrsje seg gjennom grønne enger og viltrike skoger på jakt etter vårbukker og villsvin. Polen er et eldorado for lidenskapelige jegere og vår perle er Milicz. Takk til Diana og våre polske venner for et supert opphold, herlige naturopplevelser og god jakt. Vi kommer tilbake neste år.

Jegerhilsen fra Ola, Hans Roger, Ove, Håkon og Frank

Chris på bukkejagt i Legnica

Så er vi tilbage fra vores årlige jagt efter brunstbukke i Polen. Alt gik som det plejer der blev skudt mange fine bukke og opholdet og maden var som altid i top. Jeg vedhæfter nogle billeder fra turen som du gerne må bruge til jeres markedsføring. Vi er klar igen næste år.

Med venlig hilsen
Chris Nielsen

Chris på bukkejagt i Zlotoryja

Så er vi tilbage fra vores årlige jagt efter brunstbukke i Polen.

Alt gik som det plejer der blev skudt mange fine bukke og opholdet og maden var som altid i top. 

Jeg vedhæfter nogle billeder fra turen som du gerne må bruge til jeres markedsføring. 

Vi er klar igen næste år.

Med venlig hilsen

Chris Nielsen

Jens Ulrik i Polen

Det var blevet tid til at regulere råvildtbestanden I det smukke europæiske efterår. Alene på jagtreviret Maniszewo er det nødvendigt at nedlægge 170-200 råer og lam hvert år. Følg med på en jagt efter markråvildt på enorme polske marker i oktober.

Darz bór!

Et efter et blev de nedlagte dyr vejet og mærket og deres vægt og køn blev omhyggeligt noteret. Vi var to jægere, som havde jaget i tre dage og da det hele var noteret lå der 286 kg. vildtkød i kølerummet og ventede på at komme videre til middagsborde over hele Europa. Tilsammen havde vi nedlagt lidt mindre end 15% af revirets årlige kvote.

Muligheden for en jagttur til Polen var opstået ud af ingenting godt en uge tidligere. Reviret Maniszewo i det nordvestlige Polen havde med meget kort varsel efterlyst jægere med interesse i hundyrsjagt. Det er en spændende jagtform og desuden ganske billig. At vi desuden var velkomne til at tage noget af det fine kød med os hjem gjorde ikke fristelsen mindre. Det var måske ikke så overraskende, at min gode ven Erik og jeg var ganske nemme at lokke....

Desuden skulle jeg på en stor tur til Afrika nogle uger senere og jeg brændte virkelig efter at få gennemprøvet mit nye udstyrskit bestående af en Mauser M03 med en Zeiss Victory HT 2.5-10x50 på toppen. Dette var en oplagt lejlighed til “ilddåben” 

Riffel og kikkert landede hos forhandleren dagen inden jagtstart og jeg måtte bruge det meste af et døgn på at køre fra Fyn til Dalarna i Midtsverige og tilbage igen for at hente den. Jeg fandt en seng kl. 03:00 og vi kørte afsted mod Polen tre timer senere med Erik bag rattet. Da vi ankom var der lidt mindre end en time til vi skulle ud på aftenens jagt og riflen lå stadig urørt i kassen.

Vi havde dog heldet med os. Bag den enorme have omkring jagthuset lå der en fin lille 100-meterbane udstyret med en hjemmelavet men meget stabil skydebænk. Jeg samlede hurtigt den spritnye riffel – det tog heldigvis kun få sekunder – og fik i hast fremstillet nogle simple papirskiver med en kuglepen på bagsiden af nogle papirer fra Skat, der rodede rundt i bagagerummet. Jeg vidste, at bøssemagerne på Mauser havde testskudt riflen med kikkerten, men jeg havde ingen anelse om hvilken ammunition, de havde brugt. Jeg kunne blot håbe på at det første skud med den Norma Oryx ammunition, jeg havde valgt til denne jagt, ville lande et eller andet sted på skiven, så jeg havde noget at justere ud fra.

Plet!

Med riflen hvilende på min kasket klemte jeg det første skud af. Jeg kunne tydeligt se at den røde centerprik i midten af trådkorset hvilede fint inden for den blå blækklat, da skuddet bragede. Jeg tog øjeblikkeligt skiven i nærmere øjesyn gennem kikkerten. Forstørrelsen var rigeligt stor til at se skudhuller på den afstand – men der var ingen at se.

Vi gik imod skiverne for at finde ud af, hvad der var galt og skulle ganske tæt på før den naturlige forklaring åbenbarede sig. Kuglen havde lavet et fint lille hul midt i den lille blå blækklat præcis, hvor trådkorset havde hvilet, da skuddet gik. Slet ingen dårlig start! Jeg gik tilbage og skød et skud mere. Det udviste samme venlige tendens til at lande, hvor jeg ønskede, det skulle lande og dermed kunne jeg afslutte den korteste indskydning, jeg nogensinde har været med til. En gang imellem er man heldig – den dag var det min tur!

Jeg fandt den ballistiske ring der passede til ladningen og følte mig så klar, som jeg kunne blive. Det er en stor del af alle gode jagtoplevelser, at være tryg ved sit udstyr – og på denne jagt stolede jeg fuldt og helt på en riffel, som jeg kun havde skudt et par skud med....

Oceaner af raps

En halv time senere sad jeg ved siden af Zbigniew Jania i hans lille Suzuki 4WD på vej på jagt. Jagtrevirets næsten 18.000 hektar var opdelt i fire underområder med hver sin dedikerede jagtguide. Zbigniews område bestod mest af store marker og desværre var de fleste af disse nysåede, sorte og golde. Derfor havde vi fået lov til også at jage i et af de andre områder, hvor markerne var grønnere men endnu større end i vort hovedområde. Adskillige af disse grønne oceaner i landskabet bredte sig over 100 til 200 hektar fra “kyst til kyst” uden nogen som helst naturlig dækning.

Jeg betragtede landskabet gennem den duggede bilrude og tænkte for mig selv, at det ikke ville blive enkelt at komme på skudafstand af rådyrene på disse åbne marker. Min frygt viste sig at være velbegrundet. Der var masser af råvildt fordelt i små grupper, men de flygtede i panik adskillige hundrede meter foran bilen.

Min guide stoppede motoren for enden af en uendelig hæk, som fortsatte flere hundrede meter foran os, inden den forsvandt bag en lav bakke. Den enorme mark var høstet, men der var masser af grønne urter fordelt i små tuer over det hele. 500 meter borte stirrede to bukke på os. Bag dem æsede en rå med to lam. Der var absolut ingen mulighed for at komme på skudhold af disse dyr, men min erfarne guide havde en anden simpel plan. Med vinden i ansigtet ville vi følge hækken op ad bakken. Med lidt held ville vi støde på dyr på den anden side på mere realistiske afstande.

Langt ude!

Vi bevægede os forsigtigt fremad. Bukkene vi havde set, da vi startede, fulgte opmærksomt vor fremrykning. Vi nærmede os bakketoppen. Pludselig stivnede Zbigniew og hævede sin kikkert. På den anden side af bakken gik der flere smågrupper af rådyr og æsede.

Jeg trak mig ind bag ham og fulgte ham stille det sidste stykke mod toppen. Han standsede flere gange for at betragte dyrene gennem kikkerten, inden han langsomt fortsatte. På toppen rejste han sin trebenede skydestok og brugte den som støtte for kikkerten. Den nærmeste gruppe dyr gik et godt stykke fra os. Det var en rå med to lam og et smaldyr.

Skuffelsen i min guides ansigt var ikke til at tage fejl af. ”De er for langt ude!, sagde han.

”Hvor langt?”, spurgte jeg mens jeg bebrejdede mig selv for ikke at have medbragt en afstandsmåler.

Han svarede uden tøven med en myndighed som kun en mand, som har set på titusinder af rådyr gennem et langt jægerliv kan mønstre. ”250 meter!”. Jeg løftede demonstrativt i ASV+ tårnet og drejede det frem til den tydelige hvide linie mellem 200 og 300 meter markeringen.

Zbigniew så det og forstod med det samme Uden et ord tog han et langt skridt til siden, så jeg fik uhindret adgang til skydestokken. Jeg placerede forskæftet i stokkens gaffel, skruede forstørrelsen op på 10X og spændte riflen op. Zbigniew stirrede på dyrene gennem kikkerten – tydeligvis optaget af ikke at gå glip af noget.

Sandhedens øjeblik

”Den til højre!” Det var den unge rå. Smaldyret. Mindre end et sekund senere rullede braget ud over landskabet og hurtigere, end man kan blinke, kom lyden af kugleslaget retur. Det lød som et fjernt men kraftigt slag på en stor tromme. Rådyret styrtede til jorden. Den kom på benene igen, mens de andre tog flugten men faldt næsten øjeblikkeligt og rejste sig aldrig siden.

Zbigniews eneste kommentar var et spontant og meget højt udtalt “WOW!”. Jeg drejede mig mod ham og blev mødt af af et bredt smil. Rådyr sprang forvildede rundt overalt på marken og vi fik begge øje på en enlig rå som krydsede marken bag os i fuld fart. Zbigniew flyttede resolute skydestokken og sagde “skyd, hvis du får chancen!”. Jeg havde skruet kuglebanekompensatoren tilbage til 170 meter og var klar til skud på enhver afstand mellem 150 og 200 meter.

Jeg fulgte den springende rå gennem riffelkikkerten. Blot få sekunder inden den nåede i ly af hækken begik dyret den fatale fejltagelse, som synes at ligge dybt i generne på disse små hjortedyr. Hun standsede og sikrede. Slagstiften faldt øjeblikkeligt – det samme gjorde råen. Afstanden var cirka 180 meter. Jeg var mere end tilfreds. De to første skud på vildt med den nye riffel havde resulteret i to fine stykker råvildt. De faldt med mindre end 20 sekunders mellemrum men med næsten en halv kilometer imellem dem.

Guiden gik tilbage efter bilen, mens jeg gik frem til den nærmeste rå.

Det sidste måltid

Zbigniew var fremme få minutter senere. Han indledte straks den obligatoriske ceremoni til ære for det fældede stykke vildt. Han samlede et bundt korte raps-kviste og placerede de fleste i råens mund som en sidste mundfuld på rejsen til de evige rapsmarker. Han dyppede forsigtigt de resterende to kviste i indgangshullets blod, placerede den ene på hullet og overrakte mig den anden omhyggeligt placeret på hans egen hat. Da jeg tog imod den, gav han mig et fast håndtryk og sagde “Darz Bór!” – en gammel polsk jægerhilsen. Jeg svarede med de samme ord og placerede med omhu den lille kvist med hjerteblodet af mit bytte i min egen kasket. Det er en smuk tradition og for Zbigniew var der ingen undtagelser – hvert et stykke vildt, vi fældede, blev æret med den samme dybtfølte respekt. 

Vi arrangerede de to dyr til et foto og minutter senere var de brækkedet og lastet på bilens vildtstativ. 

De følgende dage havde jeg held til at nedlægge yderligere otte af disse sky polske rådyr. Den gennemsnitlige skudafstand var cirka 175 meter med nogle få så langt ude som 250. Totalt var der tolv tomme pladser i patronæsken. En statistik jeg i al beskedenhed var svært tilfreds med i betragtning af, at der gik to skud til indskydningen. Jeg vælger at tro, at de tusinder af skud jeg gennem årene har sendt afsted efter skiver, tomme dåser og tøjklemmer på en eller anden vis har påvirket mit jagtheld i positiv retning.

Grand finale

Da vi sluttede jagten efter tre korte efterårsdage, lagde vi alle dyrene på parade på plænen foran jagthuset. I en afsluttende ceremoni blæste vore jagtværter hornsignalet for ”rådyr” over det nedlagte vildt. Trofæerne vi kunne tage med os fra dette bemærkelsesværdige tre-dages jagteventyr var mange. Først og fremmest var der de glade minder fra jagten og den hyggelige tur i selskab med en god ven. Men også billederne og ikke mindst det fantastiske vildtkød der overvintrede i min fryser var i særklasse fine trofæer.

Når jeg i de efterfølgende måneder hævede glasset ved middagsbordet og udbragte “Darz Bór!” fløj mine tanker til letfodet råvildt, erfarne guider og en riffel, jeg kunne stole blindt på….

Gunnar i Wierzchlas

Turen startede allerede den 1. april på Autdoor messen i Odense hvor jeg besøgte standen med Limpopo Travel og Diana Jagtrejser. Her prøvede jeg at gætte vægten på et kronhjorte-trofæ fra New Zealand og den 6. april fik jeg en mail om, at mit gæt lå tættest på den reelle vægt, så jeg have vundet en 3 dages bukkejagt i polen inkl. afskydning af 3 bukke uanset trofæstørrelse.

Den 17. april kom så beskeden om, at jeg skulle til Wierzchlas fra den 29.05. til 01.06.2016. Så var der tid til planlægning. Det er umiddelbart langt at køre fra Fredericia til Wierzchlas, så der blev tænkt på alternativer. Der skulle jæger fra Norge med, og Limpopo Travel og Diana Jagtrejser var behjælpelig med at sætte os i forbindelse med hinanden for evt. samkørsel. Der blev truffet aftale om hvorledes dette kunne lade sig gøre. En del af min rejse skulle således foregå med offentlige transportmidler og en del sammen med Niels Henner Larsen. Imidlertid var jeg på en jagt i Tyskland i starten af maj og erfarede her hvor meget bagage man slæber rundt på. Det kuldkastede de hidtil lagte planer. I stedet skulle jeg køre til Karlskrone i Sverige og der støde til Niels for derefter at sejle til Gdynia og følges ad i hver sin bil det sidste stykke vej.

Den 28. maj startede jeg hjemmefra ved middagstid, med kurs mod Karskrona, hvor jeg ankom omkring klokken fem. Niels var ankommet så for at få det hele til at gå lidt nemmere, linede vi bilerne op, så vi kunne komme samlet til færgen.   

Færgeafgang kl, 20,30

Der var andet end firehjulede køretøjer med færgen. Bl.a. denne samling smukke Harleyer.

Herefter aftensmad på færgen. Den var god, og der var rigeligt. En lille shoppingtur og derefter til køjs. Ankomst til Gdynia næste morgen kl. 07.30. Inden vi skulle fra borde fik vi indtaget morgenmaden. Herefter gik turen mod Wierzchlas hvor vi ankom omkring frokosttid. Vi Stillede den ene bil, og kørte ud for at finde et sted at spise frokost. Niels var kendt, og vi fandt hurtigt et lille gasthaus, hvor vi fik en god suppe.

Der stod en gullaschkanon, som dog ikke var i brug mere, men som formentlig stadig er funktionsdygtig.

Når man kører rundt i landskabet kan man se mange huse der ser lidt trætte ud, men de biler, der holder der, er i ok stand.

Der var mange storkereder i området.

Vi kørte tilbage til vort standkvarter hvor vi blev installeret. Det var hyggeligt, at der lige udenfor vinduet var en storkerede.

Det viste sig senere, at der var unger i den. Herefter fik vi et måltid mad, og blev orienteret om jagten og præsenteret for vore førere. Jeg skulle følge med Mathæus.

Kl. 18.00 kørte vi på jagt. Vi startede i en hochsits med en pragtfuld udsigt over et stort engområde.

En kronhind gik et stykke tid og essede ca. 100 m fra vores plads.

Ca. 800 meter ude gik en rå og essede, og ca. 100 m foran os gik et lille smaldyr og essede. Senere kom to søer med frislinge til syne ved skoven foran os. Der var en helt hvid frisling iblandt. En ræv musede rundt på engen, men jeg kunne ikke få et ordentligt billede af den. Pludselig blev der uro under tårnet, og et stykke råvildt løb smælende ind i skoven. Vi valgte derfor at forlade tårnet og forsøge et andet sted. Vi kørte et lille stykke og parkerede bilen hvorefter vi gik frem til en skoveng. Her gik en fin buk. Desværre skød jeg forbi til den. Den blev forskrækket og smælede da den løb ind i skoven. Vi prøvede at finde tegn på anskydning, men fandt intet. Herefter kørte vi hjem. Efter lidt mad var det sengetid.

30.05. Efter en kop te var der afgang i terrænet kl 04,00. Mathæus kørte ud i et landbrugsområde med små marker og lidt hegn. Her blev bilen parkeret og vi gik lidt rundt. To smaldyr fjantede rundt. Lidt efter blev de efterfulgt af en spidsbuk. Med tanke på min forbier fra aftenen i forvejen prøvede vi, om vi kunne komme til skud på bukken. Det lykkedes, og den faldt perfekt for kuglen. Afstanden var ca. 100 m og dermed betydelig længere end ved forbi skuddet

Vi kiggede lidt andre steder, men fandt ikke flere bukke, så vi kørte hjem til morgenmad og formiddagssøvn. Efter at have sovet og spist frokost var der tid til lidt sightseeing i omegnen. Det var faktisk rigtig hyggeligt med en sådan lille tur. Det endte med, at vi begge købte honning hos en af de sælgere, der stod langs vejene. Det smager rigtig godt. Hjemme igen var der tid til en lille lur. Mad kl. 17.00. Afgang i terrænet kl. 18,00. Vi skulle atter sidde i et tårn.

Atter en pragtfuld udsigt, der virkelig kunne nydes.

Fra træerne foran os kom en rå ud og gik og essede. Den havde et meget stort yver, så den havde formentlig lagt lammene af inde i træerne. Pludselig blev den lidt urolig og kiggede til vores venstre side. Der kom en buk ud fra hegnet. Den kom lidt ud på marken og vendte siden til. Da jeg skød sprang den højt i vejret og løb et stykke hvorefter den forsøgte at vende, men faldt om.

Ikke den største buk, men en fornuftig seksender

Vi kørte noget rundt for at finde endnu en buk, men så ingen.

Der var en masse traner på markerne, men afstanden var så stor, at det var svært at få et nogenlunde billede af dem. Senere samme aften var vi ved at komme på skudhold af endnu en buk, men den lykkedes ikke så i kørte hjem til kølerummet med bukken, og derefter i seng.

1.05.

Efter at det, for første gang i lang tid, har regnet, diskuteres mulighederne for dagens jagt af Niels, Mathæus og Karol.

Afgang kl 04,00. Kørte til flere forskellige områder og forsøgte at komme til et par bukke, men de var for små. Prøvede et sted, hvor vi havde været tidligere, og her var gevinst. En pæn buk var ude på engen, og skydestokken blev stillet op. I skuddet gav bukken et hop, men gik roligt fra stedet og stoppede bag en busk, så jeg kunne ikke komme til at skyde igen. Bukken forsvandt. Vi ledte længe efter schweiss eller andre tegn på en anskydning, men fandt intet. Da det blev stå-op-tid for almindelige mennesker sendte vi bud efter Robert, der kom med en schweisshund. Efter nogen tid måtte Robert meddele, at hunden ikke kune finde noget at gå efter og at jeg formentlig havde skudt under bukken og (heldigvis) ikke havde skadet den. Herefter kørte vi hjem til morgenmaden og formiddagsluren. Efter frokosten kørte vi igen en tur rundt i omegnen. Kl. 18,00 var der atter afgang til terrænet. Bilen blev parkeret og vi gik mod en skoveng. Pludselig kom bukken springende ind i skoven, hvor den smælende fortalte, at den havde set os. Mathæus ærgrede sig tydeligvis. Vi fortsatte dog ud til engen, og Mathæus søgte med kikkerten, men fandt intet. Pludselig fik vi øje på en ræv der gik og musede tæt ved os. Jeg nåede ikke at fotografere den før den var væk. Herefter gik vi tilbage til bilen og kørte lille stykke til endnu en lille skoveng. Her opdagede Mathæus hurtigt en buk. Jeg kunne godt se. at det ikke var verdens største buk, men eftersom jeg tilsyneladende ikke kunne ramme de store, måtte jeg træde et skridt nedad og skyde de lidt mindre. Så da skydestokken var blevet stillet op, og jeg havde flyttet den nogle gange fik jeg et frit skudfelt, og leverede bukken med en høj kugle.

Min kvote for bukke var nu fyldt, og jeg spurgte om der var mulighed for at skyde en gris hvortil Mathæus svarede, at der var en mulighed hvorefter vi kørte et lille stykke og parkerede bilen. Vi gik meget forsigtigt frem ad en skovvej, hvor der på begge sider var tydelige tegn på aktivitet fra vildsvin. Da vi kom frem til en mark, gik der en so med 8-10 smågrise. Inden vi rigtig havde besluttet hvad vi ville, kom en überläufer ud fra skoven. Jeg spurgte om jeg måtte skyde den, og fik lov. Her gav jeg mig rigtig god tid, og da skuddet gik, sank den sammen hvor den stod.

Det viste sig, at det var en lille keiler, der fik vægten op på 47 kg. Dette er mit første polske vildsvin. Da Niels også havde skudt gris og de bukke han ville besluttede vi, at i ville suspendere jagten næste morgen og i stedet sovelænge so vi kunne være nogenlunde udsovede til den lange køretur hjemad.

Mathæus og Robert

01.06. Efter morgenmaden blev bilerne pakket og så snart protokollen var underskrevet gik turen hjemad.

Disse træfigurer ønskede os en god tur hjem.

Vi kørte til den tyske by Lütjenburg hvor vi havde bestilt værelser på hotel Lüttje Burg. Her fik vi et måltid aftensmad og en god nats søvn inden vi efter morgenmaden sagde på gensyn til hinanden og kørte hver til sit.

Michael Lassen i Wierzchlas

Dobbelt held

Ikke alene var jeg heldig at vinde en hjortejagt i Polen med Diana jagtrejser. Men at jeg efterfølgende var så heldig at skyde en stor sølvmedalje hjort dernede, er så heldigt, at det er lige før det er for meget- lige før!

Prolog

En jagtkammerat holder en overbevisende salgs tale for, at vi skal tage til Diana Road show denne fredag sidst i januar 16. Jeg har egentlig ikke tid og har andre planer, men jeg er (for) nem at lokke med, når det gælder jagt. Desværre bliver det lidt sent inden jeg ankommer til Sabro kro. Foredrag, film og spændende events har allerede peaket. Til gengæld møder jeg et hold jagtkammerater fra det midtjyske i baren og vi får en hyggelig lang jagtsnak. Summa Summarum:  Jeg får ikke det optimale ud af dette års jagtrejseshow. Og for at det hele nu ikke skal diffundere ud i hyggesnak, går jeg op til en af Dianas Sydafrikastand og fritter dem lidt ud om priser mv. Jeg er i færd med at krige mig et par farvestrålende kataloger med flotte fotos, da damen ved standen spørger mig, om jeg ikke lige vil udfylde navn og nummer på indgangsbilletten, så jeg har chancen for at vinde en jagtrejse? Hvortil jeg svarer: ”Nej jeg vinder aldrig noget, desuden orker jeg ikke flere nyhedsbreve”. Hertil svarer den flinke dame: ”Jamen du kan da ikke forvente dig at vinde, hvis du ikke prøver”. Ok! Så jeg udfylder lettere vrangvilligt felterne på indgangsbilletten. Som et pinligt indslag, kan nævnes, at Diana jagtrejser senere havde lidt svært ved, at finde frem til mig, grundet den ”afslappede” læs sjuskede udfyldning af kuponen. Så har jeg prøvet det også, at føle mig heldig i lodtrækning. Sidder midt i et langt møde, som har mistet sit momentum, da telefonen vibrerer i lommen. Stemmen i røret bekendtgør, at jeg har vundet en hjortejagt i Polen inkl. ophold i fem dage samt én hjort! Fem dages pyrschjagt på skovens konge. Jeg kan næsten ikke få armene ned. Det er første gang nogensinde, at jeg har vundet noget så stort.

Langt til september

For at holde min begejstring lidt ave / lidt i live, beretter jeg rimelig engageret, om mit held til alle, som gider at lytte, for der er langt til den 16 september. Lige før man gerne springer sommeren over denne gang. 16 september 2016 går det altså løs og vi glæder os Brian min jagtkammerat og jeg. Brian har indvilget i, at tage med på turen, for at prøve kræfter med klassisk pyrschjagt på polsk kronhjort. Og vi har selvfølgelig først holdt et par entusiastiske møder og lidt flere telefonsamtaler om den forestående tur, i løbet af foråret og hen over sommeren. Og tiden er fløjet helt surrealist hurtigt denne sommer. Så det er lige pludselig nu! i dag, at vi sætter kursen imod revir Wierschlass, ved Bydgodz i det nordvestlige Polen for at jage centraleuropæisk kronhjort eller polsk brunsthjort – hvad lyder bedst?

“We will be hunting to Night!”

Jeg har den opfattelse, at når man bevæger sig ud over dørtrinnet i sit hjem, låser hjemmet, sætter sig ind i bilen, at lige præcis her starter rejsen/eventyret. Oplevelser og hændelserne begynder at materialisere sig for alvor, i forhold til forventningerne, som jo kan være høje. Og nogle gange for høje. Vi får en flot og rimelig afslappende køretur derned. Vejret er fint og der er ikke alt for meget trafik. Det går ganske uproblematisk ved grænseovergangene. Dog må vi igennem den obligatoriske GPS fælde. Nemlig den, hvor GPS´ sen kender en kortere vej, som viser sig, at være af en sådan lidt ”pletvis asfalteret og rallyagtig” beskaffenhed. Det bruger vi nok et par timer på sammenlagt. Da vi kommer ind på ret kurs igen, holder vi et lille break. Vi ringer til førsteren Karol Malinka på Wierschlass og fortæller ham: ”At vi desværre nok er noget forsinkede og noget trætte, når vi forhåbentlig når frem. Så vi regner ikke med, at komme på jagt i aften. ” Til det svarer Karol med ru og myndig stemme: ”We will be hunting tonight”! Fedt! De går all in de polakker. Der breder sig nu begyndende symptomer på go´ jagt feber i bilen her ca. 250 km fra Wierschlass.

Wierschlass

Wiersclass, som både er navnet på reviret og indkvarteringen, ser ok og fint ud udefra. Men det er for ingen ting at regne imod, når man træder indenfor. Interiøret i særklasse og indenfor lever Wierschlass op til enhver jægers drøm om smagfuld indretning med trofæer fra polsk jagt, træ, og en funktionalitet langt ud over det sædvanlige. Her er et stort lækkert indrettet kælder rum, hvor man opbevarer alt ydertøj m.m.  Men også støvler, skydestokke, jakker, hatte osv. På de store værelser er der rigtig gode senge, totalt lydsvagt og rullegardiner til den obligatoriske lur om formiddagen. Prikken over i ét er de fine opbevaringshylder til riflerne. Om det så er på værelserne så findes der også en gevær hylde her Vi bor på et sted som er lavet og designet af jægere til jægere. Det lyder måske uvæsentligt eller banalt, men det betyder faktisk meget, når man skal jage morgen middag og aften i 5 dage.

Polsk køkken og hjortebrøl

Allerede før jagten den første aften får vi en forsmag på, hvad køkkenet kan frembringe. Vi får aldrig lov til at gå sultne på jagt eller sultne i seng. Det er yderst varieret mad, veltillavet og der er altid rigeligt af den. Det er et kendetegn at al maden laves af lokale råvarer og naturligvis lavet helt fra grunden. Ikke noget med færdigmad her. Vores indtag af måltider er blevet en rigtig hyggeoase. Vi befinder os altid 4-5 jægere og en kvindelig pilot ved spisebordet og vi får snakket om mangt og meget og det på 3 forskellige sprog. Morgen aften og især om natten, kan vi høre hjortebrøl ganske tæt ved vores hoved kvarter. Så vi går til køjs akkompagneret af ur kraftfulde brøl fra polske hjorte. Forventningerne er helt i top.

Den længste pyrsch

På trods af at:  Janek, min jagtfører påstår, at han af og til kan lugte krondyrene, at vi hører hjortebrøl ganske Close Up, at vi indretter interimistiske jagtskjul, har siddet stille i diverse hochsitze i området i timevis, at vi jager tidlig og sent og sidst men ikke mindst, at vi lister rundt så ekstremt langsomt og stille som vi gør – på trods af det, har vi ikke set kronvildt i to en halv dag nu. Når man dertil lægger de mange timer der er brugt i området – er det en mental udfordring, at holde gnisten intakt. Især, når man har skullet lægge øre til beretninger om alle de krondyr, som Brian og de to andre jægere har set på deres outings. Janek og jeg har påbegyndt pyrschjagt nummer 5, i let foroverbøjet snige positur og endnu tidligere end sædvanligt efter aftensmåltidet. ”Pyrschen gehen ist pyrschen stehen! ” som tyskerne udtrykker det gamle jægerfif om, at holde øjne og ører åbne og benene lidt mere i ro. Det bliver flittigt efterlevet af Janek. Han scanner hele tiden terrænet for vildt med sin XXL Doctor kikkert og det er desværre ikke de rigtige arter vi spotter. I øvrigt ser vi ikke særlig meget vildt på disse outings. Området vi går i er temmelig stort. Det er ikke særlig kuperet, eller varieret for den sags skyld. Træerne er hovedsagelig fyr, gran, birk og unge egetræer. På de store marker dominerer hvede, græs og majs. En del af majsen står endnu gylden og kornbugnende og jeg kan ikke rigtig forstå, at vi ikke skal være tilstede med en pyrsch der. Vi har listet temmelig længe nu og tvivlen gnaver en lille smule, selvom Janek virker 110 % kompetent på alle områder. Da vi således har gået og stået temmelig længe, informerer Janek mig pludselig om at vi bliver nød til, at gå tilbage, tage jagtvognen (en golf med på svejset lad) rundt om skoven og på den måde snyde vinden. Som sagt så gjort. Herefter starter endnu en slowmotion pyrsch uden de helt store forventninger. Men som det ofte sker under en jagt, sker det også her. Uventet og pludseligt her i det tiltagende aftenmørke. Derovre i lysningen på den anden side af grøften går to vagtsomme hinder rundt og esser nervøst, alt imens en hjort ligger ned halvdækket af siv og højt græs, formodentlig for at restituere sig efter både elskov og kamp. Vi er i god vind for dyrene så vi kan hviske sammen, når det bare foregår uendelig stille og direkte henvendt til øret. Dyrene er ca. 150 meter ude. Vi er blevet stavns bundet til en lille plet under en forkrøblet rødtjørn. Da hjorten ikke vil rejse sig, så står jeg så her med riflen i anslag i skydestokken så længe, at jeg indrømmet! På et tidspunkt har lyst til, at kaste håndklædet i ringen. Lyset svinder hastigt her i den sidste time, hvor der må jages, hvilket er en time efter solnedgang. 5 minutter i skydetidsophør rejser hjorten sig og spejder i retning af os, jeg sætter tråd korset lidt højt på bladet, og da jeg får et GO fra Janek, sender jeg en stille bøn til Diana og klemmer aftrækket. Hjorten ryger ud af fokus i skuddet, så jeg kigger på Janek i stedet. Han har holdt kikkertfokus på hjorten lige siden før skuddet. ”Den er død, perfekt skud! Den gik lige ned! ” Siger Janek på et glad engelsk med polsk accent. Da vi kommer hen til hjorten kan jeg godt fornemme, at det heller ikke på Wierschlass, er hverdagskost med hjort i den kaliber. Den er stor siger han tørt og på polsk engelsk og ringer straks til førstejæger Carol Malinka for, at breake nyheden og skaffe assistance. Om jeg er glad? Regner det Danmark i november? Vi tager et par dårligt belyste fotos, får lidt vand og kaffe. Og så skal det store dyr læsses op på Karols ladvogn. Tak til Janek og Wierschlass for en rigtig god Jagt og jagtoplevelse.

EPILOG

Brian skød en stor fin hjort på knap 6 kg med en større kropsvægt end min. Den ene af de to andre jægere vi mødte på Wierzchlas, skød to hjorte på omkring 5 kilo, den anden jæger fik en hjort også på ca. 5 kilo og så hastede han ellers videre på jagt i Tyskland. Brian skød udover hjorten også en fin buk. Og jeg skød forbi på en enkelt ikke så gammel buk. Indrømmet! Jeg var ikke specielt ked af at misse den. Ved underskrivning af protokol seancen i det store kontor, trofæ og protokolrum i kælderen, gør Karol mig opmærksom på, at jeg skal få min hjort målt op efter 90 dage. Det skal jeg, fordi det er en sikker bronzemedalje og en mulig en sølvmedalje. Som sagt så gjort. Carl Hjort i Lystrup måler op for Nordisk Safariklub og han måler Hjorten til 191 point, hvilket betyder sølvmedalje! Det er næsten for meget. Jeg er heldig igen.