Kirgizistan är ett bergsland med jaktområde där det endast varit ett fåtal människor

Jagtberetning Kirgisistan

Det var absolut en meget interessant tur. Vi fik vist alle fire proevet jagt, der gik lige til graensen af, hvad der gaar fra at vaere spaendende til at vaere paa kanten af det farlige og risikofyldte. Det var jo en lang tur for mit vedkommende… foerst til Istanbul, hvor jeg havde en fin dag med signtseeing i den gamle bydel, saa videre til Bishkek alle fire samlet, og saa 16-17 timer med foerst en 7 personers bus, og fra hovedvejen ind i bjergene med 4x4's. Saa det tog mig praecis 2 doegn at komme til lejren, men rejsen var jo i sig selv en del af oplevelsen.

Broedrene Stadsing blev sat af i den foerste hovedlejr, hvorefter Jesper og jeg fortsatte 5-6 timer!! om natten i en Toyota Landcrouser for at komme til deres anden hovedlejr. Saa vi moedtes foerst alle sammen igen i Bishkek 6 dage senere. Lidt aergerligt men OK, vi maatte jo tage de muligheder der var bedst ifoelge bureauejeren Mr Bek, som Diana Jagtrejser havde booket os ind hos.

Base Camp laa i 3235 meters hoejde. Foerste dag gik med et kontrolskud om morgenen og en 6-7 timers tur paa hest op i 4.000 meters hoejde. Vi skulle jo lige vaenne os til hoejden og jeg isaer til hesten, da jeg paa naer 2 timers ridning i Mols Bjerge i august, ikke havde siddet paa en hest siden jeg som 8 aarig var i Legoland. Det gik nu rigtigt fint, og hestene var utroligt rolige og meget udholdende. Den dag saa vi MarcoPolo hunner og nogle faa Ibex hunner, og jeg var heldig at se 2 ulve, hvoraf jeg manglede 30 sekunder i at kunne komme til at skyde efter den ene paa 404 meters afstend, men den gled over bakken og var vaek. Vi ville blive beloennet med US$ 300 per ulv vi nedlagde

Anden dagen var der relativt daarligt vejr med sne, saa vi red op i 2 forskellige dale for at se efter Ibex, men saa kun hunner og mindre hanner. Hen paa eftermiddagen var vi tilbage igen, og det var saa meningen at vi skulle i Fly Camp, men jeg insisterede paa at proeve omkaadet omkring basecamp igen, da jeg ikke lige var klar paa at skulle ride 4 timer til fly camp i snevejr, og vi havde jo stadig mange dage foran os.

Trediedagen var det saa aabenbart vores alle sammens lykkedag, for vi skoed alle en Ibex den dag viste det sig senere. Jeg spottede min om formiddagen kl 11 paa 465 meters afstand (I 4050 meters hoejde), og vi kravlede derefter ind paa den via nogle nogle stejle klipper, som Ibexen var paa vej til at skulle op paa for at sove til middag. Vi troede vi havde mistet den, men pludselig ser vi den paa 45 meter, og den har set os, saa den loeber afsted men jeg naar at ramme den i det ene bagben inden den smutter vaek. Et minut efter er den naaet 196 meter ned af bjerget, hvor den stiller sig paa en forhoejning, og jeg saetter yderligere 2 skud i den. Foerst et skud der rammer ryggen og derefter et paa bladet, der faar den til at rulle yderligere 40-50 meter ned. Vi tog nogle flotte billeder fra den klippe med sneklaedte kinesiske bjerge i baggrunden og til den anden side kunne vi som en lille prik skimte basecampen 8 km vaek og 800 meter under os. Nu var valget saa at gaa tilbage op til hestene eller ned til Ibexen og derefter hele vejen ned i dalen. Hestene kunne ikke ride den vej. Jeg valgte naturligvis at kravle ned og tage billeder af Ibexen, og derefter ned over skiffer-stenene til vi kunne blive samlet op af hestene. Det gik resten af dagen saa med. Min ibex er 90 centimeter og 9.5 aar gammel.

En time efter hjemkomsten til basecamp kommer Jesper ridende med en Ibex der ogsaa er 90 centimeter og ligner min paa alle maader. Han var redet i en helt anden retning, og havde skudt den paa ca 200 meter mens den laa paa en klippe med kun halsen fri.

Vi havde hjemmefra haabet paa en Ibex paa 110 cm, saa vi bad nu guiderne om, at vi naeste dag kunne komme i Flycamp (telt) i et helt andet omraade, hvilket vi saa gjorde. Det var en lang tur paa hest hen over 2 bjergpas foer vi var fremme, men vejret var super og udsigten helt fantastisk. Men nu begyndte baade hestene og vores ben at vaere lidt traette af alt den ridning. Efter en frokost bestaaende af helkogle gedehoveder!! red vi mod toppen (ca 4200 meter) hvor vi sidst paa eftermiddagen spottede 42 Ibex hanner liggende paa en meget stejl skraaning. De laa faktisk med hoved og horn paa bjergsiden for ikke at faa overvaegt og rulle ned. Utrolige dyr! der var 3 geder med 110-115 cm horn, og resten var ca 90 cm. Afstanden var 516 meter, og vi laa og ventede paa at de ville rejse sig saa vi evt kunne afskaere dem laengere nede. Jeg ville ikke til at skyde paa et sovende dyr paa 516 meter, for selvom 300Win Mag er fladtskydende, saa vidste jeg ikke om der skulle holdes 100 eller 200 cm over!! paa den afstand, og med en god vind ind fra siden, ville det vaere umuligt/uheldigt at anskyde. Vinden vendte desvaerre, og jeg tror de fik faert af os, for flokken delte sig i 2 grupper og den ene gik opad og den anden over bakkekammen. Da den sidste gruppe var vaek, havde vi en god time til solen gik ned, men de tossede Kirgisere hentede hestene, og sagde at vi skulle ride efter dem. Det var hovedloest, for det var en meget stejl skraaning og hestene var meget traette saa istedet for at ride ned og risikere at hestene ikke kunne klare det, saa bad jeg om at gaa ned gennem sneen. Men det var saa glat, at 2 mand skulle holde om hinanden, for hvis den ene skred, saa kunne den anden maaske redde situationen. Jeg holdt ved min lokale guide, som gik nederst, men med det resultat, at jeg saa gik og gloede ned i mundingen paa hans overhaengte Kalashnikov riffel, som han meget bestemt blev bedt om at overhaenge saa den pegede den anden vej. Efter 30 minutter var vi endelig paa toppen af den naeste skraaning, hvor gederne var forsvundet hen over, men paa det tidspunkt var de allerede ude paa over 800 meter og paa vej vaek.

Saa gik turen endelig hjemover, og den tur ville jeg helst have vaeret foruden. Jeg huskede pludselig, at Jesper paa andendagen havde fortalt mig, at han havde sendt en venlig tanke hjem til familien, og troede at hans sidste time var kommet, og nu vidste jeg naesten, hvad han mente, for vi red i moerke og gennem nogle stenskred som jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet nogen hest kunne klare. Men de har vel ogsaa en slags overlevelsesinstinkt, saa vi kom ned selvom min hest 2 gange knaekkede sammen paa forbenene og hakkede kaeben i klipperne. En anden hest mistede 2 af sine hestesko paa vej ned. Paa den ca 2-3 timers ridetur blev jeg enig med mig selv om at 90 centimerter var en fin Ibex paa dette tidspunkt af aaret, og absolut en vaerdig repraesentant for den slags jagt, hvor man trods alt ikke vil saette livet eller foereligheden paa hoejkant for 10-20 centimeter extra. Jeg fik ogsaa taenkt en artikel igennem, som jeg vil skrive til Trofae, omkring nogle af de udfordringer oplevelser, som man selv skal sige til og fra over for, paa saadan en jagt, hvor tingene kan gaa meget galt, hvis man er lidt uheldig og ikke saetter en graense.

Naeste dag red vi saa tilbage til Basecamp, hvor Jesper ogsaa ankom en dag tidligere end oprindeligt aftalt, og med oplevelser noget naer mine. Henrik og Karsten, havde ogsaa helt tilsvarende oplevelser, hvor de maatte sige fra og hertil ikke laengere.

Vi havde som sagt haabet paa en Ibex paa +110 cm, men det er stort set umuligt i september, hvor der endnu ikke er sne og vinter, saa gederne gaar hoejt hoejt oppe, og de helt store gaar over 4500 meter, og formentlig mange af dem inde i Kina, som kun laa 2 km vaek. Her bliver de nemlig ikke jaget. Om vinteren kommer de laengere ned, og kommer ind i Kyrgyzstan, hvor der er graes i 3200-4000 meters hoejde, saa guilderne sagde at det bedste tidspunkt er november maaned, saa vi gaar og overvejer en Marco Polo + Ibex tur i samme omraade om et par aar. Jesper saa Marco Polo vaedder paa ca 50 tommer.

Organisationen, biler, heste, forplejning fejlede ikke noget. Alle var soede og flinke, og vi havde et par gode dage i Bishkek inden vi skulle flyve hjem via Istanbul. Vi fik trofaerne med hjem i kufferten, og de er allerede landet i Vejen hos Trophy Art (Jacob Strunge) og er lovet hovedmonteret inden jul.

Det var den tur… meget laererig og fysisk udfordrende, og nu kan vi heldigvis grine lidt af "hoejdepunkterne" igen…

Rejsebeskrivelse Kirgisistan

Efter måneders forberedelser til bjergjagt på Mid-Asian Ibex og ridetræning, var det næsten uvirkeligt endeligt at være ankommet til Bishkek, -hovedstaden i Kirgisistan.

I lufthavnen blev min far og jeg modtaget af den lokale Personal Hunter (PH) ved navn Kuba og en tolken Daniyar. Samtidigt med os, blev der afhentet yderligere to jagtselskaber på i alt seks herrer fra hhv. Spanien og Argentina, og senere erfarede vi, at der mellem de 3 lokale PH’er, havde været en klar præference for at guide de seks mandlige jægere i deres bedste alder, frem for os to, - en kvindelig jæger i 30-erne i selskab med en dobbelt så gammel gråskægget herre.

Vi indledte straks efter ankomsten en 12 timer lang og utrolig smuk køretur sydom den store sø Issyk Kul og videre op i Tian Shan bjergene mod grænsen til Kina. Efter at have passeret et pas i 4200 meters højde, begyndte mørket at falde på og vejen vi fulgte de sidste timer frem til vores basecamp, bestod til sidst blot af et enkelt hjulspor, der løb gennem vandløb, op ad stejle bjergskråninger og i løse sten. Takket være firehjulstrækket på Toyotaen, vores erfarende PH som også var chauffør  og vores evne til at holde godt fast, kom vi helskindet frem til basecampen ved 21 tiden i 3000 meters højde.

Til vores store begejstring bestod aftensmaden af kød fra en Ibex, der var blevet nedlagt af jagtselskabet fra ugen før os, så forventningerne til at vi forhåbentlig snart skulle spise kød fra vores egen ibex, blev derfor ikke mindre.

Basecamp’en var meget primitiv men så absolut det mest luksuriøse vi kom til at opleve på vores 6 dages bjergjagt, idet vi både havde en rigtig seng og strøm fra en generator i et par timer efter mørkets frembrud.

Om formiddagen på vores første jagtdag skulle vi afprøve den riffel vi havde lejet af den lokale operatør. Det var et meget kraftigt våben en Savage 110 FCP PRECISION, kaliber 300 Win Mag med nyeste optik fra Leopold. Efter prøveskud på 100m, 250m og 500m kørte vi 2,5 time ud til vores første flycamp. Vi befandt os langt over trægrænsen og landskabet var meget åbent og goldt, og på vejen derud måtte vi køre igennem en bred flod som var næsten 1 meter dyb. Vandet nåede op over køleren, så vi åndede lettet op, da vi var vel oppe på den modsatte bred. Derefter fortsatte køreturen op langs en mindre flod gennem grus, vand og over sten på størrelse med foldbolde..   

I flycamp’en skiftede vi til de robuste og meget velafrettede kirgisiske heste. Allerede efter nogle timer til hest spottede vi en flok Ibex, på over 500 meters afstand og kort før mørket faldt på, havde den ene af spotterne set flere flotte Ibex endnu længere væk, men samtidigt havde de også set 2 store ulve, så de var usikre på om vi ville være i stand til at finde ibex de efterfølgende dage.

Vi gik tidligt til ro, da vi skulle op kl 03:00 næste morgen, så vi kunne være ude i terrænet før daggry.
Lidt over kl. 4:00 om morgenen på anden jagtdag sad min far, jeg, PH’en, 2 spottere og tolken på hver vores hest i bælgmørke og i et par graders frost og snevejr. Selvom vi på forhånd var klar over at det kunne være udfordrende at ride i bjergene, skulle jeg alligevel anstrenge mig for at holde nerverne i ro når vi krydsede bjergskråninger, stejle som sorte pister i Alperne, på stier der ikke var meget mere end 20 cm brede, og det i både mørke og snevejr.

Efter en times tid steg vi af hestene og sneg os op bag en stor sten, hvor der kunne være en chance for at de Ibex, der var blevet spottet aftenen før, ville komme ned ad bjerget i takt med at solen stod op. De kom dog som frygtet aldrig. Da det efterhånden var blevet for stejlt til at kunne ride, tog min far og den ene spotter hestene tilbage ned til floden, mens jeg forsatte med de andre på en længere pürsch til fods op langs den stejle skråning, som bestod primært af løse sten. Luften var tynd og kold så alle de mange timers træning hjemme i flade Danmark kom mig til gode. Der var stadig ingen dyr i sigte…

I 3600 meters højde spiste vi med stor appetit en meget simpel picnic. Alt hvad vi havde lært om basal madhygiejne og vaner med at være sart, blev hurtigt glemt, og vi nød at få noget i maven i dette helt utroligt smukke mennesketomme landskab.

Vejret klarede lidt op i løbet af dagen, men vi så kun få dyr, primært hunner, på eftermiddagspürschen. Disse var i bogstaveligste forstand over alle bjerge inden vi fik chancen for at komme tæt nok på dem, til indgående at kunne studere dem. Om aftenen fik jeg lidt højdesyge i form af hovedpine, men det var ikke værre end at det kunne klares med to Panodil’er, masser af vand, cola og forventningerne om flere spændende jagtdage.

Jagtdag nr. 3 var lige så spændende og krævende. Vi var flere gange ude på nogle særdeles krævende rideture i zigzag op ad bjergskråningerne.
Dog var de eneste Ibex vi så, kranier og horn fra dyr ulvene havde taget. Da både ulvene og vejret var imod os kørte vi sent på eftermiddagen tilbage til basecamp for at gøre klart til tidligt næste morgen at tage til en ny flycamp. Jeg var mentalt begyndt at forberede mig på at komme hjem uden at have været på skudhold af den Ibex vi havde talt så meget om siden vi bestilte turen på Limpopo Travels Roadshow,  8 måneder forinden.

På den 4. jagtdag blev vi vækket kl. 5 og var hurtigt klar til at køre ud til næste flycamp. Solen var kun lige begyndt at stå op, da Toyotaen blev parkeret ved et meget lille og primitivt hyrdetelt og vi steg til hest. Der var helt klar himmel, meget lidt vind, et par grader over frysepunktet og humøret var højt i forventningen om at det nok skulle lykkedes os i dag. Det enorme åbne landskab med sneklædte bjerge i baggrunden og forvandlingen fra nat til dag var så utroligt smuk. To gange spottede vi Ibex dog uden at komme på skudhold.Over middag var vi tilbage i campen og trængte til et velfortjent hvil, men pga. det gode vejr og en begyndende fornemmelse af frustration blandt PH’en og spotterne, ville de straks have at vi skulle forsætte eftermiddagspürschen. På forunderligvis fandt jeg lynhurtigt energien frem igen. Min far valgte at tage med den tredje spotter, som var kommet til hertil morgen, tilbage til basecamp. Vi lavede den aftale, at fik jeg chancen for også at nedlægge hans Ibex skulle jeg gøre det.

Om formiddagen havde vi reddet ned langs floden, men til eftermiddag red vi opad hvor den blev smallere og smallere. Jeg var fortsat imponeret over PH’en og spotternes utrættelighed og hestenes formåen i det fortsat mere og mere uvejsomme terræn. Vi havde en reel chance på 300 meter hvor dyrene dog til vores store ærgrelse pludseligt satte i bevægelse. Vi fortsatte op langs floden, som til sidst var så smal og stenet at vi måtte stille hestene og fortsætte til fods. En time før solnedgang vendte vi om, og på vejen tilbage så jeg helt friske bjørnespor. Jeg spekulerede

på hvordan både jeg selv og hesten ville reagere hvis vi pludseligt stod overfor bjørn i det smalle stenede flodleje. Halvvejs nede mødte vi den anden spotter som var taget langs en endnu mindre del af floden. Han var enormt begejstret da han havde spottet 2 flotte Ibex og det blev lynhurtigt besluttet, at dem skulle vi gå efter før daggry den efterfølgende morgen.

Jeg var totalt udmattet da vi nåede flycampen. Efter vi havde spist en simpel suppe til aftensmad, var der en del snak blandt PH’en, spotterne og tolken om hvordan vi skulle sove. Ingen af dem havde før haft en kvindelig jæger med, og de mente ikke at vi burde sove i samme telt. Det endte med, at jeg fik hele teltet for mig selv, hvor jeg sov med alt tøj og jagttøj på i en lokal sovepose på et gulv af stampet jord og madrester, ved siden af en brændeovn fyret med fåregødning.

Kl 4 om morgenen på jagtdag nr. 5 sad jeg, PH’en, de to spottere og tolken på hver vores hest. Det var vindstille, frostklart og himmelhvælvet var som et stjernehav. Det eneste lys var månen og den eneste lyd var hestene som travede hastigt afsted. Det var ubeskriveligt smukt, stemningen og omgivelserne føltes helt magisk! Efter en time stillede vi hestene, og fortsatte til fods stadig i mørke gennem floden, og til sidst kravlede vi op ad en bjergvæg for at kunne sidde i skjul bag en stor klippesten. ”Heldigvis” var det stadig så mørkt at det ikke helt gik op for mig hvor stejl en bjergvæg vi var kommet op ad…

Vi sad i totalt stilhed til solen var stået op. Jeg forsøgte at holde nerverne i ro med nogle dybe vejrtrækninger, men pludseligt gik det hele utroligt stærkt! Dyrene kom ned fra bjerget og jeg fik en stor Ibex i sigte, men mistede den lige så hurtigt. Følelsen af frustration var ikke til at tage fejl af. Jeg lagde an igen, fik den på kornet og afgav et hurtigt skud. Jeg så dyret falde ned af skråningen, og vi benyttede forvirring blandt dyrene til at forsøge at få ramt på nr. 2, hvilket lykkedes.
Forløsningen, lettelsen over det lykkedes og glæden var enorm! Vi fandt nemt begge dyr som var faldet meget tæt på hinanden i 3400 meters højde under en skyfri himmel. Efter i fem dage kun at have set dem som prikker på et bjerg virkede de utroligt store på helt tæt hold. Dyrene blev straks efter pelset og brækket. Den første og også den største Ibex på 115cm var nedlagt på en afstand af 493 meter med en vinkel på 28o. Den anden målte 93cm. Det eneste jeg var ked af var, at min far ikke havde været med denne morgen, men han kunne heldigvis dele begejstringen og glæden over at det rent faktisk var lykkedes!

Om eftermiddagen kom vi ned til basecamp hvor vi mødte to fra det andet jagtselskab, som ikke havde været lige så heldige som os og måtte rejse hjem uden at have nedlagt noget.

Den store Ibex blev tilberedt til aftensmad og det var så gammel en ged, at den måtte koge en time ekstra for at blive mør. Vi skålede på en helt fantastisk og veludført jagt og en oplevelse vi aldrig glemmer!

Efterfølgende erfarede vi, at jeg havde været den eneste kvinde,

de havde haft af sted på Ibexjagt i denne sæson, og at jeg tilmed også havde nedlagt det største trofæ i sæsonen ind til videre.

PH og teamet synes således alligevel ikke, det var så dårligt, at have været afsted med en kvindelig ung jæger og en gråskægget herre.

Hjemvendt fra Kirgisistan

Efter at have skudt forbi på Midt Asian Ibex i Tadjikistan, samt ikke at have haft chancen i Kasakhstan, gik turen nu til Kirgisien. Turen var bestilt på Roadshowet 2013. Så en meget hurtig beslutning. Vi, min kone og jeg, fløj over Moskva, og efter 4 timers ventetid her, gik det videre til Bishkek. God service ombord hos Aeroflot. Jeg havde selv medbragt riffel. En repræsentant fra samarbejdspartneren dernede, tog sig af alt papirarbejdet, det tog kun 3 kvarter, og vi var ude af lufthavnen. Vi skulle nu køre ca. 10 timer for at komme til jagtområdet.

Turen forløb uden problemer. Vi kørte langs den store sø Issyk-kul, som er ca. 280 km lang. Vi passerede bjergpas på over 4.000 meters højde. En fantastisk natur. Køreturen er lang, men forventningerne var store, så det føltes ikke så langt. Vel ankommet til lejren, som lå i ca. 3.300 meters højde i Tian-Shan bjergene, var det tid til udpakning. Vi fik tildelt et værelse med rigtige senge, ligeledes var der også en kakkelovn, så det var en luksuslejr vi var ankommet til. Det er ellers ikke lige det, jeg er vant til fra tidligere bjergjagter. Efter lidt mad, gik vi tidligt i seng. Næste morgen bød på minus 12 grader. Efter morgenmad skulle der indskydes, hvilket forløb planmæssigt. Hestene var sadlet op, og vi kunne ride afsted. Hestene var meget godmodige. Vorherre har ikke tænkt sig om, da han skabte manden og hesten. Der er ”noget” der er i vejen. Vi red ca. 2,5 time før vi spottede den første gruppe ibexer. Der var en med gode horn iblandt. Når man siger gode horn, mener man mellem 90 cm og 1 meter. Denne her var over 1 meter. Vi startede opstigningen med hestene indtil dette ikke længere var muligt, herefter var det til fods. Luften er tynd, når man som her når op i 3800 meters højde, så det er ikke nogen skam at puste lidt. Pludselig kommer flokken løbende ca. 300 meter ude, men den store var desværre ikke iblandt. Vi ventede ca. 1 time, men forgæves. Så turen gik igen nedad, hvilket også kan være hårdt. Efter nedstigningen var det tid til frokost. Denne blev indtaget på et tæppe i sneen, men i det dejligste solskin, og med et fantastisk udsyn over bjergene, hvor vi kunne se Marco poloer gå og græsse. Frokosten bestod af brød, pølse, ost, karameller, vand og te. Temperaturen var ca. 0 grader. Efter frokost skulle vi videre ind i et nyt pas. Den ene guide red i forvejen for at spejde. Da vi ankommer, står han med et stort smil på. Han havde set en flok på 4 ibexer, hvoraf der er 2 gode iblandt. Taktikken er, at vi skal snige os op bag en lille klippe ca. 400 meter oppe. Nu er det vigtigt, at alle 5 yder det bedste udi at gøre sig usynlige. Min kone er med for at filme, men må erkende, at det bestemt ikke er som i de spanske bjerge, og hun må opgive at komme med op. 

Da vi når op til klippen, går der kun 3 stk, men gudskelov er de 2 store der. Jeg spørger tolken 2 gange, hvilken en der er størst, han hører det dog ikke, og jeg må sparke til ham, før han siger, at det er den forreste, men nr. 2 er også okay. De går alle 3 i en klump, og jeg kan derfor ikke skyde. Afstandsmåleren viste 307 meter. Jeg ved at kuglen falder ca. 20 cm., så det er at holde lige på rygraden. Den største bevæger sig fremad, med bagenden imod mig. Det føles som en evighed inden den stopper og drejer en anelse til højre. Jeg føler selv at have et godt hold på den, og jeg vælger at skyde. Dyret sætter i gang, uden at vise skudtegn overhovedet. Jeg repeterer, og skyder igen og igen. Dyret stopper og jeg holder en halv meter over. Tolken skriger, for lavt. Nu er det sidste skud, og jeg holder en hel meter over dyret. Ibexen falder i skuddet. Vild jubel. Det viste sig, at der var 458 meter op til dyret. Endelig havde  jeg fået min Midt Asian ibex. Da vi endelig kom op til dyret viste det sig, at mit første skud, havde ramt dyret, men bare 10 cm for langt tilbage, men den havde dog taget spidsen af lungen. Utroligt, man ikke kan se skudtegn. Det fortæller lidt om, hvor skudstærkt et dyr det er.

Trofæet viste sig at være 95 cm, så et godt trofæ, med en flot hvid stribe, ned langs med ryggen. Den skal fuldmonteres. Skind og kød blev læsset på hestene, og det gik hjemad. Vi var først hjemme kl. halv ni om aftenen. Aftensmaden gjorde godt. På trods af en lang og anstrengende dag, havde jeg svært ved at falde i søvn den aften. Der var nogle dejlige oplevelser der lige skulle vendes i hovedet. Vi forsøgte, de næste 3 dage om vi kunne finde en der var noget større, eller en ulv. Faktisk var der en ulv, der ved højlys dag, slog et får. Vi så masser af ibex, ingen ulv. Så vi valgte at prøve og se om vi kunne ændre vores billet, hvilket lykkedes, og vi tog derefter hjem til Danmark før tid. 

Masser af ibex og marco polo, Gode indkvarteringsfaciliteter, Rigtig, rigtig god mad, Gode venlige guider, Behagelig hjælpsom tolk, Tålmodige heste. Alt fungerede lige efter bogen. Tak for en fantastisk oplevelse. Tak for hjælp med ombookning af billetter.

Stor hilsen fra
Susanne og Jan Thinggaard