4. august drog afsted drog Mico og jeg fra Bjerringbro mod Milicz i det sydvestlige hjørne af Polen på en 3 dages bukkebrunsttur. Som altid Mico som jæger og jeg som ledsager.
Vi havde derned en 10 timers køretur uden kø eller problemer overhovedet og med interessante kig undervejs bl.a. til det 212 m høje Sky Tower og den smukke motorvejsbro i Wroslav. Hjemad holdte vi dog to gange i kø ved Berlin, så her lagde vi en time til.
Selve jagten på reviret var meget velorganiseret. Førsteren Maciej havde et imponeret kendskab til sit revir og sine bukke. For mig som ledsager var der en fin afveksling mellem pürsch, sidde i tårn og kørsel. Kørsel rundt på reviret i de små landsbyer giver altid et interessant indblik i det polske liv på landet.
Mico skød 4 bukke og et vildsvin, så for første gang vi har været afsted, var der gevinst på alle jagter. Vi valgte at sove længe den sidste morgen. Bukkene blev nedlagt både med skud fra tårn og lange skud på skydestok. Under jagten var det en fornøjelse at se omhyggeligheden fra Maciej med at skyde det rigtige. Det var også dejligt at se og føle den oprigtige interesse, når vildtet var nedlagt. Især en polsk ’bronze ’ buk og en ældre banditbuk vakte glæde hos os alle.
Den første aften var Maciej syg, og en kollega var vores guide. Efter bukken var nedlagt blæste han over det. En meget smuk oplevelse på en dejlig sensommer aften.Rigtig jagtstemning
Indkvarteringen var rigtig fin. Vi havde et dejligt stort dobbeltværelse med eget badeværelse. Maden var meget polsk, hvilket vi sætter stor pris på. Vi var de eneste gæster, men blev fint underholdt af en ung og velorienteret tolk, som velvilligt svarede på alle vores spørgsmål omkring reviret, området og Polen.
Alt i alt havde vi en rigtig dejlig tur med gode oplevelser både for jæger og ledsager, og reviret kan varmt anbefales.